Jeg har haft det her screenshot liggende i nogle uger. Jeg arbejder mentalt på at ramme en mening om det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Min første reaktion var Hvad?!? Er dét DEM? Hold kæft, de ser gamle ud! Så korreksede jeg mig selv. Selvfølgelig er det dem. Kig lige mig selv i spejlet. Jeg ser jo heller ikke ud som jeg gjorde, da jeg var midt i tyverne. Eller i trediverne. Kødet er blevet løsere, skindet slappere, håret blegere, maven rundere, balderne fladere – hvor det førhen var omvendt med de sidste to. Uanset hvor mildt jeg bilder sig ind, at tre årtier er gået hen over mit stramme ungdomshylster, kan det selvfølgelig ses.

Og sådan er det selvfølgelig også med dem. Med ABBA. Med Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid. De er også blevet ældre, og det kunne man da godt se, da de en aften i januar i år under stort medieståhej var samlet i Stockholm i anledning af premieren på Björn Ulvaeus’ nye forestilling ‘Mamma Mia! The party’. Fred med det. Levet liv. Årenes gang. Smuk patina. Sådan overtaler jeg mig selv.

Og så er det alligevel sådan lidt … arrhh. Som om tryllekuglen er bristet, og min ungdoms idoler er blevet iltet og er smuldret. ABBA og Donny Osmond skal helst blive ved at se ud, som de gør i min erindring. Det er bedst.

Sådan vakler jeg imellem mine egne synspunkter, mellem det, jeg husker, og det, jeg ved – og kan se.

Men indeni er de nok stadig de samme. Ligesom jeg er.