23. oktober 2017 | den store bunke |
Jeg havde ikke ventet, at jeg skulle bombarderes med græske navne fra min gymnasietid, da jeg søndag sammen med to af børnene kørte til Fyn for at besøge min mor.
Mens det er lydbøger, jeg selv lytter til, er ældstebarnet en flittig podcast-lytter, så da der på grund af efterårsferien ikke var Musikquizzen på P3 til turen, bad vi hende bestemme noget, vi kunne høre undervejs. Det har hun nemlig været rigtig god til tidligere.
Det blev Gamle Grækere. Anders Olling og Hans Erik Havsteen, der er journalist og historiestuderende, genfortæller i ti afsnit Oldtiden fra Homer til Alexander den Store. Få første afsnit her. De to har tidligere lavet en podcastserie, der hedder Kongerækken, hvor de har genfortalt Danmarkshistorien med afsæt i samtlige danske regenter, og en kortere serie om Reformationen. De snakker og pingponger, mens de gennemgår historien, og det er både underholdende og berigende. Det kan findes gennem Podcast-appen – i hvert fald på iPhone.
Demosthenes, Solon, Dareios, Xerxes, Kambyses, Kyros, Kroisos, Sokrates, Aristoteles, slagene ved Marathon, Thermopylæ og Salamis, Det peloponnesiske forbund, bystaterne Athen og Sparta, Folkeforsamlingen, Perikles, Alkibiades, Herodot og Hesiod … luften i den lille Aygo var tyk af græske navne, jeg som klassisksproglig student fra en knapt så fjern oldtid havde hørt de fleste af og huskede, men jeg ville ikke længere have kunnet placere dem særligt præcist i tid og sted og i forhold til hinanden. De to gutter fra Kongerækken gjorde historien folkelig og forståelig, og for mig var det gyldne timer og gyldent genhør på vej til og fra Nordfyn.
At børnene har lyst til at høre om gamle grækere, storpolitik, filosofi, forskellige styreformer og demokratiets fødsel ud over det, de har haft i oldtidskundskab i gymnasiet, både forundrer og gør mig stolt. Nysgerrighed er en dyd.
Her er de nysgerrige på nyopstillede sanseinstrumenter ved plejeboligerne i min mors hood.
6. november 2016 | den store bunke |
Hvordan ser egentlig det store Æ ud i skråskrift? Hvad var det, den der Cisilia-sang hed? Og ved vi overhovedet noget om SKAM?
Vi kommer langt omkring i emnerne på sådan en dagstur til Nordfyn, yngsten og jeg. På vejen derover hørte vi Musikquizzen med Kenneth K på P3. Lasse er temmelig god, og jeg husker musik og navne som en si, men det var råhyggeligt at sidde sådan og samquizze ned gennem landet, hvor vi kørte fra finregn til solskin.
Ovre hos min mor kom vi til at snakke så meget om skråskrift over frokosten, at mor helt glemte at spise sin æggemad. Årsagen var ordet Eddikesyre på hendes indkøbshuskerulle – det store E og resten af krusedullerne kunne lige så godt være arabisk i Lasses øjne. Skråskrift var ikke vægtet højt i pensum i hans skoletid. Vi fik mor til at skrive alle skråskriftens store bogstaver, som hun har lært dem og fortsat skriver dem. Æ bruger hun åbenbart ikke ofte, for her gik hun i stå. Hvordan i alverden er det, et stort Æ i skråskrift ser ud?? Jeg ved det heller ikke, selv om jeg også har lært skråskrift i min skoletid. Det er vel en sammenskrivning af A og E som alle andre æer, men hvordan? Ingen af mine googlinger kunne give mig et Æ, der vandt genklang i min erindring. Så hvordan? Giv mig et Æ, nogen.
På hjemvejen var det endnu mere råhyggeligt. Vi hørte to Quiztopolis-podcasts. Det er min datter Laura, der sammen med Kristoffer laver quiz på Aarhus Studenterradio, hvor de har skiftende quizzende gæster i studiet. Det bliver sendt på Aarhus Studenterradio mandag aften kl. 22, og alle tidligere udsendelser ligger som podcasts. Jeg anbefaler at like Facebooksiden Quiztopolis, hvorfra man kan lytte til alle programmerne. Lasse og jeg hørte Quiztopolis #7 (et statskundskabsstuderende kærestepar) og Quiztopolis #2 (to filmeksperter) på vejen hjem gennem aftenmørket, hvor vi kørte fra tørvejr til sneslud. I øvrigt er min ældste søn Niels gæst i Quiztopolis #4, hvor de to værter har inviteret hver sin lillebror ind til at dyste mod hinanden.
Det var en fabelagtigt hyggelig hjemtur, vi havde i dag. Vi elsker quiz, og to timer går hurtigt i godt selskab.
Svarene på spørgsmålene øverst er: Ingen ved det. Vi To Datid Nu. Nej.
24. oktober 2013 | den store bunke |
’Kastanjer med børnene’. Det står der i min kalender, men det handler ikke om at rode med syl og tændstikker og bomuldsgarn og flikke skævbenede kastanjedyr og farvestrålende kastanjeedderkopper sammen.
Det handler om ægte kastanjer.
I søndags på vores biltur på Kreta var vejen i den ene side pludselig overstrøet med noget, der lignede søpindsvin. Det var kastanjer. Og vel at mærke ikke hestekastanjer, som kun er til pynt og kastanjedyr og til at gå og nulre i en lomme. Det var ægte kastanjer, som vi ikke har ret mange af herhjemme. Da vi først var opmærksomme på dem, så vi mange træer på vores vej, og vi parkerede og sankede lidt sydlandsk efterår med hjem.
De er virkelig pakket ind en nedrig emballage. Stive skaller med spidse pigge, som en fiks sommersandal ikke uden videre kan træde i stykker. Hestekastanjer er ingenting i sammenligning! Disse her er ikke for sarte fingre.
Nu har jeg 594 gram guld i min varetægt. Vi skal spise dem, når alle fem rejsekammerater kan samles. Skære et kryds, riste i ovnen og spise med smør. Og rødvin.
Måske kan vi ikke lide dem, men der er noget stort og andægtigt ved at have samlet dem selv ude i verden. Faktisk ved jeg ikke, om jeg har smagt ristede kastanjer før. På min første interrailtur med to veninder prøvede vi egentlig mest at undgå dem, fordi den ene af os havde døjet en hel del med dårlig mave i dagene inden vi kom til Athen, og vi andre forbød hende at købe de kræmmerhuse med ristede kastanjer, som gadesælgerne stod og ristede i deres store sorte tønder. Vi mente, det ikke var godt for hendes mave. Endelig den allersidste dag fik hun lov – og var muggen over alle de kastanjer hun var gået glip af, for de smagte så godt. Men jeg kan slet ikke huske, om jeg selv spiste dem…
Vi finder ud af, om en ny yndling er født, når vi samles og rister os et lille drys ferieminder.
