27. oktober 2020 | den store bunke |
Som nogle læsere vil vide, tog jeg for nylig strikning op. Jeg blev opmærksom på en lokal strikkecafé, og da strik var en væsentlig faktor i det fællesskab, måtte jeg selvsagt have noget håndarbejde med. Først fandt jeg restegarn frem fra gemmerne og strikkede et par sokker, og derefter strøg jeg direkte til et noget mere ambitiøst projekt og gik i gang med en cardigan. Sådan en syntes jeg nemlig, at jeg manglede. Selvtilliden fejlede ikke noget, for jeg har strikket meget, da jeg var barn og yngre. Jeg valgte PetiteKnits Ingen-dikkedarer-cardigan.
Og nu er den altså færdig. Og vellykket. Og i dag havde jeg den på.
Men når selv chefen – mand, på min egen alder – kommenterer og spørger, om det er den, jeg selv har strikket, skal jeg måske overveje, om jeg muligvis er kommet til at flashe projektet lige rigeligt på de sociale medier, med garnnøgle- og efterårsblade-emojis i den helt rigtige nuance.
Det kan egentlig godt være.
Så dette er sidste procespip om min nye lækre, bløde hjemmestrikkede cardigan i den smukkeste rustrøde farve. Punktum.
16. september 2020 | den store bunke |
Jeg er dobbelt så gammel som de fleste af de kolleger, jeg sidder sammen med. Jeg sidder i afdelingens content team, som var den mest dækkende betegnelse, da funktionerne skulle navngives. Holdet består af tekstforfattere (sådan en er jeg) og PR & SoMe-medarbejdere, og lige ved siden af os sidder online teamet, som også er forholdsvis unge mennesker. Vi er en broget flok, som har det både sjovt og godt med hinanden. Og jeg er altså ældst. Meget ældst.
I dag fangede mine ører, at der blev talt om hashtags. De kolleger, der arbejder med husets Instagram- og Facebookprofiler, snakkede om nogen, der “havde brugt hashtags helt forkert”, og “som man gjorde i begyndelsen”. Jeg spidsede ører, dels fordi jeg generelt synes noget om det meste og er rigtig god til at blande mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig, og dels fordi jeg blev nysgerrig efter, hvordan man efter deres mening bruger hashtags rigtigt, og om jeg selv har gjort mig skyldig i forkert og tåbelig brug. Jeg er jo et præmieeksemplar fra boomer-generationen og er ikke vokset op med sociale medier. Man kan nemt komme til at gøre noget latterligt, fordi man troede det var smart og hipt.
“Jo altså, du bruger bestemte hashtags, hvis du vil ind i loopet og findes af dine følgere”, forklarede én, og en anden gav som eksempel på forkert brug sit eget første IG-opslag fra en koncert, hvor han i billedteksten havde tilføjet hashtagget Stigbrækkedearmen. “Det giver jo ingen mening”, sagde han om sit unge, naive jeg, og det syntes vi heller ikke, det gjorde.
Jeg har ransaget min hukommelse – og mine profiler – for min egen færd på sociale medier, og det ser vistnok ikke helt galt ud. Jeg holder mig #ungmeddeunge, og det værste er muligvis det her.
23. november 2016 | den store bunke |
Facebook har en funktion, der hedder Denne dag. Her kan man se, hvad man har delt og gjort sig klog på, og hvor man har tjekket ind på netop denne dato i tidligere år. Det er ikke en funktion, jeg har benyttet mig meget af, men jeg har haft en Facebookprofil i lidt over otte år og har til tider været ret aktiv, så der er en hel del gamle opdateringer at fordybe mig i. Sikke meget dvælen det kan føre til. Der sker alligevel noget i et liv over otte år.
Netop i dag, den 23. oktober, var der kun yderst fredsommelige ting at hente.
Men for tre år siden var jeg i Berlin sammen med mine to gymnasieveninder og vores mænd. Det var dæleme en god tur. Jeg skrev om det her og her.
For fem år siden lugtede jeg af fiskefileter, da jeg kom hjem. Tænk engang, der var jeg stadig mor til nogen i folkeskolen.
For seks år siden havde jeg ondt i økonomien, fordi det gik op for mig, at jeg havde sagt ja til både jul og sne og skiferie.
Senere samme dag:
… det smarte system til bilen … er det ikke det, der hedder vinterdæk?
Året før havde jeg tilsyneladende travlt. Jeg ved ikke med hvad, men tidspunktet taget i betragtning har det sikkert indbefattet noget aftensmadlavning. Men travlheden har da ikke været større, end at der har været tid til en Facebookopdatering.
Den 23. november for otte år siden har stensikkert været en søndag, siden jeg har haft tid til at lumre inden døre en hel dag med noget strikketøj og ende med til allersidst at have fået en lille smule dårlig samvittighed over al den lumren. Sweateren har jeg i øvrigt stadig, den er tyk og hvid og fuld af snoninger og ganske rigtigt varm.
Det som Facebook siger: Det var alt for i dag.
10. november 2016 | den store bunke |
Sommetider vælger Facebook at præsentere dig for emner og opdateringer, du ikke umiddelbart har bedt om. Det kan være, fordi dine venner kommenterer eller reagerer på noget, som Facebooks algoritmer så overfører til din nyhedsstrøm. Derfor havde jeg konstateret, men ikke undret mig over, at Lillian Bondo gennem et stykke tid optrådte ret hyppigt i den strøm af artikler og meninger, jeg dagligt bliver præsenteret for.
Lillian Bondo er jordemoder og formand for Jordemoderforeningen samt medlem af Etisk Råd. Det er sådan set interessante og vedkommende sager, hun interesserer sig for og deler på de sociale medier, og hun virker som et godt og fornuftigt menneske. Pludselig var hun der bare næsten dagligt.
En dag sendte hun mig faktisk en besked.
Øhh nå? Taget med bukserne nede, på en måde. Jeg synes jo, at folk der bare sender venneanmodninger ud til højre og venstre til mennesker, de har læst om eller set i tv og synes, de kender, er latterlige, og jeg har da kun foragt til overs for dem, der gør den slags. Tsk tsk. Og man kommer jo ikke bare til det …!
Men det må jeg jo have gjort. Selv om… jeg har altså IKKE anmodet Lillian Bondo om facebookvenskab! Det har jeg ikke. Uanset hvor pænt hun siger det. For dét gør hun. Siger det i en pæn tone.
Jeg svarede, at jeg ikke ville hende noget, og bad hende skubbe mig til side og gå videre. Med pænere ord.
Der gik et par uger, og så fik jeg selv en uventet venneanmodning fra en tidligere kollegas far, som jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Han var nok kommet til at anmode alle sine datters forbindelser om fb-venskab, tænkte jeg med min nyvundne rummelighed. Jeg afviste hans anmodning og kom til at tænke på, om Lillian Bondo mon også havde fået afvist mig sådan for alvor, for nu, hvor jeg tænkte over det, var hun faktisk slet ikke forsvundet ud af mit feed.
Så jeg skrev en ny besked.
Og hun svarede hurtigt. Måske ville hun også gerne have mig til at gå væk.
Jeg syntes, det var mærkeligt, og gik ind på hendes profil. Og her var det, jeg opdagede, at jeg stod som Following. Endnu en pind til Dumme Mig. For hvordan kunne dét dog være sket, når jeg aldrig bevidst har tænkt “Jeg vil følge Lillian Bondo på Facebook!” – og aktivt sat processen i gang. Men jeg ryddede op efter mig selv og skrev igen til Lillian (som jeg efterhånden via vores næstenvenskab syntes, jeg var på fornavn med).
Hun sendte mig et lykkeligt klistermærke.
Hun kunne være blevet en god ven, men nu tror jeg faktisk, det er lykkedes os at gå hver til sit.
