Kroppen er vred

Min krop er ikke tilfreds med mig. Jeg satte den til at grave have i fem timer. Nu er den mødig.

Til gengæld er jeg stærkt tilfreds med det, som kroppen udrettede.

Budskabet har været enkelt på denne langfredag: Du skal grave din have! Valget har været nemt. Der har ikke været andre fristelser for den svage sjæl. Ingen fristende indkøbscentre har blinket med flitterstads og forlokkelser.

Vi smurte mad og tog madkassen med i kolonihaven. Det er ydetid. Senere kommer nydetid. Jeg allierede mig med min spade…“Fiskars Classic røde spade er ikke bare en spade, men nærmest et begreb. Den har gennem generationer været indbegrebet af en god solid spade, der bare holder – at den i mange tilfælde er gået i arv til næste generation, er derfor ingen hemmelighed”, sådan beskriver producenten selv min trofaste haveven. Vi er et hold, Classic og jeg.

Og nogen saver og hamrer, og snart er der nyt loft i stuen.

Sikke en vejrgave, påsken blev. Jeg havde hørt om regn alle påskedagene, og så er der bare blåvejr og sol. Det nyder vi, mens vi yder. Der mangler et halvt loft og en kvart gravning.

I morgen lokker fristelserne igen. Læggekartoffelsorterne skal vælges.

foraarshaven

Hvad man kan bruge en ekstra time til

I foråret deponerede vi en time. I nat fik vi den tilbage.

Jeg brugte den til at tænke over, hvad jeg skulle bruge den til. Da jeg gik i seng, strejfede det mig, at jeg kunne løbe en tur, inden dagen rigtigt gik i gang. Morten skulle på jagt, jeg stod op samtidig med ham, og da han var taget af sted, virkede løbetanken ikke fristende. Jo, måske fristende, men jeg modstod. Jeg indså, at det rigtige valg var at hente avisen og give mig god tid med kaffe og morgenmad, opdatere styresystem på i-gadgets, opdatere mig selv i analogt og digitalt newsfeed. Om lidt tager jeg i kolonihaven og bruger nogle timer, blandt andet den ekstra, med arbejdshandsker på hænderne og lydbog i ørerne, mens jeg gør ting. Hvilke ved jeg aldrig, før jeg har gjort dem. Men der er noget at grave, noget at beskære, noget at hive op, hive ned, og så skal havemøblerne jo ind. Dem skal der gøres plads til.

Nå, men tingene gør jo ikke sig selv. Jeg har ellers ventet og ventet … en ekstra time.

Såee, sæt i gang.

Feel good-dage i haven

huset

Jeg bliver fyldt med glad og tilfreds, når jeg er i kolonihaven. Der er primitivt, der er til tider rodet, der er altid noget at gøre, men der er også plads til at gøre ingenting. Vi er altid bagud med et eller andet, hvis man altså tager de briller på. Der er også rummeligt og højt til loftet, og der er ingen masterplan. Der er vage ideer om, hvad vi kunne gøre. Engang. Rydde bedet foran huset. Male huset. Udvide terrassen. Fælde nogle træer. Plante nogle træer. Det kommer, når det kommer.

Hver eneste gang, jeg er der, bliver jeg glad. Om det så bare er nogle få minutter for at hente grøntsager, eller det er flere timer med havesysler. Jeg drikker kaffe, hører bog og pusler med forefaldende arbejde. Det er ikke altid, jeg laver det, jeg havde i tankerne, da jeg tog hjemmefra, men det er ligemeget. Det er altid tilfredsstillende.

parade

I dag lugede og høstede jeg. Gulerødder og persillerødder. Jeg har læst op på vinteropbevaring af rødder og husket på, hvad mine forældre gjorde, og jeg har snakket med min kollega, Gitte, som også har haft en landbrugsbarndom, og vi er enige om, at når både hendes far og min mor opbevarede gulerødder i tønder med sand, så er det det rigtige at gøre.

sandgroentsager

toender

Og så cyklede jeg med kurven fyldt hjem til mere dejlig søndag.

cykelkurv

 

Forråd

spinatavl

Her er en trillebør fuld af halvdelen af havens spinat. Jeg har fået sået sådan en slags spinat, som ikke går i stok, men bare gror og gror, indtil frosten kommer, og som vist også kan overvintre ude. Men det skal den ikke. Ikke som udgangspunkt, i hvert fald. Det kan godt være, jeg skifter mening, når jeg alligevel ikke får gjort noget ved resten. I dag hev jeg halvdelen op og satte mig med en lydbog i ørerne og en saks i hånden og klippede bladene af. Der gik op mod to timer med det, og jeg var svært glad for, at jeg ikke havde høstet det hele, nu jeg var i gang.

Nu ligger der en pose med over to kilo frisk spinat i køleskabet. Jeg har læst mig til, at det kan blancheres og fryses ned, så det er det, jeg gør i morgen.

Kartoffelhøsten er ovre. Egentlig havde jeg ikke en fornemmelse af, at vi var bagud med det. Jeg har været så lidt i haven, at jeg ikke engang har fulgt med i, hvor langt naboerne er, men jeg kiggede tilbage her på bloggen og opdagede, at vi var en uge tidligere med kartoffeloptagningen i fjor. Der kan jeg også se, at høsten ikke er specielt meget mindre i år, hvad jeg egentlig troede. Kartoflerne er kulet ned i flamingobøtten, og her kan man se en film om, hvordan det er at være en kartoffel dér.

Jeg kunne nemt piske mig selv med, hvad jeg ikke har nået i haven endnu. For eksempel at plante jordbærstiklingerne ud. Lige dét er det vist ved at være noget sent med, men jeg er altså nødt til at have ryddet et stykke jord for alt det ukrudt, som er blevet knæhøjt, mens jeg vendte ryggen til. Men jeg vil godt bede om fritagelse for det der piskning, – jeg gider det ikke. Jeg synes, jeg har været dygtig i dag.

Vi er også ret dygtige til at dyrke rødbeder. De er så store, at jeg måske er nødt til at regne avlen i rummeter. Jeg tog et par stykker med hjem (til sammenligning er skoen på billedet størrelse 39), og planen er at vi skal lave rødbedesuppe i morgen. Jeg håber, vi kan lide det, for  vi er nok nødt til at lave det igen og få brugt flere rødbeder.

roedbeder

Tak for mad

Efter to dage med købepizza og en tredje med henholdsvis havregryn og havregrød til aftensmad syntes jeg, at vi trods alt pakkerodet skulle have aftensmad med lidt mere omtanke. Jeg tog i haven efter salat og tomater. Nabo Ejnar på 90 var i sin have. Han var ved at klippe toppen af kartoffelplanterne, fordi – sagde han – så undgår man, at der trækker skimmel ned i kartoflerne. Der var jeg allerede bagud, tænkte jeg og besluttede på stedet, at kommer der skimmel, så gør der det.

Han havde også trukket alle løgene op og lagt dem til tørre oven på jorden, for nu syntes han, de var store nok. Jeg besluttede på stedet, at vores løg sagtens kan tåle at blive lidt større. Selv om nogle af dem faktisk er temmelig store. Vi har bare ikke tid til at nusse i haven i disse dage.

Der bor en frø eller en lille tudse i redskabsrummet. Hver gang jeg kommer ind for at hente greb og spand til kartoffelopgravning, pusler det nede i nogle visne blade, og jeg råber “Huh!” Hvis frøen kunne, ville den sikkert også råbe huh! Jeg tror, vi bliver lige forskrækkede. Ja, jeg indrømmer det: jeg er ikke til padder og kryb. Hvis min arm var halvanden meter lang, kunne jeg nå greben uden at gå ind i rummet. Men jeg siger til mig selv, at tudser og frøer gerne må være der, for de spiser snegle, som jeg også synes er klamme. Jeg tænker bare, at den lille frø burde være uden for og ikke inde i det tørre skur. Måske kan den ikke finde ud, og jeg har nævnt for Morten, at når en af os – og ikke mig – kommer i haven, bliver den måske båret ud.

Der er vildt mange modne tomater nu, både cherry-, blomme- og almindelige, og jeg fik en god stor pose med hjem.

Og se så lige her, hvad jeg ellers tog i min kurv. Det blev et ovnfad med løg og rodfrugter, en salat med romaine, tomater og feta, og så med et par fiskefrikadeller til. Det var altså godt. Tak, have.

udbytte