15. januar 2018 | den store bunke |
Det er enkelt: Hold det enkelt.
Ok, indrømmet, overskriften bevæger sig i omegnen af click-bait. Men selve konklusionen er der altså ikke noget i vejen med.
I weekenden har jeg haft besøg af to veninder og tidligere kolleger, og når vi er sammen, plejer det at være både højrøstet og med rigeligt alkoholindtag. Lad os bare være ærlige og sige, at vi ofte har groet nogle velvoksne tømmermænd i hinandens selskab.
Og det var såmænd ikke, fordi vi denne gang drak ret meget mindre, end vi plejer, vi holdt os bare udelukkende til bobler. Champagne/Asti/Crémant/Spumante fra vi mødtes midt på eftermiddagen, til vi gik i seng på den anden side af midnat, også til oksemørbraden. Vi nåede aldrig til al den hvidvin og de øl, vi også havde klar, ganske enkelt fordi vi havde bobler nok.
Og det var åbenbart den helt rigtige formel. I hvert fald vågnede vi alle tre søndag morgen og var helt friske uden antydning af hovedpine eller andre former for tømmermænd.
Tænk engang. At dét skulle komme fra mig!
Men altså: Keep it simple, stick to champagne og slip for tømmermænd. Det vil JEG til.
31. december 2016 | den store bunke |
Som man siger. Ved I, hvad et faldereb er? Det er en trappe, man hænger på ydersiden af et skib, så man kan gå om bord eller fra borde. Skibet hedder 2016, og vi er ved at sætte foden ned på kajen.
Indtil videre sidder jeg nu bare i sofaen og føler mig virkelig, virkelig voksen, fordi alt er under kontrol og kun venter på at blive eksekveret. Jeg skal i bad – var ude at løbe fem kilometer i formiddags (nævner jeg helt tilfældigt), og alt hvad vi skal have med til nytårsaften, skal bare pakkes sammen og ned i bilen. Vi har desserten med, og den har alle muligheder for at blive glamourøs. Blandt de ingredienser vi har haft mellem hænderne er en liter vodka og to rødbeder. Da jeg for lidt siden ringede og ønskede mine to ældste godt nytår, så vi ikke behøver at kæmpe med overbelastede sms-netværk i nat, og jeg beskrev desserten med så få ord jeg kunne (hvilket vil sige tyve-tredive stykker), var de begge to stille et halvt sekund, inden de sagde …wuåååw eller …hold da op! Hvis jeg husker at tage billeder i aften, kan det være jeg i morgen beriger en læserskare på kvalmestadiet med fotos og fremgangsmåde.
Her er altså fredeligt. Morten var tidligt oppe og tager nu en førfestlur. Lasse er lige stået op og dermed klar til at feste hele natten med sine venner og bagefter trimle hjem i seng her i midtbylejligheden. Vi andre kan også spadsere hjem fra vores fest. Det er i hvert fald ikke afstandens skyld, hvis vi ikke kan.
Jeg gad vide, hvordan konditionerne er om et år. Sofaen står i hvert fald et andet sted. I et hus omkring fire kilometer sydpå fra, hvor jeg sidder nu. Lasse er sandsynligvis flyttet hjemmefra og måske lige stået op i en helt anden by. Måske diskuterer vi med et 14-årigt pigebarn, der vil til nytårsfest i alt for lidt tøj sammen med nogle venner, vi ikke kender. Måske vil vi hellere sidde hjemme og åbne champagnen klokken 23 for at være sikker på at nå at få den drukket (faktisk havde jeg et af mit livs fineste nytårsaftener på den måde for tyve år siden). Måske er vi blevet helt usandsynligt rige. Eller tynde. Måske har jeg prøvet at flyve i ballon. Måske alt muligt andet, som jeg ikke kan forudse. Om et år ved vi det.
I dag hviler vi i det, vi er i netop nu. Og i aften fester vi.
Godt nytår!
15. december 2016 | den store bunke |
I den forløbne weekend var jeg på badehotel, og tænk engang, at det var tredje gang på et halvt år, jeg tog ophold på mit yndlingsbadehotel – uden at fortælle om det. Jeg har bare lige nævnt det i en enkelt sætning her.
Måske skyldes det, at jeg vakler mellem at ville beholde stedet for mig selv og at ville fortælle alle om dets eksistens.
Det drejer sig om Næsbydale Badehotel, og det ligger ved Limfjorden mellem Rønbjerg og Løgstør med udsigt mod Livø og Fur.
Så. Nu er det ude.
Første gang jeg hørte navnet var for mindre end et år siden ved jagtkonsortiets årlige jagtmiddag, da Mogens, en af jægersmændene, og hans kæreste Vibeke fortalte, at de havde købt det forfaldne badehotel, sådan lidt spontant, og havde store planer deroppe. Og jeg skal lige love for, at de fører deres planer ud i livet. De overtog stedet i februar og gik straks i gang med at restaurere, og allerede i påsken åbnede de caféen. Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være så tidligt, men folk gik tur gennem dalen ned til fjorden og lagde mærke til, at der var kommet liv i det gamle badehotel, der gennem tiden også har været dansested, traktørsted, flygtningelejr og kollektiv, og spurgte om man kunne få kaffe. Selvfølgelig kunne de det, og så åbnede caféen og siden restauranten.
Der er også en B&B-afdeling med tre lejligheder, og med tiden bliver hele øverste etage i Baronens Hus renoveret, så der også kommer værelser der.
Baronen? Hvilken baron? Jo, det var Baron Otto Reedtz-Thott fra Gavnø Slot, der i starten af århundredet med sin hustru kom sejlende forbi ude i Limfjorden. Hun så ind mod land og fik øje på Næsbydale og sagde til sin mand, at deroppe i bunden af istidsdalen med den fantastiske udsigt over vandet og øerne, dér ville hun gerne have en sommerresidens. De lagde til, og baronen vandrede straks op til ejeren af dalen og købte den fornødne jord. I 1918 stod Baronens Hus færdigt. Desværre døde baronessen forinden og nåede aldrig at bo i sin sommerresidens. Baronen mistede lysten til at bruge boligen og tilså den kun efter behov.
Det var synd. Men samtidig vores held, for var boligen forblevet i Gavnøslægtens besiddelser gennem alle hundrede år, havde Mogens og Vibeke næppe været værtspar i dag, og vi havde ikke haft mulighed for at forelske os lige så meget i stedet, som baronessen gjorde i sin tid.
Vi holdt jagtkonsortiets sommerfest der i juni, vi var der med gode venner en weekend i november og holdt julefrokost med andre gode venner i denne weekend.
Dette sidste faldt faktisk sammen med femårsdagen for Mortens og min første date i Bilka, og den detalje udløste champagne fra værten til alle restaurantens gæster ved middagen om aftenen. Tak for det.
Om eftermiddagen gik vi tur ved Limfjorden. Der var kitesurfere i luften over os. “Hvor længe kan man hænge dér uden at sætte fødderne i jorden?”, spurgte vi, da vi senere passerede dem, mens de pakkede skærmene sammen. “Indtil man skal på toilettet”, svarede de. Der er åbenbart eminente luftstrømme over klinterne ved Næsbydale.
Det er et hyggeligt og helt særligt sted. Atmosfære, gæstfrihed, passion, engagement, historie, natur, ro, alt blandet sammen i det helt rigtige forhold. Man spiser godt, sover godt, snakker godt og er stille godt.
Jeg foreslår – nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud – at I selv lægger vejen forbi Næsbydale Badehotel deroppe mellem Rønbjerg og Løgstør, for eksempel en søndag eftermiddag. Gå en tur i istidslandskabet deromkring og slut af med kaffe og kage i caféen – Mogens laver fantastiske tærter og lagkager. Eller find en anledning til at samle familie og venner til brunch eller middag. Og kom så igen med jævne mellemrum og se, hvordan huset til stadighed bliver restaureret og renoveret med nænsom hensyntagen til ånd og historie.
Hils fra mig.
1. august 2014 | den store bunke |
I morgen flytter vi ind i vores nye lejlighed. Vi er klar. Næsten alt er pakket ned nu, der mangler bare lige det sidste skillen ad og putten i kasser.
Lejligheden er klar. Maleren har pletmalet det sidste, rengøringen er færdig, og det hele er rent og jomfrueligt og nypudset. I morgen rykker vi ind med kasser og møbler og alt det løse. Køleskabet er fyldt med øl og sodavand til alle vores uvurderlige flyttehjælpere.
I dag var vi lige oppe i lejligheden med et par ting. Og tænk, så blev jeg mødt af dette syn. Min kæreste er en handlingens og overraskelsernes mand, og han havde handlet på et af sine fine indfald. Der var champagne, og bag papiret var der en gave. Noget, der har en særlig historie. Det vil der blive berettet om i et senere indlæg.
Vi skålede i champagne, og morgen rykker vi ind med børn og hinanden.
