Sommetider vælger Facebook at præsentere dig for emner og opdateringer, du ikke umiddelbart har bedt om. Det kan være, fordi dine venner kommenterer eller reagerer på noget, som Facebooks algoritmer så overfører til din nyhedsstrøm. Derfor havde jeg konstateret, men ikke undret mig over, at Lillian Bondo gennem et stykke tid optrådte ret hyppigt i den strøm af artikler og meninger, jeg dagligt bliver præsenteret for.
Lillian Bondo er jordemoder og formand for Jordemoderforeningen samt medlem af Etisk Råd. Det er sådan set interessante og vedkommende sager, hun interesserer sig for og deler på de sociale medier, og hun virker som et godt og fornuftigt menneske. Pludselig var hun der bare næsten dagligt.
En dag sendte hun mig faktisk en besked.
Øhh nå? Taget med bukserne nede, på en måde. Jeg synes jo, at folk der bare sender venneanmodninger ud til højre og venstre til mennesker, de har læst om eller set i tv og synes, de kender, er latterlige, og jeg har da kun foragt til overs for dem, der gør den slags. Tsk tsk. Og man kommer jo ikke bare til det …!
Men det må jeg jo have gjort. Selv om… jeg har altså IKKE anmodet Lillian Bondo om facebookvenskab! Det har jeg ikke. Uanset hvor pænt hun siger det. For dét gør hun. Siger det i en pæn tone.
Jeg svarede, at jeg ikke ville hende noget, og bad hende skubbe mig til side og gå videre. Med pænere ord.
Der gik et par uger, og så fik jeg selv en uventet venneanmodning fra en tidligere kollegas far, som jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Han var nok kommet til at anmode alle sine datters forbindelser om fb-venskab, tænkte jeg med min nyvundne rummelighed. Jeg afviste hans anmodning og kom til at tænke på, om Lillian Bondo mon også havde fået afvist mig sådan for alvor, for nu, hvor jeg tænkte over det, var hun faktisk slet ikke forsvundet ud af mit feed.
Så jeg skrev en ny besked.
Og hun svarede hurtigt. Måske ville hun også gerne have mig til at gå væk.
Jeg syntes, det var mærkeligt, og gik ind på hendes profil. Og her var det, jeg opdagede, at jeg stod som Following. Endnu en pind til Dumme Mig. For hvordan kunne dét dog være sket, når jeg aldrig bevidst har tænkt “Jeg vil følge Lillian Bondo på Facebook!” – og aktivt sat processen i gang. Men jeg ryddede op efter mig selv og skrev igen til Lillian (som jeg efterhånden via vores næstenvenskab syntes, jeg var på fornavn med).
Hun sendte mig et lykkeligt klistermærke.
Hun kunne være blevet en god ven, men nu tror jeg faktisk, det er lykkedes os at gå hver til sit.
