31. oktober 2015 | den store bunke |
Det er ikke ret tit, man ser et skilt med dette forbud. Det er ikke ret tit, nogen får den tanke overhovedet at kravle op på en livmoder. Jeg kan ikke komme i tanker om andre situationer end netop i udstillingen Ægløsninger på Steno Museet i Aarhus, som jeg så sammen med mine voksne børn. Udstillingen handler om at få børn med teknologien. Det er nemmest bare at citere fra museets hjemmeside:
“Udstillingen handler om det gode, som teknologien har ført med sig. Prævention har minimeret angsten for uønsket graviditet, og kunstig befrugtning har givet barnløse par deres ønskebørn. Men udstillingen handler også om den tvivl, som ny teknologi fører med sig: Hvem skal have ret til kunstig befrugtning? Ønsker vi at vide, om vi har en arvelig sygdom i familien, og skal det være tilladt at klone mennesker?
Udstillingen kombinerer scenografi og udstilling af museumsgenstande. Den indeholder interaktivitet og formidling med levende billeder, lyd og tekst.
Der er en dejlig blød livmoder, man kan kravle ind i, en kondomautomat, der fortæller historier og en digital mikroinsemination. I et “moderskab” kan både mænd, kvinder og børn blive gravide, eller i det mindste føle hvordan det er at bære rund på en stor mave. Der er en tegnefilm om kloning og endelig kan du se en vaskeægte, udstoppet klonet gris.”
Børnene syntes i øvrigt, der var hyggeligt inde i livmoderen.
Den udstilling var bare en blandt mange på videnskabsmuseet, og vi nåede ikke det hele. Vi må komme igen. Det er et fint sted, og det er kun et tilfælde, at jeg ikke har været der før. Anbefalingen er hermed givet videre. Gode oplevelser for 30 kroner. Men kravl nu ikke op på livmoderen.
Fra en anden udstilling: Et redskab til at kopiere en tegning i formindsket udgave
6. juli 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Christiansfeld er blevet optaget på UNESCOs prestigefyldte verdensarvsliste over steder, som har enestående betydning for menneskeheden og bør bevares. Det er godt gjort, og jeg var selv begejstret og imponeret over byen og dens historie, da jeg var der for et par år siden. Jeg fortalte om det her.
Jeg har lige set en reportage i fjernsynet om byens fejring af optagelsen på UNESCOs liste, med borgmesteren med guldbutterfly og verdens største honningkage og stor glæde og stolthed. Helt obligatorisk spurgte journalisten også et barn i en flok, om han vidste, hvorfor byen festede. Det gjorde han, og efter et stykke tid kom han også i tanker om det: “Det er, fordi vi er kommet på ANEKSOs seddel!”
7. marts 2014 | den store bunke |
Hvordan ved man, at tiden er inde til at holde op med at købe vinterstøvler til sine børn? Dét står ingen steder i forældremanualerne, og gennem årene, i takt med at fødderne vokser, køber man sig fattig i ordentlige støvler, vinter efter vinter. Mærkevarer og dyre, fordi det er hvad man kan få og stadig have nogenlunde god ergonomisk samvittighed. Sommetider kan børnene arve efter hinanden, men det er jo heller ikke rigtigt – undskyld mig – gangbart, for de sarte barnefødder skal ikke gerne formes af storesøsters eller storebrors plader. Så de skal have nye støvler. Alle tre. Til flere hundrede kroner stykket. Hvert år.
De to store sagde efterhånden fra. De gad dem ikke. Trigger og Bundgaard og hvad de hed dengang blev dømt usmarte og pinlige. Der var ikke rigtig nogen alternativer, som fandt nåde, så vintrene blev – undskyld mig – gået i møde i Converse Allstars og kondisko. Så måtte de også bare selv om det, børnene, og til orientering – og egen efterretning – har de tilsyneladende ikke taget skade.
Yngsten sagde ikke fra. Ikke verbalt, i hvert fald. Men han udviste heller ikke begejstring over de nyindkøbte gode vinterstøvler. Slet ikke, faktisk, og det var aldrig dem, han valgte når han skulle i skole om morgenen. Forløbet beskrives egentlig meget godt af mine Facebookopdateringer i den periode:
30. november: droppede løbeturen og tvang yngste søn med ud at købe vinterstøvler – det var næsten en større kraftanstrengelse.
1. december: får det direkte tilbage i ansigtet: Yngste søn med sarkasme i stemmen: “Løber du? Så skal du tage dine vinterstøvler på!!”
2. december: er fuld af mystisk! I morges lod de meget omtalte vinterstøvler sig ikke finde trods omfattende leden. Enten har jeg fostret århundredets skuespiller eller også er der nisser på spil. Hvor store fødder har nisser egentlig?
Så dukkede de pludselig op, da vi ledte efter noget andet. I nederste skrivebordsskuffe! Det sygeste sted, med ejermandens egne ord. Fuld af fortrængninger var han også: “Jeg kan ikke huske det! Jeg må have gjort det på et tidspunkt, hvor jeg var rigtig sur på dem”.
Så fattede jeg budskabet. Han ville ikke have dem. Det er godt tre år siden, og siden har han klaret de vildeste frostdage og fimbulvintre i stofsko og den lærredsjakke, han kalder ’min presenning’. Så må han altså selv om det.
15. januar 2014 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Sommetider har man brug for at give ting eller begreber et navn, som ikke findes, enten fordi man ikke kender eller kan huske den fællesvedtagne betegnelse, eller fordi et andet ord siger meget mere. Børn og gamle folk er tit gode til det. Her er nogle ord, som ikke findes, men det kunne de ligeså godt have gjort, i hvert fald kan det umiddelbart forstås, hvad de betyder. Alle er sagt af mine egne eller andres børn.
Piphund: egern
Strikkekugle: garnnøgle
Hugøjne: trekantede øjne med spidsen nedad – fx på græskarlygte
Pilesko: meget spidse sko
Stiktus: kaktus
Bærøg: dårlig lugt, man kan blive mødt af på toilettet.
11. december 2013 | den store bunke |
Da børnene var små, brugte vi i julegaveindkøbstiden skemaer med navnene på gavemodtagere på den ene led og gavegivere på den anden led og krydsede af, efterhånden som gaverne var ordnet. Jeg gætter på, at der hvert år i december krydses af på tusindvis af den slags diagrammer rundt omkring i de små hjem.
Da vi fik barn nummer tre, udløste det 15 ekstra gaver, jeg skulle sørge for. Ét barn! Det indså jeg heldigvis først, da han var kommet.
Til jer, der fedter rundt med skemaerne endnu: Der kommer en tid, hvor børnene kan selv.
Oh, joy.
