12. november 2016 | den store bunke |
Det her er min yngste, som sidder og ser en tyve år gammel udgave af tv-quizzen Hvornår var det nu det var. Manden i midten af skærmen er Hans-Georg “Gorm” Møller, der var vært på programmet. Kvinden til venstre er en Hanne fra Randers, og manden til højre er yngstens far.
Da Hvornår var det nu det var kørte over skærmen i halvfemserne, sad han i vores sofa derhjemme og gættede med, slyngede årstal ud i rummet og skrydede, når de var rigtige, hvilket de tit var. “Hvor er jeg god! Hvorfor melder du mig ikke til?”
Så det gjorde jeg. Jeg skrev et brev til den adresse, der, så vidt jeg husker, stod på skærmen efter hver udsendelse og fortalte om min selvsikre mand. Ham skulle de tage og invitere ind, opfordrede jeg. Jeg havde tænkt det som en overraskelse, men jeg er faktisk i tvivl, om det lykkedes mig at holde mund med det.
En dag ringede en produktionsfyr til ham og stillede ham nogle testspørgsmål. Han gik gennem nåleøjet og fik en optagelsesdato, hvor han drog til København. Han gjorde det godt. To klokkerene korrekte årstal satte han ind, fik endda flere point end den forsvarende mester, Hanne fra Randers, men hun var bare bedre til bonusspørgsmålene og tog derfor rundesejren hjem og fik en ny udfordrer. Den unge journalist rejste hjem til Viborg med en tusse, en DR-transistorradio og en god oplevelse – og æren i behold.
Jeg optog udsendelsen på VHS, da den blev sendt, men det videobånd røg selvfølgelig til anden side i bodelingen, da vi blev skilt, så det er længe siden jeg har set det. Ved en tilfældighed opdagede jeg, at netop det program fra 1996 blev sendt på DRK i eftermiddag, og derved fik yngsten (født i 1997) mulighed for at se sin unge far være sej på tv i gul skjorte og højtaljet buks.
Det var skægt.
11. november 2016 | den store bunke |
Jeg dvæler ved Leonard Cohens poesi og musik, som jeg har haft med mig det meste af mit liv.
Tidligere på året, da Bowie og Prince døde, var jeg ikke så berørt, som så mange andre var og gav udtryk for. Det var da trist, som det altid er, når en berømmet og elsket kunstner forlader denne verden, men jeg var ikke ramt i hjertet. Ingen af de to har haft en særlig plads i mit musikliv, og jeg var ikke specielt godt kendt i bagkatalogerne, ligesom jeg heller ikke var det, da Michael Jackson døde.
Da Bowie døde, og det samme med Prince, blev de sociale medier fyldt med tilkendegivelser og citater, minder og delinger af andres bevingede udtalelser. Jeg kommenterede ingenting, men jeg tænkte da, at ’behøver I alle sammen dele jeres helt personlige yndlings-Bowie/Prince-fortælling/minde/storslåede sang/skelsættende øjeblik?’ Men jeg kommenterede ingenting, for man må have respekt for, hvad andre tænker og synes og rammes af.
Denne gang er jeg der selv. Leonard Cohens punktum berører mig. Jeg har haft hans sange helt inde under huden det meste af mit voksenliv, i glade stunder og i triste stunder, i stunder hvor ikke andre kunne gøre det. Det er ikke mange dage siden, Morten og jeg talte om, at hvis han skulle komme på vores kanter igen, hvad han jo nok ikke gjorde, vidste vi godt, så skulle vi se ham igen. Vi oplevede ham for fire år siden i Mølleparken i Aalborg. Det var så godt, og hvor var det godt, vi gjorde det. Tre timers varme, ydmyghed, poesi og verdensklasse på en dansk sommeraften.
Vi nåede ikke at gentage en fysisk koncertoplevelse, men han har efterladt så meget, som vi bliver ved med at have. Og jeg sidder også med et lille smil, for jeg tror, at han var tilfreds med at have tilendebragt, hvad han skulle i denne verden.
Nu sidder jeg og hører alle mine yndlingsnumre. Det bliver jeg ikke færdig med i dag. Det tager en evighed.
10. november 2016 | den store bunke |
Sommetider vælger Facebook at præsentere dig for emner og opdateringer, du ikke umiddelbart har bedt om. Det kan være, fordi dine venner kommenterer eller reagerer på noget, som Facebooks algoritmer så overfører til din nyhedsstrøm. Derfor havde jeg konstateret, men ikke undret mig over, at Lillian Bondo gennem et stykke tid optrådte ret hyppigt i den strøm af artikler og meninger, jeg dagligt bliver præsenteret for.
Lillian Bondo er jordemoder og formand for Jordemoderforeningen samt medlem af Etisk Råd. Det er sådan set interessante og vedkommende sager, hun interesserer sig for og deler på de sociale medier, og hun virker som et godt og fornuftigt menneske. Pludselig var hun der bare næsten dagligt.
En dag sendte hun mig faktisk en besked.
Øhh nå? Taget med bukserne nede, på en måde. Jeg synes jo, at folk der bare sender venneanmodninger ud til højre og venstre til mennesker, de har læst om eller set i tv og synes, de kender, er latterlige, og jeg har da kun foragt til overs for dem, der gør den slags. Tsk tsk. Og man kommer jo ikke bare til det …!
Men det må jeg jo have gjort. Selv om… jeg har altså IKKE anmodet Lillian Bondo om facebookvenskab! Det har jeg ikke. Uanset hvor pænt hun siger det. For dét gør hun. Siger det i en pæn tone.
Jeg svarede, at jeg ikke ville hende noget, og bad hende skubbe mig til side og gå videre. Med pænere ord.
Der gik et par uger, og så fik jeg selv en uventet venneanmodning fra en tidligere kollegas far, som jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Han var nok kommet til at anmode alle sine datters forbindelser om fb-venskab, tænkte jeg med min nyvundne rummelighed. Jeg afviste hans anmodning og kom til at tænke på, om Lillian Bondo mon også havde fået afvist mig sådan for alvor, for nu, hvor jeg tænkte over det, var hun faktisk slet ikke forsvundet ud af mit feed.
Så jeg skrev en ny besked.
Og hun svarede hurtigt. Måske ville hun også gerne have mig til at gå væk.
Jeg syntes, det var mærkeligt, og gik ind på hendes profil. Og her var det, jeg opdagede, at jeg stod som Following. Endnu en pind til Dumme Mig. For hvordan kunne dét dog være sket, når jeg aldrig bevidst har tænkt “Jeg vil følge Lillian Bondo på Facebook!” – og aktivt sat processen i gang. Men jeg ryddede op efter mig selv og skrev igen til Lillian (som jeg efterhånden via vores næstenvenskab syntes, jeg var på fornavn med).
Hun sendte mig et lykkeligt klistermærke.
Hun kunne være blevet en god ven, men nu tror jeg faktisk, det er lykkedes os at gå hver til sit.
6. november 2016 | den store bunke |
Hvordan ser egentlig det store Æ ud i skråskrift? Hvad var det, den der Cisilia-sang hed? Og ved vi overhovedet noget om SKAM?
Vi kommer langt omkring i emnerne på sådan en dagstur til Nordfyn, yngsten og jeg. På vejen derover hørte vi Musikquizzen med Kenneth K på P3. Lasse er temmelig god, og jeg husker musik og navne som en si, men det var råhyggeligt at sidde sådan og samquizze ned gennem landet, hvor vi kørte fra finregn til solskin.
Ovre hos min mor kom vi til at snakke så meget om skråskrift over frokosten, at mor helt glemte at spise sin æggemad. Årsagen var ordet Eddikesyre på hendes indkøbshuskerulle – det store E og resten af krusedullerne kunne lige så godt være arabisk i Lasses øjne. Skråskrift var ikke vægtet højt i pensum i hans skoletid. Vi fik mor til at skrive alle skråskriftens store bogstaver, som hun har lært dem og fortsat skriver dem. Æ bruger hun åbenbart ikke ofte, for her gik hun i stå. Hvordan i alverden er det, et stort Æ i skråskrift ser ud?? Jeg ved det heller ikke, selv om jeg også har lært skråskrift i min skoletid. Det er vel en sammenskrivning af A og E som alle andre æer, men hvordan? Ingen af mine googlinger kunne give mig et Æ, der vandt genklang i min erindring. Så hvordan? Giv mig et Æ, nogen.
På hjemvejen var det endnu mere råhyggeligt. Vi hørte to Quiztopolis-podcasts. Det er min datter Laura, der sammen med Kristoffer laver quiz på Aarhus Studenterradio, hvor de har skiftende quizzende gæster i studiet. Det bliver sendt på Aarhus Studenterradio mandag aften kl. 22, og alle tidligere udsendelser ligger som podcasts. Jeg anbefaler at like Facebooksiden Quiztopolis, hvorfra man kan lytte til alle programmerne. Lasse og jeg hørte Quiztopolis #7 (et statskundskabsstuderende kærestepar) og Quiztopolis #2 (to filmeksperter) på vejen hjem gennem aftenmørket, hvor vi kørte fra tørvejr til sneslud. I øvrigt er min ældste søn Niels gæst i Quiztopolis #4, hvor de to værter har inviteret hver sin lillebror ind til at dyste mod hinanden.
Det var en fabelagtigt hyggelig hjemtur, vi havde i dag. Vi elsker quiz, og to timer går hurtigt i godt selskab.
Svarene på spørgsmålene øverst er: Ingen ved det. Vi To Datid Nu. Nej.
4. november 2016 | den store bunke |
Jeg har en fridag i dag. Ikke fordi jeg skal noget. Men jeg kan noget. Jeg skal bare beslutte, hvad det skal være. Dengang jeg satte pegefingeren ned på kalenderen og bestemte, at det var lige den dag, jeg gerne ville have fri, tænkte jeg noget med løvfaldssol, have og grave.
Jeg har bare glemt at booke vejret og kan konstatere, at nogle andre har husket det, og at de tydeligvis har haft brug for gråvejr og byger til det, de skulle i dag.
Til gengæld giver en fridag med gråvådt mig den fantastiske mulighed stadig at sidde i mit køkken her tæt på middag iført ingen kontaktlinser og masser af blødt tøj, drikke kaffe, holde øre med opvaskemaskine og radio, netsurfe og måle min krop op i tilfælde af, at jeg surfer forbi en kjole, jeg skal ønske mig. Den slags vigtige fridagsting. Fredagsting.
Og mens jeg holder øje med verden på internettet, holder jeg også øje med, om de på et tidspunkt kobler op på en anden server ude i vejret, så jeg kan tage stærkere øjne og mere tøj på og rejse ud i haven til spade og spand.
Jeg holder øje med dig, verden.
3. november 2016 | den store bunke |
Jeg hørte nogen sige “fugl eller fisk”, og så fortsatte jeg for mig selv “… eller midt imellem?” og blev sendt omkring halvtreds år tilbage i tiden.
Kan I huske legen Gemme fingerbøl? Det var dengang i den lykkelige og nøjsomme barndom, hvor der ikke skulle så meget til for at underholde – faktisk bare et fingerbøl. En person gik ind i et rum – eller alle de andre gik ud – og gemte et fingerbøl et sted i rummet. Det måtte ikke være gemt bag noget eller i noget, men skulle være synligt. Så kom de andre ind og råbte “Fugl eller fisk eller midt imellem?”, og den der havde gemt fingerbøllet svarede “fugl”, hvis det var i den øverste halvdel af rummet, “fisk” hvis det var gemt nedad mod gulvet, og “midt imellem”, hvis det var … midt imellem. Og så gjaldt det sådan set bare om at finde fingerbøllet først og dermed blive den næste, der skulle gemme det. Hvis det var svært at finde, kunne man spørge, om der var koldt eller varmt dér, hvor man i øjeblikket befandt sig, og bevægede man sig tæt omkring gemmestedet, råbte den, der havde gemt fingerbøllet “Det brænder..!!”
Meget enkel leg. Og en af de få, man endda kunne få lokket sin mor til at lege en kort stund mellem strygning og syltning. Men mest en leg, jeg legede hos mormor og morfar sammen med kusinerne.
Det ville nok ikke kunne udkonkurrere de elektroniske legeapparater her hos os. Men jeg kunne da prøve. Jeg har et fingerbøl.
