“Er du egentlig færdig med at gøre haven vinterklar?”, spurgte store søn og kastede et blik ud på dejligt oktobersolskin, som næsten ikke kan trænge ind igennem altanvinduerne, fordi vinduespudsning aldrig står på listen over ting, jeg kan gøre, når jeg får tid.
Han mente åbenbart, det lige er vejr til en dag i haven for en som mig. Det kan jeg godt se. Men det bestemmer jeg selv, jeg lader mig ikke presse af ‘burde’, og i dag gider jeg ingenting. Jeg har ondt i halsen, jeg drikker varm te, som jeg ind imellem hælder rom i. For jeg har et stramt program i næste uge, og jeg skal være frisk til efterårsferie. Der er faktisk heller ikke noget ‘burde’ i haven, vi er stort set færdige; jeg gider ikke engang hente grøntsager til aftensmad. Fantaserede et kort øjeblik om langtidssvineri i Rømertopfen, men gik fra det igen. Stegesoen blev brugt til verdens bedste brød, og i stedet finder jeg nok et supermarked og ser, om de ikke har færdigpizzaer. Det sparer også opvask og vandfragt til alternative afløb. Fordi vi ikke kan bruge køkkenafløbet i dag, stod Rømertopfen i blød i brusenichen. Det virkede på en måde forkert. Ballerupen har æltet dej til en omgang boller, som skal bages i aften, mens jeg ser Broen, og puttes i fryseren til travle tider, det vil sige i næste uge.
Smukke søndag, jeg ser dig. Inde fra min sofa.
Hej.
Jeg kan vel ikke få en kopi af din manual til Master mixeren. Jeg har ledt og ledt efter en uden held.
Lea
Hej Lea
Jo jo. Det er kun de første opslag, som er relevante. De handler om maskinen og tilbehøret, resten er opskrifter på mad, som man lavede den i halvtredserne. Der er både metoder og ingredienser blevet overhalet i tidens løb. Jeg har mailet dig en pdf af de sider, jeg synes kan bruges til noget.
De bedste hilsner, Birgitte
Hej
Min ret nye røremaskine strejkede.😕 Det fik jeg sagt højt og fik derefter en gammel Master Mixer (tung, som et ondt år, som fylder meget i mit lille køkken).
Jeg har haft en Ballerup Junior fra først i 50-erne. Jeg husker, da den blev pakket ud først i 50-rene. Den holdt ca 50 år.
Jeg ved ikke, hvordan Master Mixeren fungerer og ville være taknemmelig for en brugsanvisning. Har du mulighed, for at hjælpe mig? Hvad koster det?
Mvh
Birgit
Hej Birgit. Tillykke med din gamle Master Mixer :-). Ballerupen er heldigvis nem at bruge. Det er ren mekanik og skal bare sættes sammen på den rigtige måde. Jeg sender dig en pdf af de relevante sider i brugsanvisningen. Resten er opskrifter, og dem er tiden løbet fra.
Hilsen Birgitte