Sommetider har man brug for at give ting eller begreber et navn, som ikke findes, enten fordi man ikke kender eller kan huske den fællesvedtagne betegnelse, eller fordi et andet ord siger meget mere. Børn og gamle folk er tit gode til det. Her er nogle ord, som ikke findes, men det kunne de ligeså godt have gjort, i hvert fald kan det umiddelbart forstås, hvad de betyder. Alle er sagt af mine egne eller andres børn.
Piphund: egern
Strikkekugle: garnnøgle
Hugøjne: trekantede øjne med spidsen nedad – fx på græskarlygte
Pilesko: meget spidse sko
Stiktus: kaktus
Bærøg: dårlig lugt, man kan blive mødt af på toilettet.
“ka `vi så få ro ” planten : husfred
Ja, den er en klassiker.
Jeg har prøvet. Jeg har virkelig prøvet. Men jeg _forstår_ ikke “piphund”..?! Hvorfor “pip-“? Fordi egernet klatrer i træer? Men … det gør hunde jo ikke? Og et egern ligner slet ikke en hund..?!
Hugøjne, pilesko og stiktus er herlige! Jeg har mange pilesko; de klæder fødderne, men ser sikkert drabelige ud med børne(og mande-, siges det)øjne …
Piphunden var en meget lille piges forsøg på at kategorisere et ukendt væsen ud fra de begreber, hun havde til rådighed. Hun så et egern i et træ, grundede længe i tavshed og lyste så op: “En piphund!!”. Hun har tydeligvis hørt for mange af de velmenende dyrenavne, som nogle voksne udstyrer små børn med: pipfugl, vovhund, rapand … I min verden hedder det fugl, hund, and. Punktum. Børnene kan lige så godt lære det rigtigt fra starten.