Om kunsten at stive sig selv af og blive stående
Jeg kunne godt være væltet nu. Eller have trukket panden helt ned over næseryggen af olmhed. Jeg kunne også have sat mig ned og vrælet lidt.
Et eller andet sted helt inde gør jeg det hele, og det her er i virkeligheden mest en ihærdig indsats for at puste overlevelseskarma i min egen retning.
Men hvad er der da sket??
Jo, jeg kom hjem til flytteafregning fra min gamle lejlighed. Jeg havde nok regnet med, at det gik sådan nogenlunde lige op med det, jeg betalte i indskud for seks år siden. Håbet, i hvert fald. Måske med en lillebitte smule efterbetaling. Under alle omstændigheder havde jeg ikke forudset et tilgodehavende til landlord på, hvad der svarer til en uges charterrejse sydpå for hele familien med halvpension og leje af bil, toldfrie indkøb og tre af rejseselskabets udflugter.
Så er den lejlighed da også gjort i stand. Af kontinentets dyreste maler, forekommer det mig. Det har sikkert været prisen, men det var ikke lige det, jeg havde ventet, da jeg kom hjem med sol i sindet og tømte postkassen.
Men jeg står endnu. Jeg vil ikke vælte, selv om jeg ikke kan se, hvornår jeg kan have genereret så meget overskud, at kassekreditten står i plus igen. Vi har trukket det gammelkendte kort frem, Morten og jeg. “Det skal nok gå”, har vi sagt besværgende til hinanden. Det har vi gjort før, og kortet er lidt slidt og knækket i hjørnerne, men det virker endnu. Det skal det jo.
På et eller andet tidspunkt viser der sig en besparelse på at være flyttet sammen, og jeg kan være sparsommelig, ja, ligefrem nærig og påholdende, hvis det skal være. Rejse skulle vi alligevel ikke. Nu.
Så jeg er ikke væltet. Jeg sidder i sofaen og suuuger god karma til mig, hvor jeg kan. For eksempel plukker jeg til mig, at yngste kokkeføl går i køkkenet og laver mad. Det er hendes maddag, og om lidt kalder hun til skafning.
Bare hun nu laver noget billigt.
