31. oktober 2016 | den store bunke |
Ifølge myten blev alt, hvad den græske kong Midas rørte ved, til guld. Det var et ønske, han uforsigtigt havde fremsat og fået opfyldt af Dionysos. I stedet for at gøre ham rig blev det imidlertid en forbandelse, eftersom hans mad og drikke også blev til guld, og han var nær ved at dø af sult og tørst, inden han blev befriet for sin gave.
Alt hvad jeg rører ved, bliver fyldt med hår. Lange grå hår, som sidder på tøj, tørklæder og strømper, ligger i hjørnerne og stopper afløbene. Ingen er i tvivl om, hvis de er, grundet længden og farven. Alle de andre i huset er mørkhårede.
Det er muligvis at trække den lidt for langt at kalde det en forbandelse. Men det er voldsomt irriterende. Hvis alt det fælderi så bare havde kastet en lille bitte smule guld af sig, så jeg kunne blive rig som Midas.
Men det bliver kun til sølv.
30. oktober 2016 | den store bunke |
Jeg troede lige, jeg havde forstået det. Men så havde jeg åbenbart ikke.
Førhen skulle vi stille urene manuelt. En time frem i slutningen af marts og en time tilbage i slutningen af oktober, og der var masser af ting, der kunne gå galt om søndagen. Man kunne komme for sent eller for tidligt til en aftale, fordi man havde glemt at skrue på tiden. Helt hen om mandagen var der endda mulighed for at komme for tidligt eller for sent til det, man skulle, fordi man heller ikke om søndagen havde opdaget, at tiderne var skiftet.
Den slags sker næsten aldrig mere, fordi de fleste af vores elektroniske dimser automatisk skifter fra det ene tidspunkt til det andet i rette tid. Mobiltelefoner, tablets, computere. Vi går i seng i én tidsregning og står op i en anden, uden at behøve at bekymre os. Sågar den elektroniske parkeringsskive i bilens forrude ved, hvad klokken er slået, og indretter sig.
Det eneste svære nu er faktisk efterfølgende at regne ud, hvad klokken egentlig er, og om det er længere lyst eller tidligere mørkt end i går ved samme tid. Men dét er altså også svært!
Jeg har virkelig forsøgt med logiske udregninger og strøet om mig med selvsikre jo’er. “Vi har jo stillet uret en time tilbage, så det er jo længere lyst, fordi klokken kun er 5, når den var 6 i går”. Jeg har åbenbart været meget overbevisende i min argumentation, så Morten og jeg drog friskt i kolonihaven henad halv fem i eftermiddags, han for at flå et nyskudt dyr og jeg for at grave have og ’udnytte lyset og den ekstra time’. Vi syntes ganske vist begge to, at det blev noget tidligere mørkt, end vi havde regnet med, men blev enige om, at det måtte skyldes skydækket i dag i modsætning til solskinnet i går.
Jeg måtte opgive gravningen allerede halv seks, da jeg ikke længere kunne skelne noget, og han havde heldigvis taget pandelampe med, ellers havde vi fået nogle ret sære udskæringer.
Og nu er det endelig gået op for mig, at – og hvor – mine overbevisende argumenter fejlede.
Ja, klokken er kun 5 på det tidspunkt, hvor den var 6 i går. Men klokken 6 i går var det også mørkt, derfor er det mørkt klokken 5 i dag. Det bliver altså tidligere mørkt om aftenen nu.
Og derfor bliver det også tidligere lyst om morgenen, kan jeg jo regne ud. Det er godt, jeg har fundet ud af det nu, ellers ville jeg være blevet forvirret i morgen tidlig, når jeg skal afsted hjemmefra.
28. oktober 2016 | den store bunke |
Jeg har det stramt med det.
Det er såmænd ikke hyggen i at udhule en grøntsag og sætte et lys ned i den, jeg har noget imod. Det gjorde vi jo selv som børn, da vi udhulede roer (eller forsøgte på det; roer er hårde!!) og fik lavet et lille hulrum med plads til den stump stearinlys, vi havde fået af vores mor. Hvorefter vi mistede interessen, for der var alligevel ikke nogen, der kom forbi og så roelygterne så langt ude på landet, som vi boede.
På den måde er det langt nemmere i vore dage at komme nogen vegne med et græskar, som nemt lader sig udhule og skære i. Og det er skam hyggeligt med lygter og lanterner i oktobermørket.
Det er alt det, der skal forestille at være uhyggeligt, jeg ikke kan lide. Skeletter, kranier, kister, knogler og afrevne lemmer, zombiesminke, uhygge, mørke, død. Det er ikke sådan, at det skræmmer mig, men jeg får altså bare en ubehagelig og grim smag i munden, når butikkerne faldbyder kranier, skeletter og knokkelhænder. Jeg synes simpelt hen ikke, det er sjovt. Jeg ved godt, at der er trukket tråde til allehelgen og de dødes nat, men jeg forstår bare ikke, hvornår lig og død blev en hyggelig tradition.
Så. Nu har jeg sagt det.
Foto: Stock Up
27. oktober 2016 | den store bunke |
Jeg er en ekvilibrist med et stykke håndværktøj. For eksempel har jeg lige repareret min cykel med skaftet af en skruetrækker samt en hammer. Agtigt. Imens jeg var iført noget, der lignede baseballgribehandsker, og det derfor mest føltes, som om jeg havde muldvarpeforpoter på hænderne.
Baggrunden er, at Laura lånte min cykel i efterårsferien. Eller det var meningen. Men hun nåede ikke ret langt, før hun skulle bremse og per automatik greb i begge bremsehåndtag. Det skulle hun ikke have gjort. For gør man det, bliver forbremseklodserne siddende. Man klodser bremserne, helt bogstaveligt. Og så kan forhjulet ikke køre rundt. Og så kan man ikke cykle. Medmindre man er en ekvilibrist i baghjulscykling. Så må man slæbe cyklen tilbage i kælderen og håbe, det på en eller anden måde går over.
Alt det vidste jeg selvfølgelig godt. For engang gjorde jeg det samme, og så blev jeg nødt til at kalde på en voksen, som i det tilfælde var Morten, som fik bæsterne skilt ad igen, og siden har jeg bare ladet være med at bruge forbremsen. Det er ren rutine.
Den viden havde jeg bare glemt at give Laura sammen med cykelnøglen.
Det gode var, at hun ikke var nået ret langt. Med andre ord skulle hun ikke slæbe cyklen langt hjem. Det dårlige var, at hun var nødt til at gå til det, hun skulle. Det gode var, at det var godt vejr.
Det dårlige var, at det ikke gik over af sig selv, det med cyklen. Og jeg skal ud at cykle i aften. Så da jeg kom hjem fra arbejde, gik jeg ned i cykelkælderen og så på sagerne. Min cykel er beskidt af olie og rust. Det er et grundvilkår. Derfor fandt jeg de alt for store arbejdshandsker, som fik mig til at føle mig som en hybrid mellem en muldvarp og en tyrannosaurus rex i disciplinen “bruge sine hænder til noget konstruktivt”.
Jeg kunne ikke rokke bremseklodserne fra hinanden; det er noget med manglende vedligehold og smøring. Dét er også et grundvilkår. Men jeg kunne bruge skaftet af en skruetrækker som vægtstang og vriste den ene lidt væk fra hjulet og slå på den med en hammer mellem egerne og opnå en lillebitte effekt ved det.
Nu kan jeg cykle i aften.
Hvorfor spurgte jeg ikke Morten, om han ville hjælpe, tænker I måske? Jamen, jeg kan da selv!
Nu skraber bremseklodserne kun en lille smule mod fælgen i den ene side. Det frembringer kun en lillebitte irriterende lyd. Men det kører rundt.
24. oktober 2016 | den store bunke |
Jeg er lige kommet ud fra et sted, jeg ikke vidste fandtes længere. Jeg havde i hvert fald glemt det. Løst på skrivebordet på min computer ligger en mappe, der hedder Gammelt skrivebord. Det er en af den slags mapper, man laver, når man får en ny computer, og som indeholder filer fra den gamle computer, og hvor man kan være heldig at finde noget brugbart, hvis man mod forventning mangler noget på den nye.
Denne mappe har ligget på skrivebordet på min nye computer i to et halvt år. Da min gamle dengang pludselig gik i sort og ikke stod til at redde, hentede min it-geniale kæreste indholdet ud fra harddisken, og jeg har haft folderen liggende siden. For en sikkerheds skyld. Jeg har stort set ikke været inde i den, for jeg har ikke manglet noget.
Mappen er blevet en af de ting, der bare ligger på skrivebordet, uden at man lægger mærke til det. Så fik jeg pludselig øje på den, og nu er jeg lige kommet ud derfra. Det var mest gamle dokumenter og lister, der for længst er blevet uaktuelle. Men allernederst lå en mappe, der bare hed intetsigende xxxx, og den var fuld af lyd. Mit gamle musikbibliotek. Eller noget af det. 1728 lydfiler. Musik og lydbøger i en sammenblandet bunke. Ja, de ligger ganske vist i alfabetisk orden, men i en helt flad struktur. Det vil sige, at listen starter med 81 filer, der er nummer 01 i en eller anden sammenhæng. Og jeg kan kun vide hvad det er, hvis jeg kan genkende titlen. Ellers er jeg nødt til at lytte til dem for at vide, om det er Jens Unmack, tv2, Vaya Con Dios eller hvad.
Jeg ved ikke helt, heller ikke nu, hvad jeg skal stille op med den. Udover at vide, at den er der.
Det er jo en spændende spilleliste. Første nummer af en masse albums, jeg har lyttet til i årenes løb, krydret med starten af nogle tilfældige bøger. Og efterfølgende andet nummer af en masse albums, jeg har lyttet til i årenes løb, krydret med fortsættelsen af nogle tilfældige bøger. Und so weiter.
Måske en ide til de lange vinteraftener. Mens jeg syr et sengetæppe i patchwork. En anden ting, jeg har erkendt, vinteraftnerne heller aldrig bliver lange nok til.
22. oktober 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
I dag er det rigtigt lørdag og ikke bare torsdagslørdag. Jeg har tilbragt det meste af dagen i køkkenet. Både fordi jeg havde kokkerier at gøre, og fordi køkkenet bare er et hyggeligt sted at sidde med sin computer.
Natten over havde der stået en dej og hævet præcist så meget, at den var klar til at forme til boller, da jeg stod op. Så det var, hvad jeg startede med. Jeg havde også planer om at sylte de grønne tomater fra kolonihaven, inden de kom til at ligge for længe i vindueskarmen, og at eksperimentere med græskarcookieopskrift, jeg havde set i avisen. Så ville jeg lige kigge i fryseren efter mulig aftensmad. Sådan er jeg nemlig sommetider så forudseende.
Det viste sig, at den øverste skuffe var frosset helt fast, og vi måtte skabe plads i lørdagsprogrammet til en akut afrimning. Det var faktisk lige ved at ende i en akut marmeladekogning også. Længe så det nemlig ud til, at vi var nødt til at lade skuffen med indhold tø helt op for at få det ud uden at brække noget i stykker. Og det var der, der lå to kilo skårne og udstenede Victoriablommer. Heldigvis gik det ikke så galt. Efter et stykke tid kunne jeg lirke dem ud og lægge poserne i den anden fryser. Det var jeg tilpas med. Ellers skulle jeg også have været ud og købe flere sylteglas.
Og der var ligesom nok andet på programmet.
Med bollerne gik det, som det plejer: Godt. Dem kan jeg efterhånden bage i mørke med lukkede øjne og hænderne på ryggen. Agtigt. “Eksperimenterer du?”, spørger min mor. “Næh!”, svarer jeg. Jeg har fundet en metode, der fungerer. Ingredienser, æltning, mængder, hævning, bagetid arbejder så smukt sammen, at der ikke er grund til at ændre på det, når det bare er til basisbagning.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft succes (synes nogen og synes nogen ikke) med hokkaidodyrkningen i år, og vi afprøver forskellige måder at anvende dem på. Det er ikke alle i husstanden, der er begejstret for græskar, og jeg har ingen intentioner om at omvende eller tvinge nogen, men jeg vil gerne have flere muligheder end suppe. Vi har en suppeopskrift, som vi ved virker, og vi har prøvet bagte græskarskiver. Duppet med olie, salt og peber, drysset med parmesan, en halv time i ovnen, godt. Og så havde jeg set den her opskrift på cookies.
Hvis du vil gøre, som jeg gjorde, så gør du sådan:
Riv 250 gram græskarkød, hak 75 g valnøddekerner groft. Pisk 150 g sukker, 1 stort æg og 140 g smør sammen og rør 1 tsk revet appelsinskal i. Bland 100 g mel, 100 g havregryn, 1 spsk. chiafrø, 1 tsk. kanel og 1 tsk. bagepulver i. Ved græskar og valnødder i. Sæt 18-24 toppe dej på bageplader og tryk dem lidt flade. Bag dem ved 190° varmluft i cirka 20 minutter. Sprøde i kanterne og lidt bløde indeni er de. De smager godt. Lidt specielt, men godt.
Så var der de syltede grønne tomater. Jeg tror nok, jeg fandt den samme opskrift, som jeg brugte sidste år, og derfor regner jeg med, de er blevet lige så gode i år. Og for at jeg nu ikke næste år igen skal fedte rundt på internettet efter den metode, der ser ud til at ligne noget, jeg kender, kommer den også her. Så kan jeg forhåbentlig selv finde den igen.
Syltelage til grønne tomater: 2½ dl vand, 2½ dl lager- eller æbleeddike, 500 g lyst rørsukker, 1 stang kanel, 4 hele nelliker, 1 stang vaniljekorn, 6 hele allehånde, 1 stjerneanis, 1 spsk. koriander, 1 spsk. spidskommen. Kom alle ingredienserne i en gryde og bring det langsomt i kog. Sørg for, at alt sukker er smeltet.
Prik de grønne tomater. Det er nemmest at rulle dem over de spidse grater på det klassiske firkantede rivejern. Kom dem i gryden med lage og lad det simre 15-20 minutter, til tomaterne er bløde. Fyld tomaterne i skoldede glas, si lagen og hæld den over. Opbevar i køleskab.
Var jeg så ikke flittig? Nu er der hentet pizza – ingen af os nåede at gide at lave aftensmad – og om lidt skal vi til Outlandish-koncert. Her går det godt.
