Boller og brikker

Der bor en Hausfrau i mig. Hun flytter ind hver gang, der ikke er flere boller i fryseren. Min mor synes, jeg er ved at bage hver gang, jeg snakker i telefon med hende. Jeg synes nu, jeg ringer til hende oftere. Eller måske ikke.

“Jamen, der er nogen, som har spist alle de boller, vi havde i fryseren. Så må jeg jo bage.”, siger jeg.

”Ja, hvis du VIL have boller i fryseren”, siger hun. Og det vil jeg jo gerne. Vi spiser dem i madpakkerne og sommetider til morgenmad og efter skole og hvis vi ikke er blevet mætte af aftensmaden. Det er nemt at tage nogle stykker af gangen op af fryseren og lægge i brødkassen. Alle ved, at når de tager den sidste, skal de tage nogle flere op. I dag var lageret tømt igen.

“Har du nogen ønsker til boller?”, spurgte jeg husets teenager.

“Hmm, dem med kartoffelmos smager jo godt!”, sagde han. ”Og du HAR kartofler…”. Hvordan han så er kommet af sted med at tjekke kartoffelbeholdningen?

Så blev det dem. Og nu ligger der 36 nybagte boller til afkøling i køkkenet.

boller

Men det er da ikke det eneste, jeg har lavet i aften. Jeg har også lagt fem-seks brikker på det tusindbrikkers puslespil, vi startede på i fredags. Så er de da lagt, og så kom vi så langt.

brikker

Resten af aftenen har jeg omgivet mig med gadgets i sofaen. Computer, tablet, telefon, fjernbetjeninger. Det er der vel også noget Hausfrau over.

I øvrigt er opskriften på dem med kartoffelmos her.

Og nu er der kun 35. Teenageren kom forbi. Han gestikulerede anerkendende til mig på vejen ind på teenageværelset igen med munden fuld af nybag. Han er en fornøjelse at bage til.

Svampede boller

Sommetider bliver jeg så fikseret på det fantastiske fænomen, at min Ballerup Master Mixer er så stærk og så stor og god til at røre bolledej, at jeg helt glemmer, at der var en tid engang, hvor jeg æltede dej med skeer og hænder. At der var forskellige opskrifter, og at det hele ikke behøvede at munde ud i 40-50 boller i samme bagning. Det er, som om jeg har bagt på samme måde længe. Store portioner og langtidshævning.

I dag fandt jeg en gammel opskrift frem, som jeg var rigtig glad for. Den med kartoffelmos i, som giver sådan nogle gode svampede boller, og hvor det kun tager et par timer, fra ideen er født, til man kan prøvesmage en færdig bolle. Eller to.

madpakkeboller

Vil I ha’ opskriften?

Den er her. Jeg brugte:

25 g gær
4 dl lunkent vand
2 dl tykmælk
1 spsk salt
1 tsk sukker
1 spsk olie
350 g kogte mosede kartofter (eller mere eller mindre)
50 g græskarkerner
ca. 1 kg hvedemel

Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt tykmælk, salt, sukker, olie, kartoffelmos og græskarkerner. Rør det godt sammen og tilsæt melet lidt ad gangen. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter. Slå dejen ned, form 24 små boller og læg dem på bageplade. Hæver  i 45 minutter. Bag ca. 17 minutter ved 210°.

Jeg nåede lige at sende helt nybagte og stadig brandvarme boller med drengene, som skulle på besøg med overnatning hos storesøster i Aarhus. De kørte med bilen fyldt med madras, dyner, en stol, spil, computere, boller og snacks, og jeg sendte dem vanen tro af sted med Husk dit og Husk dat og Sig til Laura, at…. De var glade, da de kørte.

Og jeg har prøvesmagt en bolle. Eller to. De er gode.

Mon ikke de også kan røres på Ballerupen? Hvis jeg dobler op. Eller tredobler.