17. december 2017 | den store bunke |
Jeg er ikke typen, der smider væk. Dette dekorationslys har jeg flyttet med mig i over ti år. Det kan jeg regne ud ved at genkalde mig forskellige steder i forskellige boliger, hvor jeg har haft det liggende. I kælderen i Slesvigsgade, i pulterkammeret i Sct. Mathias Gade, i det sorte skab i Vestergade. Til sidst havnede det i det røde skab i Teglmarken.
I gode venner, der gang på gang har hjulpet mig med at flytte – og uendeligt mange tak for dét! – véd hermed også, hvad der for eksempel har været i mine mere end firs flyttekasser, som I har bakset med. Det røde lys har I flyttet for mig tre gange. Det har det overlevet, for lyset vinder altid, og det gode er, at I ikke skal bære på det mere. Vi skal nemlig ikke flytte foreløbig, og lyset fra fortiden ender sin rejse nu.
Det står nemlig i en juledekoration sammen med en plade mos, jeg gravede op fra skovbunden med mine behandskede næver på turen til Vedsø i går og bar hjem i én hånd, så min arm til sidst var helt forkrampet. I halvmørket nappede jeg også en fyrredusk, en barket pind, en grankvist og noget der stikker, og sammen med et par dimserier fra den store kasse med julepynt gør naturen sig helt godt på julescenen, synes jeg.
Nu må vi se, hvor længe det holder, inden det visner. Naturen har det jo bedst ude i naturen.
Til gengæld er der kun få dage, til lyset – altså det store udendørs – vender og begynder at vende tilbage.
14. april 2017 | den store bunke |
Nogle er sikkert kede af det aktuelle påskevejr og ville gerne have haft sol og læ og udelivsmuligheder.
Jeg elsker det. For mig kan det regne og blæse og gøre præcis, som vejret selv vil. Det betyder bare, at jeg helt uden dårlig samvittighed kan koncentrere mig om ét eneste projekt: At pakke ud.
Det var egentlig meningen, at jeg ville trække en dag eller halvanden ud af flyttemenageriet for at tage i kolonihaven og lægge kartofler og sætte løg. Det kommer ikke til at ske. Man har oven i købet truet med nattefrost i starten af næste uge, og så lægger kun en tåbe da noget i jorden. Vi skal såmænd også nok nå at få kartofler i år uden at være den grønneste mælkekasse i haveforeningen. Eller noget.
Jeg bliver hjemme ved mine papkasser.
I går brugte vi dog dagen på at besøge min mor på Fyn. Det var hyggeligt, hun var glad, vi var glade, og nu kan vi – også med god samvittighed – tilbringe resten af påskeferien hjemme på matriklen med værktøj og rod og det store overblik. Samme overblik forsvandt ret hurtigt i en unummereret flyttekasse inde på Vestergade, men nu er det heldigvis dukket op igen, og jeg holder fast i det, så det ikke løber fra mig igen.
Hvad jeg ikke holder fast i, er den daglige aftencykeltur, som vi snakkede om en af de første dage. Så jeg kunne få trænet og hærdet haleknoglerne, inden jeg i næste uge skal begynde at cykle på arbejde. Det er jo ikke vejr til det, og knoglerne skal nok vænne sig til sadlen på min nye cykel med tiden alligevel, og hvornår jeg har ondt i røven, er underordnet i det lange løb.
Hvis folk vil mig noget, må de komme og ringe på. Det sker faktisk. I forgårs ringede vores ven Louise på med en ordentlig skålfuld tomatsuppe, brød og ost “til en dag, vi ikke orkede at lave mad”. Det var vi virkelig glade for i aftes, da vi kom hjem fra Fyn. Lækkert, lækkert var det. Og sidst på eftermiddagen i dag ringede naboerne på vores dør og var inde og få en kop kaffe. Det var hyggeligt, og det viste sig til min store begejstring, at naboens far er den repræsentant, som kom og solgte tegneartikler på flere af mine tidligere arbejdspladser. Det var et sjovt tilfælde, synes jeg.
Men hvis jeg skal referere, hvad jeg ellers har brugt dagen på, fylder det ikke ret meget. Vi har sorteret og katalogiseret bøger i et – vi kan kalde det analogt dataflet. Mine bøger og Mortens bøger blev alfabetiseret ind i samme reol, en øvelse vi ikke foretog, da vi flyttede sammen. Men nu! Tiden er egentlig løbet fra papirbøgerne, vi lytter jo begge fortrinsvis lydbøger, men jeg har svært ved at forestille mig at bo uden bøger, så dem har vi fundet plads til i en stor reol ovenpå. De står nu i stringent alfabetisk orden. Jeg er svært glad for resultatet, men det er altså (kun) det, jeg har bedrevet i dag.
Den spændende fortsættelse følger, når stablen af tømte kasser når nye højder.
12. april 2017 | den store bunke |
Det går godt i sydbyen. Vi er ved at vænne os til huset og dets lyde. Der er fremmede knirke- og puslelyde fra væggene, og det der lyder som om nogen lister rundt på førstesalen er for eksempel en radiators hemmelige signaler om et eller andet. Det er jeg meget lettet over. Det kunne have været et spøgelse. Forleden nat brasede bunden ud af dobbeltsengen, der efterhånden havde været skilt og samlet så mange gange, at skruerne ikke længere kunne bære. Det gav ikke bare en lyd, men et gedigent brag. “Det ligner en krybbe”, sagde Lasse, da jeg viste ham vores sovevilkår den næste dag. Nu har Morten repareret og forstærket og understøttet, og det vil formodentlig aldrig ske igen. Aldrig.
Vi endte med at bruge 108 flyttekasser – jeg havde kalkuleret med 120, så det var jo langt lykkeligere end forventet, og en hurtig optælling af stablen af tømte kasser på stuegulvet viser, at 46 er pakket ud nu. Min tid går med at tømme kasser og indrette, fordele og finde plads til alt det, der endnu ikke ved, hvor det skal være, og dagene løber lidt i ét. Når jeg dagligt taler i telefon med min mor, er vi mere på samme niveau, end vi plejer at være. Ingen af os er knivskarpe på, hvilken ugedag det er, eller hvad klokken er blevet, eller hvornår vi snakkede sammen sidst. Det ændrer sig formodentlig igen.
Flyttedagen i lørdags gik som forventet over al forventning. Klokken 7.30 lørdag morgen kørte flyttebilen ind i Vestergade, og 16-17 gode folk, der godt gad bruge nogle timer på at hjælpe os, stod klar til at tage fat. Tre-fire timer senere var alt flyttet, og vi sad allesammen i stuen på den nye adresse og spiste byg-selv-bøfsandwich, som en anden god ven havde kokkereret som sit bidrag til flyttefesten. I al beskedenhed er vi ret gode til at organisere en flytning, og mindst lige så vigtigt: vi har nogle virkeligt gode venner.
Her bliver så godt. Køkkenet er som det eneste stort set færdigt. Alle skuffer og skabe er fyldt, og det har vist sig, at vi også godt kan navigere og lave mad i det. Stuen roder helt vildt. Det samme gør bryggerset, og jeg er ikke begyndt at lede efter vasketøjskurven endnu, for der er ikke rigtigt plads til tørrestativet nogen steder. Astrid var effektiv med at få pakket sine ting ud, og hendes værelse er faktisk færdigt. Det samme kan man ikke sige om resten af overetagen. Kasserne tårner sig op, og vi har ikke fået lagt noget af vores tøj på plads endnu. Eller tømt kasserne med badeværelsesting, eller alle bøgerne. I kontoret, som jeg forventer mig meget af, sidder vi mellem kassetårne og løse ledninger og arbejder, og det kan man sagtens. Værksted og skur er nøjagtigt lige så kaotiske som i lørdags, hvor alt bare blev stuvet ind i fuldstændig vilkårlig uorden. Det løser sig.
I mellemtiden glæder vi os over de små hjørner, som er færdige.
Og vender det blinde øje mod de hjørner, der ikke er.
7. april 2017 | den store bunke |
I går var en god dag. Dagen før – og dagen før igen – peb jeg lidt over, at det ikke rigtigt skred frem i pakkeriet. Men i går var en god dag. Pludselig kunne jeg se lyset og målet for enden. Kasser blev fyldt, skabe blev tømt – og ikke bare efterladt med sporadiske ’sidste ting’ spredt på halvtomme hylder. Jeg har haft bjørnen Brunos sang ’Jeg åbner låger’ kørende i hovedet, hver gang jeg åbnede et skab for at se, om der var mere derinde. Det behøver jeg ikke længere.
Vi mangler køkkenet og badeværelset plus det løse og loftet, og derefter tager skruemaskineføreren et tornadoraid gennem 450 kubikmeter (vi har højt til loftet) og demonterer Alles. Det er allerede sære udsigter vi står op til om morgenen, og jeg er glad og fortrøstningsfuld.
I aften spiser vi pizza direkte fra æsken og sover minimalistisk.
Og i morgen er det FLYTTEDAG!
5. april 2017 | den store bunke |
Det. Er. Kedeligt. At. Pakke.
Vi er på omkring femogtres fyldte kasser, og der mangler stadig en hel del. Alt i køkkenet fra bordpladeniveau og ned. De fleste sektioner bøjletøj. Hele badeværelset. Alle de håndklæder som ikke er lagt i andre kasser som støddæmpere. Halvdelen af kælderrummet. Loftsrummet. Skille ad og skrue ned.
Hmm.
Når jeg lister det på den måde, virker det faktisk overkommeligt. Det kan jeg nu ikke helt tro på, for sådan er jeg. Men overblikket er for længst pakket ned, og jeg er nødt til bare at lære udenad, at det lige præcis kommer til at passe med de to hele dage, jeg har tilbage at pakke i.
Og til alle de søde mennesker, der kommer på lørdag for at hjælpe os: Dererstyrpådetdererstyrpådetdererstyrpådet!!
Jeg rydder hårdt ud i skabe, som det viser sig, at vi ikke kommer voldsomt tit i. Når der står Bedst før både 2014 og 2015 på de fleste pakker tebreve, er det nok bedst bare at starte på en ny tesamling. Det er alligevel kun halvdelen af os, der drikker te. Så behøver det heller ikke fylde en hel hylde mere.
Seriøst?! Jeg har en hel kasse med løbetøj?! Der er al mulig grund til snart at få udforsket mit nye hood for gode løberuter. I går kom vi vist også til at snakke med vores venner om at sætte os et konkret mål, noget med en halvmaraton i en europæisk by inden for det næste års tid. Vi snakkede bare om det. Det er godt, jeg har udstyret til det, så.
Hvad der er sket, er at der er kommet noget rasende hurtigt netværk ind på vores nye adresse. Det er så hurtigt, at det kom før os. Og vores navne er kommet på postkassen. Der regner jeg så med, at vi kommer før PostNord.
