Plinnnggg!

ide

Jeg får så mange ideer, når jeg kører hjem fra arbejde. Til kommende blogindlæg, til indkøbssedlen, til hvad jeg skal foretage mig, når jeg kommer hjem. Desværre kan jeg kun huske maksimalt tre ting ad gangen. Forestil jer lige, hvad der sker, når jeg kommer i tanker om to gode emner til bloggen, tre pligter hjemme og fire ting, vi mangler i husholdningen.

Så hvis der er kedeligt på bloggen og mit hjem flyder, skyldes det sikkert, at jeg både skal købe havregryn, te og mel.

Jeg burde virkelig have en agentmikrofon i kraven, så jeg kunne indtale stikord til mig selv.

Hvorfor hedder det ikke …?

Sommetider har man brug for at give ting eller begreber et navn, som ikke findes, enten fordi man ikke kender eller kan huske den fællesvedtagne betegnelse, eller fordi et andet ord siger meget mere. Børn og gamle folk er tit gode til det. Her er nogle ord, som ikke findes, men det kunne de ligeså godt have gjort, i hvert fald kan det umiddelbart forstås, hvad de betyder. Alle er sagt af mine egne eller andres børn.

Piphund: egern

Strikkekugle: garnnøgle

Hugøjne: trekantede øjne med spidsen nedad – fx på græskarlygte

Pilesko: meget spidse sko

Stiktus: kaktus

Bærøg: dårlig lugt, man kan blive mødt af på toilettet.