Jeg sidder og holder øje

Jeg har en fridag i dag. Ikke fordi jeg skal noget. Men jeg kan noget. Jeg skal bare beslutte, hvad det skal være. Dengang jeg satte pegefingeren ned på kalenderen og bestemte, at det var lige den dag, jeg gerne ville have fri, tænkte jeg noget med løvfaldssol, have og grave.

Jeg har bare glemt at booke vejret og kan konstatere, at nogle andre har husket det, og at de tydeligvis har haft brug for gråvejr og byger til det, de skulle i dag.

Til gengæld giver en fridag med gråvådt mig den fantastiske mulighed stadig at sidde i mit køkken her tæt på middag iført ingen kontaktlinser og masser af blødt tøj, drikke kaffe, holde øre med opvaskemaskine og radio, netsurfe og måle min krop op i tilfælde af, at jeg surfer forbi en kjole, jeg skal ønske mig. Den slags vigtige fridagsting. Fredagsting.

Og mens jeg holder øje med verden på internettet, holder jeg også øje med, om de på et tidspunkt kobler op på en anden server ude i vejret, så jeg kan tage stærkere øjne og mere tøj på og rejse ud i haven til spade og spand.

Jeg holder øje med dig, verden.

fridag

Lørdag på en torsdag

I går havde jeg en fridag. Det var torsdag, og hele dagen føltes som lørdag.

Aftenen før var Laura, som var hjemme på efterårsferie, og Lasse ude hos farfamilien, og de kom først hjem, efter at vi var gået i seng. Jeg havde lovet at lave brunch, men havde ikke fået aftalt vækning med dem, så jeg lagde en seddel.

brunch

Det var dejligt, at de kunne begge to.

Pandekager og pølser, bacon og røræg var hyggeligt og længe siden sidst. Resten af dagen fedtede jeg rundt og lavede ingenting. Meget lørdagsagtigt. Det regnede og var ikke havevejr, så jeg sprang over. Alle mulige overspring.

Det værste ved at holde en enkelt fridag på en torsdag er, at det virker helt uoverkommeligt at skulle på arbejde om fredagen. Om aftenen var Morten og jeg til Allan Olsen-koncert på Paletten. Fuldt hus, god koncert og høj stemning. Meget lørdagsagtigt. Tre fadøl og sen hjemkomst gjorde sit til at fastholde weekendstemningen.

allanolsen

Men jeg skulle jo altså op klokken 6 og have en helt almindelig arbejdsdag i dag. Jeg gennemførte, men jeg har godt nok været træt hele dagen.

Men hallo – det fede ved at holde fri på en torsdag og føle lørdag er, at efter kun en enkelt arbejdsdag er det allerede weekend IGEN!

Sød mor

Der er én ting, der kan få min teenager forholdsvist tidligt ud af sengen på en fridag. Det er brunch med røræg, pølser og bacon. Jeg havde sørget for at have ingredienserne i huset til påsken og håbede, vi kunne ramme en dag, hvor også ældste søn kunne være med. Det lykkedes ikke, og yngsten havde vistnok opgivet håbet om, at nogen så gad stå og stege og bage for så fås skyld.

Jeg tænkte, at frafaldet ikke behøvede at gå ud over ham. Han fylder 17 i morgen, og det er tilfældigvis den dag, han skal tidligt op og i skole efter en meget lang påskeferie, så han fik valget: Fødselsdagsbrunch i morgen meget tidligt eller i dag. Han er ikke meget for ekstravirak (og tidligt op) og ville helst nyde den store morgenmad i dag.

Og sådan blev det. Han og jeg; det var faktisk også første gang, det store brunchapparat var kørt i stilling til bare os to. Jeg trumfede endda forventningerne med pandekager med ahornsirup; det kan han nemlig også godt lide.

Han fyldte køkkenet med sin tilfredshed og madglæde, og jeg har vist ikke før fået så mange “Det smager rigtig godt!” og “Tak, fordi du gad det her”.

brunch