10. marts 2020 | den store bunke |
Jeg er nået til 2009 i gennemlæsningen af min mors dagbøger. På sådan en martsdag som denne, hvor regnen siler ned udenfor, og det af virusvirale årsager er klogt at holde sig indenfor i hjemmets safe-zone, er det oplagt at tænde op i brændeovnen og sætte mig i en god lænestol og læse videre.
Jeg har ellers gruet lidt for 2009. …’gruet for’..? Det er virkelig et mor-udtryk, som jeg ikke plejer at bruge, men der dukker åbenbart sådanne glemte talemåder frem fra et sted i hjernevindingerne, ubevidst kaldt frem af indholdet i dagbøgerne.
Men jeg har altså haft en lille uro ved tanken om at nå frem til dette 2009, fordi jeg ved, at far i slutningen af året blev syg og aldrig helt kom sig igen. Han døde først halvandet år efter, men kimen til enden slog rod hen under jul i det år, jeg nu er nået til. Det er jo ikke noget, der som sådan kommer til at overraske mig, for jeg kender selvfølgelig historien og forløbet, men jeg ved samtidig, at der nok vil komme en langt tristere tone over mors notater. At der sikkert vil blive flettet flere bekymringer ind imellem de daglige gøremål i huset og haven. Hun vidste jo ikke, hvordan fremtiden ville se ud, hvad der ville komme til at ske, at det derfra kun ville gå én vej med far, og hvor meget det også ville ændre hendes hverdag.
Men indtil videre har de det fint. Far får temmelig tit næseblod, synes jeg, og det tager flere dage at for ham slå græs (de havde altså også temmelig meget græsplæne!), men de passer deres hus og have, tager til ’Ældre i bevægelse’, foredrag og den selskabelighed der nu byder sig. Og i starten af april får de begge to fornyet deres kørekort, kort før de fyldte 83 og 92.
Det var jeg stolt af dengang, husker jeg, og det er jeg stadig.
28. oktober 2013 | Køkkenskriverier |
I lørdags fik jeg den polkaprikkede madkasse, og her i aften havde jeg et andet af min barndoms fyrtårn fremme. Min Ballerup Master Mixer, som har hakket kød, æltet franskbrødsdej, rørt kagedej og lavet vanillekranse og medisterpølser til min familie i tres år.
Den har været til reparatør én gang, og det var fordi min mor var gået fra den et øjeblik, og så kørte den sig selv i gulvet. Det har de konsekvenser helt op til nutiden, at røreskålen er en lille bitte smule skæv, og at min mor aldrig undlader at formane mig om, når talen falder på den, at jeg jo ikke må lade den køre uden opsyn.
Den er rå kraft fra først i 50’erne, den kører upåklageligt, og jeg er urimeligt glad for den. Så glad at en bekendt troede, jeg kom fra Ballerup. Bare fordi jeg har et Facebook-album, der hedder Ballerup forever, og som indeholder billeder af alt, hvad den kan. Da jeg pressede saft, da vi eksperimenterede med vildtpølser af rådyrkød og bacon, da vi bagte vanillekranse, æltning af dej.
Jeg har brugt mere af tilbehøret end min mor nogensinde har. Jeg kommer ikke til at bruge piskeaggregaterne; der er en håndmixer alligevel mere handy, men alt det andet har været i brug.
Jeg har også original brugsanvisning på 116 sider i hårdt bind. Dét er stort, skal jeg hilse og sige. Deri står blandt andet om vedligeholdelse: Den helt korrekte slibning faar De, naar De sender Kniv og Hulskive i en lille Pakke til: HELMUTH A. JENSEN, Slibeafdelingen, Bernhard Bangsallé 20, København, F. Vedlæg en Seddel med Navn og Adresse, og et Par Dage efter har De det slebne Skæreværktøj retur.
Det bliver ikke nødvendigt. Min far sørgede for at holde kniven skarptsleben, og jeg har en ekstra liggende.
Undskyld, men jeg fik bare lige lyst til at være offentligt glad for min bedste køkkenven igen…
