15. januar 2014 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Sommetider har man brug for at give ting eller begreber et navn, som ikke findes, enten fordi man ikke kender eller kan huske den fællesvedtagne betegnelse, eller fordi et andet ord siger meget mere. Børn og gamle folk er tit gode til det. Her er nogle ord, som ikke findes, men det kunne de ligeså godt have gjort, i hvert fald kan det umiddelbart forstås, hvad de betyder. Alle er sagt af mine egne eller andres børn.
Piphund: egern
Strikkekugle: garnnøgle
Hugøjne: trekantede øjne med spidsen nedad – fx på græskarlygte
Pilesko: meget spidse sko
Stiktus: kaktus
Bærøg: dårlig lugt, man kan blive mødt af på toilettet.
13. januar 2014 | den store bunke |
Jeg så Kender du typen?
Det første lange stykke tid kunne det have været mig. “Vores hovedperson” var en kvinde. Hun boede i en stor lejlighed på øverste etage i en ejendom (godt nok i København, men alligevel) med sine børn. Hun cyklede frem for at tage taxa. Hun var meget loose i sine holdninger. Vi så sønnens værelse, hvor der blandt andet lå værktøj på gulvet, og der var ikke særlig stylet. Jeg har godt nok før set værre rod i børneværelser på min egen adresse, men indtrykket, man skulle have, var, at hun godt kunne lade rodet på børneværelserne ligge og godt kunne lade børnene have deres frirum der uden at gå og rydde op.
Hun var også meget loose i forhold til madlavning. Økologi, “når det er der og ikke koster for meget ekstra” og ellers madvarer uden toptjek. Der var ikke aftensmad på regelrette tidspunkter, og sommetider kunne det godt være rugbrød. Børnene måtte også godt få Nutella en gang imellem. Bare maden sådan overordnet var sund, var der plads til looseness. Og hun syntes, at morgenmad var et af de vigtigste måltider, fordi man skal starte dagen ordentligt.
Indretning var ikke noget, hun gik så meget op i.
Men pludselig var hun 43. Og pludselig læste hun Berlingske i stedet for Politiken. Herefter var der mindre og mindre, jeg kunne sammenligne mig med. Resten var stiletter og læder, Agent Provocateur-undertøj, gourmetlakrids, ugentlig massage til hele familien, temperament, målsat forretning. Nå ja, så kunne hun også sable champagne.
De to livsstilseksperter gættede begge rigtigt.
Hvis det var mig, der havde materialiseret mig ved udsendelsens slutning, ville alle alligevel være blevet vildt forvirrede. Jeg er jo ikke kendt.
12. januar 2014 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Endelig er den stribede pose i hjørnet af køkkenet fjernet. Den med valnødder, som stod der, for at jeg kunne huske lige at få knækket dem, når jeg fik tid. Posen er for længe siden blevet en del af inventaret. Jeg fik aldrig tid.
Men i dag lod jeg, som om det er rigtig sjovt og hyggeligt at sidde og knække valnødder. Viftede lidt skødesløst med en nøddeknækker og gjorde et stort nummer ud af at pille kernen ud af skallen og skille de to halvdele ad. Astrid bed på, og så sad vi en times tid og knækkede og pillede og snakkede. Heldigvis var det hyggeligt. Og heldigvis slap nødderne i posen op, lige da det skulle til at blive kedeligt.
Nu ser der helt tomt ud i hjørnet. Så tomt at man først slet ikke kan forstå, hvad der lige er sket. Hvad er det, der mangler?
Heldigvis har jeg flere valnødder i pulterkammeret, som jeg lige skal se at få knækket, når jeg får tid.
11. januar 2014 | den store bunke |
På den anden side af bygningen overfor min tredjesal ligger en restaurant, hvor børnene får udleveret balloner. For det meste er forældrene gode til at sikre ballon forsvarligt til barn, men af og til ser jeg en løssluppen ballon svæve ensom og målbevidst hen over tagene op mod det uendelige – og så tænker jeg, at der står et skuffet og grædende barn nede på parkeringspladsen.
Nu står der sikkert en hel flok dernede. Og ballonerne er også skuffede, for de blev bremset i deres himmelflugt.
10. januar 2014 | den store bunke |
Jeg boede samme sted de første tyve år af mit liv. Jeg har et barndomshjem.
Mine børn har ikke et barndomshjem. De har mange. Eller ingen. Mit ældste barn boede i Nykøbing Mors det første år af sit liv. Det kan hun ikke huske. I Viborg boede hun med far og mor tre forskellige steder. Det første sted kom en lillebror til, det andet sted kom en lillebror mere til. Så var der et par år i kernefamilie med far, mor og tre børn.
Far og mor blev skilt, og mor har siden boet seks år ét sted og snart seks år et andet sted. Far har efter en første omskiftelig tid på forskellige adresser nu boet over ti år det samme sted.
Det er vel det hus, der kan kaldes den mest stabile adresse i mine børns opvækst.
Hvad gør det ved dem? Er de blevet rodløse eller har det snarere rustet dem til at forholde sig til og indrette sig efter livets forandringer? Jeg tror egentlig det sidste.
Jeg opfatter ikke mig selv som en rodløs eller flakkende person. Alligevel har jeg i tidens løb drevet mine venner ud i at anskaffe nye adressebøger, fordi jeg helt selv havde brugt alle felterne under B ved mine evindelige flytninger. Sådan blev mit liv bare. Efter de første stabile tyve år hos mine forældre på gården drog jeg ud i verden og flyttede hele tiden videre, inden det blev nødvendigt at male. I øjeblikket bor jeg på adresse nummer 13 i mit voksenliv, og det længste jeg har boet ét sted, er seks år.
Min datter lyder ikke, som om hun savner et sted at kunne kalde sit barndomshjem. Det er lidt lige meget, siger hun. Jeg håber, at det er fordi hun har haft det vigtigste omkring sig hele tiden: mennesker og værdier, der vægtede højere end de fysiske rammer.
5. januar 2014 | den store bunke |
Jeg holder Politiken om søndagen. Det er lige den ene dag, jeg kan overkomme at få læst papiravisen. Så vil jeg til gengæld også gerne have den. Egentlig står der i min abonnementsaftale, at den skal bringes helt op på tredje sal og puttes gennem brevsprækken i entredøren, men det har jeg for længe siden opgivet at få håndhævet.
Gadedøren i min ejendom er låst til klokken 6. Kommer avisen inden da, kan avisbudet ikke komme til at smide den i postkassen, som sidder indenfor. Så ligger avisen i en gul plasticpose udenfor på gaden. Så kan jeg være heldig at finde den der. Posen er en ny ting. En god ting. Førhen kunne jeg være heldig at finde en våd avis.
I dag fandt jeg ingen avis. Hverken udenfor eller i postkassen. Eller i en af de andres postkasser. Det er nemlig også før sket, at jeg har kunnet få fat i en flig af min avis i en andens postkasse og har kunne fiske den op. Men ikke i dag. Ingen avis.
Det er sket før. Og jeg har tænkt pyt, for jeg kan også læse søndagsaviserne online. I dag havde jeg allerede været online og igennem det meste af dagens avis, inden jeg kom i nærheden af min postkasse. Men der var artikler, jeg havde bestemt mig for at gemme, til jeg fik papirudgaven i hænderne. Og så besluttede jeg mig for at klage.
Jeg gik ind på Politikens selvbetjeningskundeservice og fandt Reklamationer. Og herfra var det nemt. Jeg var vildt overrasket over, hvor formaliseret et klageskema der er. Og undrer mig over, hvor mange aviser, der ikke når frem til abonnenterne, siden klageservice er så udbygget. Jamen, hvor bliver aviserne af? Hvad gør budene med dem? Eller er der nogen, der hugger vores aviser? Sidder der en morgenfulderik i Viborg og fryder sig med min avis? Og hvis man faktisk får sin avis, behøver man så at være så sippet? Men punkterne er vel på listen, fordi der er abonnenter, som krydser dem af?
Prøv at se alt det, man kan klage over:
Jeg har ikke modtaget min avis
Leveret for sent – ingen forsinkelsesmelding
Dårligt produceret eller mangelfuld Politiken
Avisen var våd
Leveret på måtten – skal igennem brevsprækken
Levér ikke i postkasse – skal helt ind til huset
Levér ikke i p-ks.anlæg – skal leveres på etagen
Politiken skal helt igennem brevsprækken
Politiken skal igennem brevsprækken på etagen
Politiken skal helt ned i postkassen
Modtog forkert produkt – skal have Politiken.
Jeg krydsede af ved første mulighed. Det eliminerede samtidig de resterende valg.
Gad vide, om jeg vinder noget.
