Jeg boede samme sted de første tyve år af mit liv. Jeg har et barndomshjem.
Mine børn har ikke et barndomshjem. De har mange. Eller ingen. Mit ældste barn boede i Nykøbing Mors det første år af sit liv. Det kan hun ikke huske. I Viborg boede hun med far og mor tre forskellige steder. Det første sted kom en lillebror til, det andet sted kom en lillebror mere til. Så var der et par år i kernefamilie med far, mor og tre børn.
Far og mor blev skilt, og mor har siden boet seks år ét sted og snart seks år et andet sted. Far har efter en første omskiftelig tid på forskellige adresser nu boet over ti år det samme sted.
Det er vel det hus, der kan kaldes den mest stabile adresse i mine børns opvækst.
Hvad gør det ved dem? Er de blevet rodløse eller har det snarere rustet dem til at forholde sig til og indrette sig efter livets forandringer? Jeg tror egentlig det sidste.
Jeg opfatter ikke mig selv som en rodløs eller flakkende person. Alligevel har jeg i tidens løb drevet mine venner ud i at anskaffe nye adressebøger, fordi jeg helt selv havde brugt alle felterne under B ved mine evindelige flytninger. Sådan blev mit liv bare. Efter de første stabile tyve år hos mine forældre på gården drog jeg ud i verden og flyttede hele tiden videre, inden det blev nødvendigt at male. I øjeblikket bor jeg på adresse nummer 13 i mit voksenliv, og det længste jeg har boet ét sted, er seks år.
Min datter lyder ikke, som om hun savner et sted at kunne kalde sit barndomshjem. Det er lidt lige meget, siger hun. Jeg håber, at det er fordi hun har haft det vigtigste omkring sig hele tiden: mennesker og værdier, der vægtede højere end de fysiske rammer.
