# at jeg er en fattigrøv uden råd til investeringer, så jeg ikke nu har tabt en hulens masse penge på aktier i et firma, som en medarbejder angiveligt har besvindlet for 750 millioner penge.
# at vinterdækkene til Lille Hviden er kommet og nu bare skal skrues på.
# at jeg gav kollegerne en kageoplevelse lige lidt ud over, hvad de havde regnet med, da det var min tur til at sørge for torsdagskage. Shortbread. Bund, karamel, chokolade, godt.
# at jeg og den legendariske Ballerup Master Mixer efter endnu et formidabelt samarbejde snart kan fylde et par poser madpakkeboller i fryseren.
# at jeg skal til Fanø i morgen, på weekend sammen med bedsteveninderne og vores mænd, bo i den fineste italiensk inspirerede villa fra forrige århundreskift med udsigt over havet, gå ture, udforske øen, hygge og snakke.
# at det kun gav en skåret tallerken og tre små hakker i gulvet, da hele den underste og næsten fyldte kurv i opvaskemaskinen kørte hele vejen ud ad lågen og tippede på højkant på gulvet.
# at den ene af os er lige så begejstret for at slippe for at vaske gryder (og gulve), som den anden er for at slippe for alt vasketøjet. Hurra for samlivets supplerende kompetencer og præferencer.
# at jeg kan sove længere i morgen, fordi det ikke er nødvendigt at stå op klokken 6.
Sommetider bliver jeg så fikseret på det fantastiske fænomen, at min Ballerup Master Mixer er så stærk og så stor og god til at røre bolledej, at jeg helt glemmer, at der var en tid engang, hvor jeg æltede dej med skeer og hænder. At der var forskellige opskrifter, og at det hele ikke behøvede at munde ud i 40-50 boller i samme bagning. Det er, som om jeg har bagt på samme måde længe. Store portioner og langtidshævning.
I dag fandt jeg en gammel opskrift frem, som jeg var rigtig glad for. Den med kartoffelmos i, som giver sådan nogle gode svampede boller, og hvor det kun tager et par timer, fra ideen er født, til man kan prøvesmage en færdig bolle. Eller to.
Vil I ha’ opskriften?
Den er her. Jeg brugte:
25 g gær
4 dl lunkent vand
2 dl tykmælk
1 spsk salt
1 tsk sukker
1 spsk olie
350 g kogte mosede kartofter (eller mere eller mindre)
50 g græskarkerner
ca. 1 kg hvedemel
Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt tykmælk, salt, sukker, olie, kartoffelmos og græskarkerner. Rør det godt sammen og tilsæt melet lidt ad gangen. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter. Slå dejen ned, form 24 små boller og læg dem på bageplade. Hæver i 45 minutter. Bag ca. 17 minutter ved 210°.
Jeg nåede lige at sende helt nybagte og stadig brandvarme boller med drengene, som skulle på besøg med overnatning hos storesøster i Aarhus. De kørte med bilen fyldt med madras, dyner, en stol, spil, computere, boller og snacks, og jeg sendte dem vanen tro af sted med Husk dit og Husk dat og Sig til Laura, at…. De var glade, da de kørte.
Og jeg har prøvesmagt en bolle. Eller to. De er gode.
Mon ikke de også kan røres på Ballerupen? Hvis jeg dobler op. Eller tredobler.
Da Morten og jeg mødte hinanden, var vi ikke mange mails henne, før begge vores barndommes småkagefyrtårne var blevet nævnt. Jeg havde endnu ikke min mors Master Mixer, men udtrykte håb om, at det blev mig, der arvede den. Det var den, der havde kørt alle mine jules vaniljekranse ud, og derfor var min måde den eneste rigtige. Jeg fornemmede dog allerede på det tidspunkt, at jeg ville få kamp til stregen, for Mortens far var bager, og mens Morten havde arvet alle kagerullerne, var småkagemaskinen, som jeg anede var en lige så nostalgisk mastodont i Mortens opvækst som Ballerupen var i min, havnet hos hans bror, dog med den klausul, at den skulle udlånes på anmodning.
Det lå allerede fra starten i luften, at der måtte komme en småkagebattle.
Sidste år nåede vi kun de motoriserede-Master-Mixer-featuring-Frøken-Jensen-vaniljekranse. Det så sådan ud:
Lasse og jeg har allerede haft det æggegule vidunder i gang for et par uger siden og bagt årets vaniljekranse, men i år er også den legendariske småkagemaskine fra bageriet i Ramten på Djursland rejst fra Herning på julebesøg i Viborg. Den er rå, mekanisk kraft fra før det moderne, elektriske pjat, den er tung som en kampesten og ser sådan her ud, før den bliver monteret med småkageindsats i bagenden og fodret med dej, lukket i og drevet frem af håndsvinget, som samtidig presser stemplet bagud.
Kom så med det dej!
Vi bagte både rutebiler og vaniljekranse. De sidste efter Frøken Jensens opskrift, som jeg plejer at bruge. Vi kan lide dem, og det giver et fair sammenligningsgrundlag, når de to kombattanter har samme materiale at arbejde med.
Her spytter P.J. Odense rutebilstænger ud.
Hvis nogen skulle tænke, hvad ER det derovre i baggrunden? Så ja, det ER en æggeblomme i en colaflaske. Fordi den nemmeste måde at dele blomme fra hvide på er at suge blommen op i en plastikflaske….
Rutebiler to be
Hele fem vaniljepølser – det er svært at hamle op med
Hans far var bager, men han ville hellere være cirkusartist…
“De smager som de der Chocos, vi engang fik til morgenmad”, sagde Niels
Fantastisk jernstøbt fabrikantlogo
Herr Forhandler Aage Groespetersen har også sat en plade på
Og her er levende billeder:
Hvem vandt så? Det kan man ikke sige. De er begge to eminente til deres arbejde. Ballerup er motoriseret, til gengæld trækker Odense flere spor ad gangen. Ballerup efterlader lidt mere “spilddej” inde i sin snirklede snegl, mens der i Odense ikke er nogen dejgemmesteder. Jeg har ikke prøvet at bage rutebiler med Ballerup, men den har selvfølgelig en indsats til det. Selvfølgelig har den det. Og jeg prøver en dag.
Jeg vil sige uafgjort og konstatere, at vi aldrig kommer til at gå ned på udkørsel af rutebiler, kransekage og vaniljekranse i tre forskellige stjernediametre.
I lørdags fik jeg den polkaprikkede madkasse, og her i aften havde jeg et andet af min barndoms fyrtårn fremme. Min Ballerup Master Mixer, som har hakket kød, æltet franskbrødsdej, rørt kagedej og lavet vanillekranse og medisterpølser til min familie i tres år.
Den har været til reparatør én gang, og det var fordi min mor var gået fra den et øjeblik, og så kørte den sig selv i gulvet. Det har de konsekvenser helt op til nutiden, at røreskålen er en lille bitte smule skæv, og at min mor aldrig undlader at formane mig om, når talen falder på den, at jeg jo ikke må lade den køre uden opsyn.
Den er rå kraft fra først i 50’erne, den kører upåklageligt, og jeg er urimeligt glad for den. Så glad at en bekendt troede, jeg kom fra Ballerup. Bare fordi jeg har et Facebook-album, der hedder Ballerup forever, og som indeholder billeder af alt, hvad den kan. Da jeg pressede saft, da vi eksperimenterede med vildtpølser af rådyrkød og bacon, da vi bagte vanillekranse, æltning af dej.
Jeg har brugt mere af tilbehøret end min mor nogensinde har. Jeg kommer ikke til at bruge piskeaggregaterne; der er en håndmixer alligevel mere handy, men alt det andet har været i brug.
Jeg har også original brugsanvisning på 116 sider i hårdt bind. Dét er stort, skal jeg hilse og sige. Deri står blandt andet om vedligeholdelse: Den helt korrekte slibning faar De, naar De sender Kniv og Hulskive i en lille Pakke til: HELMUTH A. JENSEN, Slibeafdelingen, Bernhard Bangsallé 20, København, F. Vedlæg en Seddel med Navn og Adresse, og et Par Dage efter har De det slebne Skæreværktøj retur.
Det bliver ikke nødvendigt. Min far sørgede for at holde kniven skarptsleben, og jeg har en ekstra liggende.
Undskyld, men jeg fik bare lige lyst til at være offentligt glad for min bedste køkkenven igen…
“Er du egentlig færdig med at gøre haven vinterklar?”, spurgte store søn og kastede et blik ud på dejligt oktobersolskin, som næsten ikke kan trænge ind igennem altanvinduerne, fordi vinduespudsning aldrig står på listen over ting, jeg kan gøre, når jeg får tid.
Han mente åbenbart, det lige er vejr til en dag i haven for en som mig. Det kan jeg godt se. Men det bestemmer jeg selv, jeg lader mig ikke presse af ‘burde’, og i dag gider jeg ingenting. Jeg har ondt i halsen, jeg drikker varm te, som jeg ind imellem hælder rom i. For jeg har et stramt program i næste uge, og jeg skal være frisk til efterårsferie. Der er faktisk heller ikke noget ‘burde’ i haven, vi er stort set færdige; jeg gider ikke engang hente grøntsager til aftensmad. Fantaserede et kort øjeblik om langtidssvineri i Rømertopfen, men gik fra det igen. Stegesoen blev brugt til verdens bedste brød, og i stedet finder jeg nok et supermarked og ser, om de ikke har færdigpizzaer. Det sparer også opvask og vandfragt til alternative afløb. Fordi vi ikke kan bruge køkkenafløbet i dag, stod Rømertopfen i blød i brusenichen. Det virkede på en måde forkert. Ballerupen har æltet dej til en omgang boller, som skal bages i aften, mens jeg ser Broen, og puttes i fryseren til travle tider, det vil sige i næste uge.
