I aften dvæler jeg
Jeg dvæler ved Leonard Cohens poesi og musik, som jeg har haft med mig det meste af mit liv.
Tidligere på året, da Bowie og Prince døde, var jeg ikke så berørt, som så mange andre var og gav udtryk for. Det var da trist, som det altid er, når en berømmet og elsket kunstner forlader denne verden, men jeg var ikke ramt i hjertet. Ingen af de to har haft en særlig plads i mit musikliv, og jeg var ikke specielt godt kendt i bagkatalogerne, ligesom jeg heller ikke var det, da Michael Jackson døde.
Da Bowie døde, og det samme med Prince, blev de sociale medier fyldt med tilkendegivelser og citater, minder og delinger af andres bevingede udtalelser. Jeg kommenterede ingenting, men jeg tænkte da, at ’behøver I alle sammen dele jeres helt personlige yndlings-Bowie/Prince-fortælling/minde/storslåede sang/skelsættende øjeblik?’ Men jeg kommenterede ingenting, for man må have respekt for, hvad andre tænker og synes og rammes af.
Denne gang er jeg der selv. Leonard Cohens punktum berører mig. Jeg har haft hans sange helt inde under huden det meste af mit voksenliv, i glade stunder og i triste stunder, i stunder hvor ikke andre kunne gøre det. Det er ikke mange dage siden, Morten og jeg talte om, at hvis han skulle komme på vores kanter igen, hvad han jo nok ikke gjorde, vidste vi godt, så skulle vi se ham igen. Vi oplevede ham for fire år siden i Mølleparken i Aalborg. Det var så godt, og hvor var det godt, vi gjorde det. Tre timers varme, ydmyghed, poesi og verdensklasse på en dansk sommeraften.
Vi nåede ikke at gentage en fysisk koncertoplevelse, men han har efterladt så meget, som vi bliver ved med at have. Og jeg sidder også med et lille smil, for jeg tror, at han var tilfreds med at have tilendebragt, hvad han skulle i denne verden.
Nu sidder jeg og hører alle mine yndlingsnumre. Det bliver jeg ikke færdig med i dag. Det tager en evighed.
