11. november 2016 | den store bunke |
Jeg dvæler ved Leonard Cohens poesi og musik, som jeg har haft med mig det meste af mit liv.
Tidligere på året, da Bowie og Prince døde, var jeg ikke så berørt, som så mange andre var og gav udtryk for. Det var da trist, som det altid er, når en berømmet og elsket kunstner forlader denne verden, men jeg var ikke ramt i hjertet. Ingen af de to har haft en særlig plads i mit musikliv, og jeg var ikke specielt godt kendt i bagkatalogerne, ligesom jeg heller ikke var det, da Michael Jackson døde.
Da Bowie døde, og det samme med Prince, blev de sociale medier fyldt med tilkendegivelser og citater, minder og delinger af andres bevingede udtalelser. Jeg kommenterede ingenting, men jeg tænkte da, at ’behøver I alle sammen dele jeres helt personlige yndlings-Bowie/Prince-fortælling/minde/storslåede sang/skelsættende øjeblik?’ Men jeg kommenterede ingenting, for man må have respekt for, hvad andre tænker og synes og rammes af.
Denne gang er jeg der selv. Leonard Cohens punktum berører mig. Jeg har haft hans sange helt inde under huden det meste af mit voksenliv, i glade stunder og i triste stunder, i stunder hvor ikke andre kunne gøre det. Det er ikke mange dage siden, Morten og jeg talte om, at hvis han skulle komme på vores kanter igen, hvad han jo nok ikke gjorde, vidste vi godt, så skulle vi se ham igen. Vi oplevede ham for fire år siden i Mølleparken i Aalborg. Det var så godt, og hvor var det godt, vi gjorde det. Tre timers varme, ydmyghed, poesi og verdensklasse på en dansk sommeraften.
Vi nåede ikke at gentage en fysisk koncertoplevelse, men han har efterladt så meget, som vi bliver ved med at have. Og jeg sidder også med et lille smil, for jeg tror, at han var tilfreds med at have tilendebragt, hvad han skulle i denne verden.
Nu sidder jeg og hører alle mine yndlingsnumre. Det bliver jeg ikke færdig med i dag. Det tager en evighed.
24. februar 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jeg skulle have mødregruppen på besøg. Mødregruppen har eksisteret så længe, at nogle af mødrene er blevet farmødre, og de børn, vi er mødre til, fylder 21 her i februar og marts. Vi er fem og har mødtes fem-seks gange om året på skift hos hinanden, siden vi gik til efterfødselsgymnastik på samme hold i 1994. Traktementet er vin og snacks, kaffe og kage, og det hyggelige er at være en flok kvinder, som i al vores forskellighed har dét ene til fælles, at vi har jævnaldrende børn og en tilknytning til Viborg og Karup og har fulgt hinandens liv med mærkedage og hverdage gennem mere end tyve år.
Hvad for en kage skal jeg bage til dem?, spurgte jeg.
Du skal… funderede Morten, og jeg kunne høre, at mundvandet var begyndt at trække sammen, bage en æblekage med mandellåg, som findes i en de første Karolines Køkken. Det er æblebåde og en blanding over, som består af mandelsplitter og smør og æg og noget mel, sikkert, og når den spises med kold flødeskum, så smelter flødeskummet ned i det lune mandel-æble-noget til en blanding, som smager fuldstændig himmelsk…
Det kan jeg godt, den lyder lækker, sagde jeg. Men … det er jo til damerne, og I kan altså først få noget bagefter, når vi er færdige.
Okay… Fattet og accepterende. Men meget skuffet, så jeg godt. Og lige dér gik det op for mig, at det var en erindringens stjernestund, som var blevet beskrevet. Og mundvandet var produceret. Og der var to andre i husstanden, som også ville blive snydt, fordi jeg var så smålig. Den ene ville ikke engang være oppe længere, når damerne var færdige med at snadre.
Det var derfor, jeg bagte to. En til damerne og en til dem, der ikke sad med til højbords.
Der er nok ikke nogen kogebøger, som så mange mennesker forbinder favoritopskrifter og erindringer om lækkerhedsstunder med som hæfterne fra Karolines Køkken, især de første fra firserne. Jeg har dem alle sammen. Den første er den mest slidte og slår op på lasagne af sig selv.
