11. januar 2014 | den store bunke |
På den anden side af bygningen overfor min tredjesal ligger en restaurant, hvor børnene får udleveret balloner. For det meste er forældrene gode til at sikre ballon forsvarligt til barn, men af og til ser jeg en løssluppen ballon svæve ensom og målbevidst hen over tagene op mod det uendelige – og så tænker jeg, at der står et skuffet og grædende barn nede på parkeringspladsen.
Nu står der sikkert en hel flok dernede. Og ballonerne er også skuffede, for de blev bremset i deres himmelflugt.
4. december 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De var ikke værd at vente på, de ægte kastanjer fra svinget i Milones på Kreta.
De var ellers så fine, og vi ville vente med at spise dem, til alle rejsekammeraterne var samlet. Det kunne blive i lørdags. Jeg gjorde, som de fleste opskrifter var enige om er den rigtige måde. Skar et kryds i skallen og ind i ovnen med dem. Vi havde smør og salt og godt med forventning.
De var hårde som sten. KLONK, sagde det, når vi tabte en på gulvet. Og det gjorde vi flere gange, for de smuttede, når vi prøvede at pille skallen af. “Men det smager godt”, sagde de andre, når de var heldige at få gravet noget spiseligt frem. Mig lykkedes det ikke at skaffe en eneste lille smagsprøve at putte i munden. Jeg turde ikke risikere mine tænder. Så jeg ved ikke, om de smager godt.
Jeg ved ikke…, jeg havde forestillet mig noget blødt nøddeagtigt, som var så varmt, at smørret smeltede, og som lige skulle have et lille drys salt, og så skulle man sippe lidt rødvin til.
Det var varmt. Og der var rødvin. Derudover er noget gået galt siden midt i oktober. Jeg havde googlet mig frem til, at de kunne holde sig længe, når de blev opbevaret rigtigt, og det mener jeg, at jeg gjorde. Men den, der gemmer til natten, gemmer til katten, siger et gammelt ordsprog (og min mor), og næste gang vi har kastanjer fra vejsvinget i Milones, spiser vi dem altså med det samme. Vi vil godt prøve rigtigt.
Se, hvor de kæmper!
