I disse dage for to år siden gjorde jeg mit livs bedste nethandel. På min nyoprettede (igen-igen) datingprofil havde jeg skrevet en virkelig ordrig tekst med den bagtanke, at hvis de ikke kunne kapere den mængde ord, var de alligevel ikke noget for mig. Et simpelt, fintmasket forhåndsfilter.

Om morgenen torsdag den 8. december kom et brev fra en, der tydeligvis ikke var blevet skræmt, og som sendte en lige så lang skrivelse med overskriften Det er mig der snakker og en indledning, der refererede til filmen Look who’s talking og handlede om at være den, der nåede først frem til målet på det splitsekund, der var til rådighed. Han sendte også et billede, men det sagde mig mindre end intet. Imidlertid var der noget i teksten, som gjorde mig nysgerrig, og i løbet af kort tid fik de travlt ude i cyberspace med at løbe frem og tilbage med mails, mens vi sporede os ind på hinanden, og ret hurtigt røg Kolding-manden, som jeg også var begyndt at skrive lidt med, af sporet. Han kunne slet ikke være med i den skrivefrekvens.

Næsten fra begyndelsen kunne vi høre en kop kaffe kalde fra en af byens caféer, det var bare et spørgsmål om at aftale tid og sted. Men det var jo december, og jeg var lige begyndt at blive lidt presset af mit eget manglende juleoverblik. Jeg gav udtryk for alt det, jeg syntes jeg skulle nå, og pludselig så korrespondancen sådan ud:

(…) Vi kunne overveje at tage kaffen i Bilka i morgen, så hjælper jeg gerne med at rode ting ned fra hylderne til dig. Eller med at stryge punkter på din to-do i takt med at du selv gør det. De har julekager i deres Bistro tror jeg. Med pommerans, sukat og cocktailbær. Bare et forslag. (…)

(…) En date i Bilka? Hvor fedt! Det mener jeg. Det har jeg alligevel ikke prøvet før. Jeg står lige inden for svingdøren klokken 14. Der er nok ikke så mange mennesker i varehuset sådan en lørdag. Jeg ved ikke, om jeg skal købe noget. Men jeg vil strax gå i dybe overvejelser om, hvad jeg skal tage på. (…)

(…) Jamen… Det var jo ment som en joke. Du ved, en kæk bemærkning med glimt i øjet og hø-hø. Anyway. Jeg tager handsken op og træder ud af svingdøren kl. 1400. Kan være jeg forfører dig ud igen og måske til et sted med natur, frisk luft og så’n… Det må vi improvisere. (…)

Så nemt var dét. Vi aftalte, at vi nok kunne kende hinanden på, at han var højere end mig og jeg ikke havde indkøbsvogn med ind. Det kunne vi, og siden lørdag den 10. december 2011 med kaffe i Bilkas bistro og efterfølgende iskold vandretur og primuskaffe ved Hald Sø er det gået slag i slag. Ordstrømmen er aldrig døet ud, og det hele er nemt, ukompliceret, rummeligt, rigtigt og dejligt. Jeg fik alt det, jeg ønskede mig i min profiltekst og mere end det. Mr. Right fandtes i virkeligheden, og nu er der gået to år.

Jeg fik også en morter. Jeg har nok brugt den to gange.

Er det ikke rigtigt, at man ikke kan bedømme varen ret godt ud fra dette billede? Foto: Thomas Juul

I tilbageblikket er det sjovt, at der var et PS til overskriften i Mortens allerførste brev: NB. Jeg ved godt at Erna Hamilton siger at det kun er papegøjer der snakker. Men det var altså det filmen hed. Jeg kan såmænd også tale. Pænt. Der vidste han ikke engang, at jeg kaldte mig Grevinden på tredje. Vi var meant to be.