Da Morten og jeg mødte hinanden, var vi ikke mange mails henne, før begge vores barndommes småkagefyrtårne var blevet nævnt. Jeg havde endnu ikke min mors Master Mixer, men udtrykte håb om, at det blev mig, der arvede den. Det var den, der havde kørt alle mine jules vaniljekranse ud, og derfor var min måde den eneste rigtige. Jeg fornemmede dog allerede på det tidspunkt, at jeg ville få kamp til stregen, for Mortens far var bager, og mens Morten havde arvet alle kagerullerne, var småkagemaskinen, som jeg anede var en lige så nostalgisk mastodont i Mortens opvækst som Ballerupen var i min, havnet hos hans bror, dog med den klausul, at den skulle udlånes på anmodning.
Det lå allerede fra starten i luften, at der måtte komme en småkagebattle.
Sidste år nåede vi kun de motoriserede-Master-Mixer-featuring-Frøken-Jensen-vaniljekranse. Det så sådan ud:
Lasse og jeg har allerede haft det æggegule vidunder i gang for et par uger siden og bagt årets vaniljekranse, men i år er også den legendariske småkagemaskine fra bageriet i Ramten på Djursland rejst fra Herning på julebesøg i Viborg. Den er rå, mekanisk kraft fra før det moderne, elektriske pjat, den er tung som en kampesten og ser sådan her ud, før den bliver monteret med småkageindsats i bagenden og fodret med dej, lukket i og drevet frem af håndsvinget, som samtidig presser stemplet bagud.
Vi bagte både rutebiler og vaniljekranse. De sidste efter Frøken Jensens opskrift, som jeg plejer at bruge. Vi kan lide dem, og det giver et fair sammenligningsgrundlag, når de to kombattanter har samme materiale at arbejde med.
Her spytter P.J. Odense rutebilstænger ud.
Og her er levende billeder:
Hvem vandt så? Det kan man ikke sige. De er begge to eminente til deres arbejde. Ballerup er motoriseret, til gengæld trækker Odense flere spor ad gangen. Ballerup efterlader lidt mere “spilddej” inde i sin snirklede snegl, mens der i Odense ikke er nogen dejgemmesteder. Jeg har ikke prøvet at bage rutebiler med Ballerup, men den har selvfølgelig en indsats til det. Selvfølgelig har den det. Og jeg prøver en dag.
Jeg vil sige uafgjort og konstatere, at vi aldrig kommer til at gå ned på udkørsel af rutebiler, kransekage og vaniljekranse i tre forskellige stjernediametre.
Hvor har vi nydt at læse din “julehistorie” sådan har vi døbt den. Lige nu er vi i sommerhus hele familen (25personer) vores mor har også elektrolux mastermixer( Ballerup maskinen) jeg har den også, den har STOR værdi. Storebror er uddannet bager, og har nu købt sådan en 5sporet vaniliekranse maskine, derfor faldt vi Over sin historie. Vi bruger meget at “dipse” ting vi ønsker når de “gamle” er væk. Det indbefatter også mors opskriftebog, incl vaniliekranseopskriften. En der har givet os hovedbrud . Vores smager ikke så godt som hendes…. og så finder vi til vores skræk ud af at hun har ændret den uden at dele det med os!!!!!! Tænk hvis vi ikke havde opdaget det i tide!! Og skræv og ve. Lige er godt råd. Prøv og smøre dine plade med smør istedet for bagepapir 👌🎄🌲 julehilsner fra en famile fra Jylland 👍😊
Sikke en dejlig julehilsen at få, tak for den. Tillykke til bagerbror med småkagemonsteret. Den er virkelig effektiv. Ligesom den legendariske og uovervindelige Master Mixer! Det var sandelig godt, I fik trukket den rigtige opskrift frem i lyset, så vaniljekransene kan blive ved at være i topklasse. God jul 🙂
Hej
Ved i hvad maskinen hedder ?
Den 5 sporede 🤷♂️
Jeg ved det nemlig ikke 😫
Mvh. Per
Hej Per. Nej, den befinder sig ikke på min matrikel, men motiverne på de to nederste billeder er de plader, der sidder på det femsporede vidunder – PJ Odense og Fabrikant Aage Groespetersen. Mere ved jeg ikke 🙂