Jeg har en fridag i dag. Ikke fordi jeg skal noget. Men jeg kan noget. Jeg skal bare beslutte, hvad det skal være. Dengang jeg satte pegefingeren ned på kalenderen og bestemte, at det var lige den dag, jeg gerne ville have fri, tænkte jeg noget med løvfaldssol, have og grave.
Jeg har bare glemt at booke vejret og kan konstatere, at nogle andre har husket det, og at de tydeligvis har haft brug for gråvejr og byger til det, de skulle i dag.
Til gengæld giver en fridag med gråvådt mig den fantastiske mulighed stadig at sidde i mit køkken her tæt på middag iført ingen kontaktlinser og masser af blødt tøj, drikke kaffe, holde øre med opvaskemaskine og radio, netsurfe og måle min krop op i tilfælde af, at jeg surfer forbi en kjole, jeg skal ønske mig. Den slags vigtige fridagsting. Fredagsting.
Og mens jeg holder øje med verden på internettet, holder jeg også øje med, om de på et tidspunkt kobler op på en anden server ude i vejret, så jeg kan tage stærkere øjne og mere tøj på og rejse ud i haven til spade og spand.
Jeg holder øje med dig, verden.