I morgen flytter vi ind i vores nye lejlighed. Vi er klar. Næsten alt er pakket ned nu, der mangler bare lige det sidste skillen ad og putten i kasser.

Lejligheden er klar. Maleren har pletmalet det sidste, rengøringen er færdig, og det hele er rent og jomfrueligt og nypudset. I morgen rykker vi ind med kasser og møbler og alt det løse. Køleskabet er fyldt med øl og sodavand til alle vores uvurderlige flyttehjælpere.

fernissage

I dag var vi lige oppe i lejligheden med et par ting. Og tænk, så blev jeg mødt af dette syn. Min kæreste er en handlingens og overraskelsernes mand, og han havde handlet på et af sine fine indfald. Der var champagne, og bag papiret var der en gave. Noget, der har en særlig historie. Det vil der blive berettet om i et senere indlæg.

Vi skålede i champagne, og morgen rykker vi ind med børn og hinanden.