12. november 2016 | den store bunke |
Det her er min yngste, som sidder og ser en tyve år gammel udgave af tv-quizzen Hvornår var det nu det var. Manden i midten af skærmen er Hans-Georg “Gorm” Møller, der var vært på programmet. Kvinden til venstre er en Hanne fra Randers, og manden til højre er yngstens far.
Da Hvornår var det nu det var kørte over skærmen i halvfemserne, sad han i vores sofa derhjemme og gættede med, slyngede årstal ud i rummet og skrydede, når de var rigtige, hvilket de tit var. “Hvor er jeg god! Hvorfor melder du mig ikke til?”
Så det gjorde jeg. Jeg skrev et brev til den adresse, der, så vidt jeg husker, stod på skærmen efter hver udsendelse og fortalte om min selvsikre mand. Ham skulle de tage og invitere ind, opfordrede jeg. Jeg havde tænkt det som en overraskelse, men jeg er faktisk i tvivl, om det lykkedes mig at holde mund med det.
En dag ringede en produktionsfyr til ham og stillede ham nogle testspørgsmål. Han gik gennem nåleøjet og fik en optagelsesdato, hvor han drog til København. Han gjorde det godt. To klokkerene korrekte årstal satte han ind, fik endda flere point end den forsvarende mester, Hanne fra Randers, men hun var bare bedre til bonusspørgsmålene og tog derfor rundesejren hjem og fik en ny udfordrer. Den unge journalist rejste hjem til Viborg med en tusse, en DR-transistorradio og en god oplevelse – og æren i behold.
Jeg optog udsendelsen på VHS, da den blev sendt, men det videobånd røg selvfølgelig til anden side i bodelingen, da vi blev skilt, så det er længe siden jeg har set det. Ved en tilfældighed opdagede jeg, at netop det program fra 1996 blev sendt på DRK i eftermiddag, og derved fik yngsten (født i 1997) mulighed for at se sin unge far være sej på tv i gul skjorte og højtaljet buks.
Det var skægt.
6. november 2016 | den store bunke |
Hvordan ser egentlig det store Æ ud i skråskrift? Hvad var det, den der Cisilia-sang hed? Og ved vi overhovedet noget om SKAM?
Vi kommer langt omkring i emnerne på sådan en dagstur til Nordfyn, yngsten og jeg. På vejen derover hørte vi Musikquizzen med Kenneth K på P3. Lasse er temmelig god, og jeg husker musik og navne som en si, men det var råhyggeligt at sidde sådan og samquizze ned gennem landet, hvor vi kørte fra finregn til solskin.
Ovre hos min mor kom vi til at snakke så meget om skråskrift over frokosten, at mor helt glemte at spise sin æggemad. Årsagen var ordet Eddikesyre på hendes indkøbshuskerulle – det store E og resten af krusedullerne kunne lige så godt være arabisk i Lasses øjne. Skråskrift var ikke vægtet højt i pensum i hans skoletid. Vi fik mor til at skrive alle skråskriftens store bogstaver, som hun har lært dem og fortsat skriver dem. Æ bruger hun åbenbart ikke ofte, for her gik hun i stå. Hvordan i alverden er det, et stort Æ i skråskrift ser ud?? Jeg ved det heller ikke, selv om jeg også har lært skråskrift i min skoletid. Det er vel en sammenskrivning af A og E som alle andre æer, men hvordan? Ingen af mine googlinger kunne give mig et Æ, der vandt genklang i min erindring. Så hvordan? Giv mig et Æ, nogen.
På hjemvejen var det endnu mere råhyggeligt. Vi hørte to Quiztopolis-podcasts. Det er min datter Laura, der sammen med Kristoffer laver quiz på Aarhus Studenterradio, hvor de har skiftende quizzende gæster i studiet. Det bliver sendt på Aarhus Studenterradio mandag aften kl. 22, og alle tidligere udsendelser ligger som podcasts. Jeg anbefaler at like Facebooksiden Quiztopolis, hvorfra man kan lytte til alle programmerne. Lasse og jeg hørte Quiztopolis #7 (et statskundskabsstuderende kærestepar) og Quiztopolis #2 (to filmeksperter) på vejen hjem gennem aftenmørket, hvor vi kørte fra tørvejr til sneslud. I øvrigt er min ældste søn Niels gæst i Quiztopolis #4, hvor de to værter har inviteret hver sin lillebror ind til at dyste mod hinanden.
Det var en fabelagtigt hyggelig hjemtur, vi havde i dag. Vi elsker quiz, og to timer går hurtigt i godt selskab.
Svarene på spørgsmålene øverst er: Ingen ved det. Vi To Datid Nu. Nej.
4. oktober 2014 | den store bunke |
Det skal jeg. På TV3 på tirsdag kl. 19. Og mor er stolt!
Jeg aldrig set meget Jeopardy, og jeg ved kun, at der netop er startet en ny sæson af det, fordi min datter er med. Hun var til optagelse i København i august og havde sit eget lille hold publikum med. Det var en god oplevelse for dem, og nu er de vist alle sammen bonkammerater med Adam Duvå Hall, som er vært på programmet, og de andre kvikke deltagere med deres medbragte publikum.
Siden optagelserne har Lauras svar på alle udfrittende spørgsmål været “Det kan jeg ikke fortælle” og “Det må jeg ikke sige”, og vi har derfor set frem og talt ned til, at det bliver sendt.
“Skal din datter være med i Jeopardy?”, spurgte min chef forleden. “Hvad ved hun noget om?”, spurgte han videre. Hun ved noget om det meste – og hun husker godt. Det er gode egenskaber i en quiz. Lad os se på tirsdag, hvordan det går hende.
I programbeskrivelsen af udsendelse 10 hedder det: I programmet kan du bl.a. møde en mand, der faktisk hedder James Bond, en læge, der forsker i bæ, og en domkirke-entusiast. Se med, når de dyster om, hvem der er hurtigst på knapperne og i hovedet i kategorier som Jesus, Danske Rigmænd og 80’er bands.
Så vi ’ses’ tirsdag aften, ikke? Det er TV3, og det er klokken 19, og jeg er stadig stolt.
Billedet er hentet fra TV3s hjemmeside. Og skulle man ikke få set den vigtige udsendelse på tirsdag, kan den ses på nettet bagefter.
3. november 2013 | den store bunke |
Laura har været på besøg i weekenden. Først skrev jeg ‘hjemme i weekenden’, men slettede det. Hun er flyttet hjemmefra og bor i Aarhus, og hvornår begynder ‘hjemme’ egentlig at være der, hvor man bor, og ikke der, hvor man voksede op eller hvor ens forældre bor?
Ejendomsmæglerkæden Home havde en serie reklamer for nogle år siden, hvor kendte mennesker gav et bud på, hvad ‘hjem’ er. Hjem er der, hvor man føler sig godt tilpas, eller der, hvor de mennesker er, som man holder af. Eller med Jesper Klein ‘Hjem er dér, hvor man klør sig, når det klør’.
Hun var her i hvert fald, og i aftes foreslog hun, at vi spillede Bezzerwizzer. Vi var kun hende, Lasse og mig hjemme, og det er en konstellation, som elsker quiz højt. Så vi spillede. Det var sjovt, hyggeligt og meget tæt løb. Laura kom først i mål, og i dag skryder de begge over, at ‘mor tabte’. Som om dét var målet. Tsk tsk.
Bagefter kom det sjoveste: Vi blev enige om at prøve, om vi sammen kunne svare rigtigt på alle ti spørgsmål på ét kort. Vi skiftedes til at læse et kort op, og sammen nåede vi frem til et svar, inden vi vendte kortet og fik svarene. Hver af os har sine kompetencer, og tilsammen ved vi rigtig meget. Men på hvert eneste kort havde vi ét eller to fejlsvar og måtte tage et nyt kort. Sådan var reglerne.
Efter halvanden time, megen tænkning og graven i hukommelsen, ros og respekt hver gang en af os brillerede med et rigtigt svar, som de andre umuligt kunne være kommet på, snak om de fakta, vi blev beriget med og en hel masse hygge, kom vi endelig til dette kort, som vi fik en tier på. Og så fik vi lov til at gå i seng.
