25. september 2017 | den store bunke |
Trofaste læsere her på domænet – og andre gode mennesker ude i det virkelige liv – vil vide, at det var i april dette år, vi indtog rækkehusidyllen. Folk, der følger lidt med tiden, ved, at vi nu skriver september.
Da vi flyttede ind, pakkede vi ud og ud og ud, og vi borede og skruede og indrettede. Indtil vi pludselig fik travlt med hverdag og arbejde og fester og ferie og hverdag og arbejde igen. Så stoppede indretningen. Alle vores mange billeder står op ad væggen i et hjørne af stuen.
Forleden opfordrede det ene barn os til snart at få hængt de billeder op. Få dage efter spurgte det andet barn, hvor længe vi egentlig har boet her, og fortsatte efter svaret “Fem en halv måned” med “… og vi har ikke fået hængt billeder op endnu!”.
En af grundene til, at skilderierne stadig står i hjørnet, er, at vores vægge slipper op længe før vores billeder, så der skal vælges, dels hvilke der skal op, og dels hvad der skal ske med dem, der ikke finder fælles nåde. Resten er vel bare distraktion og andre prioriteringer.
Når begge børn uafhængigt af hinanden kommenterer og synes, at der snart skal ske noget med depothjørnet, må vi nok tage det til efterretning og få noget til at ske.
Især fordi jeg erfarede hos frisøren i dag, at et af børnene havde siddet i samme stol med saksen i håret tidligere på dagen – og også dér havde nævnt den manglende ophængning. Jeg forklarede vores udfordring med for få vægge og for mange billeder, hvilket fik frisøren til at gå hjælpsomt ind i problemløsningen og foreslå efter en kort betænkningstid: “Men har I ikke en gang? Kan der ikke hænge nogle dér så?!”
Og når det nu også er nået frisøren, ved man aldrig, hvornår hele byen er orienteret og kommer anstigende for at hjælpe med at vurdere, hvilke kunstneriske hjørner og kroge, der kan inddrages.
Vi må hellere få fingeren ud, montere det kritiske øje og selv tage affære.
1. september 2017 | den store bunke, Over aftensmaden |
Jeg fik en bogstavtavle i fødselsdagsgave. Morten har næsten gjort det til en tradition jævnligt at finde en særlig ting til mig, der har med ord og bogstaver at gøre. Forrige jul var det et typodarium, og sidste jul fik jeg det, der nu er mine signaturøreringe. Denne gang kom den særlige gave allerede til min fødselsdag.
Jeg ville gerne have, at den ikke bare blev brugt som en opslagstavle, hvor alle kunne skrive ’jeg elsker ost’ eller ’prut’ eller opskriften på agurkesalat. Den har kaldt på en særlig tekst. Den har jeg fundet på nu, og tavlen er hængt op, hvor den skal være.
Sætningerne rummer det, jeg synes favner os, vores aftensmåltider og de værdier, jeg altid har prøvet at leve efter. Vi kommer næsten altid vidt omkring i samtaleemnerne, mens vi sidder og spiser, og de fleste dage går vi berigede fra bordet, fordi vi har givet os tid til at følge hinandens associationer og komme uventede steder hen. Jeg er vild med det.
I aften var vi for eksempel omkring uheldige musiske udfoldelser. Som da man ved en medaljeceremoni i Kuwait kom til at spille parodien af Kazahkstans nationalmelodi fra filmen Borat … ”Kazahkstan’s prostitutes the cleanest in the region…” . Eller dengang de ved en fejl spillede Der er et yndigt land for Alberto Contador, da han vandt Tour de France 2010. Og da et ægyptisk blæseorkester lød som en parodi på musikskolens første årgang og fik pint al ynde og pragt ud af den russiske nationalhymne foran en mere end sammenbidt Putin. Vi rundede også lige ænders forplantningsorganer.
Måske gav denne aftens omveje os ikke storslået, klassisk dannelse, men vi blev klogere på YouTube og på, hvordan man håndterer musiske kiks – eller ikke gør det.
Tavlens visdom er i hvert fald eviggyldig, og jeg har selv fundet på de kloge ord.
14. april 2017 | den store bunke |
Nogle er sikkert kede af det aktuelle påskevejr og ville gerne have haft sol og læ og udelivsmuligheder.
Jeg elsker det. For mig kan det regne og blæse og gøre præcis, som vejret selv vil. Det betyder bare, at jeg helt uden dårlig samvittighed kan koncentrere mig om ét eneste projekt: At pakke ud.
Det var egentlig meningen, at jeg ville trække en dag eller halvanden ud af flyttemenageriet for at tage i kolonihaven og lægge kartofler og sætte løg. Det kommer ikke til at ske. Man har oven i købet truet med nattefrost i starten af næste uge, og så lægger kun en tåbe da noget i jorden. Vi skal såmænd også nok nå at få kartofler i år uden at være den grønneste mælkekasse i haveforeningen. Eller noget.
Jeg bliver hjemme ved mine papkasser.
I går brugte vi dog dagen på at besøge min mor på Fyn. Det var hyggeligt, hun var glad, vi var glade, og nu kan vi – også med god samvittighed – tilbringe resten af påskeferien hjemme på matriklen med værktøj og rod og det store overblik. Samme overblik forsvandt ret hurtigt i en unummereret flyttekasse inde på Vestergade, men nu er det heldigvis dukket op igen, og jeg holder fast i det, så det ikke løber fra mig igen.
Hvad jeg ikke holder fast i, er den daglige aftencykeltur, som vi snakkede om en af de første dage. Så jeg kunne få trænet og hærdet haleknoglerne, inden jeg i næste uge skal begynde at cykle på arbejde. Det er jo ikke vejr til det, og knoglerne skal nok vænne sig til sadlen på min nye cykel med tiden alligevel, og hvornår jeg har ondt i røven, er underordnet i det lange løb.
Hvis folk vil mig noget, må de komme og ringe på. Det sker faktisk. I forgårs ringede vores ven Louise på med en ordentlig skålfuld tomatsuppe, brød og ost “til en dag, vi ikke orkede at lave mad”. Det var vi virkelig glade for i aftes, da vi kom hjem fra Fyn. Lækkert, lækkert var det. Og sidst på eftermiddagen i dag ringede naboerne på vores dør og var inde og få en kop kaffe. Det var hyggeligt, og det viste sig til min store begejstring, at naboens far er den repræsentant, som kom og solgte tegneartikler på flere af mine tidligere arbejdspladser. Det var et sjovt tilfælde, synes jeg.
Men hvis jeg skal referere, hvad jeg ellers har brugt dagen på, fylder det ikke ret meget. Vi har sorteret og katalogiseret bøger i et – vi kan kalde det analogt dataflet. Mine bøger og Mortens bøger blev alfabetiseret ind i samme reol, en øvelse vi ikke foretog, da vi flyttede sammen. Men nu! Tiden er egentlig løbet fra papirbøgerne, vi lytter jo begge fortrinsvis lydbøger, men jeg har svært ved at forestille mig at bo uden bøger, så dem har vi fundet plads til i en stor reol ovenpå. De står nu i stringent alfabetisk orden. Jeg er svært glad for resultatet, men det er altså (kun) det, jeg har bedrevet i dag.
Den spændende fortsættelse følger, når stablen af tømte kasser når nye højder.
12. april 2017 | den store bunke |
Det går godt i sydbyen. Vi er ved at vænne os til huset og dets lyde. Der er fremmede knirke- og puslelyde fra væggene, og det der lyder som om nogen lister rundt på førstesalen er for eksempel en radiators hemmelige signaler om et eller andet. Det er jeg meget lettet over. Det kunne have været et spøgelse. Forleden nat brasede bunden ud af dobbeltsengen, der efterhånden havde været skilt og samlet så mange gange, at skruerne ikke længere kunne bære. Det gav ikke bare en lyd, men et gedigent brag. “Det ligner en krybbe”, sagde Lasse, da jeg viste ham vores sovevilkår den næste dag. Nu har Morten repareret og forstærket og understøttet, og det vil formodentlig aldrig ske igen. Aldrig.
Vi endte med at bruge 108 flyttekasser – jeg havde kalkuleret med 120, så det var jo langt lykkeligere end forventet, og en hurtig optælling af stablen af tømte kasser på stuegulvet viser, at 46 er pakket ud nu. Min tid går med at tømme kasser og indrette, fordele og finde plads til alt det, der endnu ikke ved, hvor det skal være, og dagene løber lidt i ét. Når jeg dagligt taler i telefon med min mor, er vi mere på samme niveau, end vi plejer at være. Ingen af os er knivskarpe på, hvilken ugedag det er, eller hvad klokken er blevet, eller hvornår vi snakkede sammen sidst. Det ændrer sig formodentlig igen.
Flyttedagen i lørdags gik som forventet over al forventning. Klokken 7.30 lørdag morgen kørte flyttebilen ind i Vestergade, og 16-17 gode folk, der godt gad bruge nogle timer på at hjælpe os, stod klar til at tage fat. Tre-fire timer senere var alt flyttet, og vi sad allesammen i stuen på den nye adresse og spiste byg-selv-bøfsandwich, som en anden god ven havde kokkereret som sit bidrag til flyttefesten. I al beskedenhed er vi ret gode til at organisere en flytning, og mindst lige så vigtigt: vi har nogle virkeligt gode venner.
Her bliver så godt. Køkkenet er som det eneste stort set færdigt. Alle skuffer og skabe er fyldt, og det har vist sig, at vi også godt kan navigere og lave mad i det. Stuen roder helt vildt. Det samme gør bryggerset, og jeg er ikke begyndt at lede efter vasketøjskurven endnu, for der er ikke rigtigt plads til tørrestativet nogen steder. Astrid var effektiv med at få pakket sine ting ud, og hendes værelse er faktisk færdigt. Det samme kan man ikke sige om resten af overetagen. Kasserne tårner sig op, og vi har ikke fået lagt noget af vores tøj på plads endnu. Eller tømt kasserne med badeværelsesting, eller alle bøgerne. I kontoret, som jeg forventer mig meget af, sidder vi mellem kassetårne og løse ledninger og arbejder, og det kan man sagtens. Værksted og skur er nøjagtigt lige så kaotiske som i lørdags, hvor alt bare blev stuvet ind i fuldstændig vilkårlig uorden. Det løser sig.
I mellemtiden glæder vi os over de små hjørner, som er færdige.
Og vender det blinde øje mod de hjørner, der ikke er.
4. november 2015 | den store bunke |
Da vi flyttede ind i lejligheden med højt til loftet og udsyn til himlen, havde vi flere arbejdspladsplaceringer i spil. Hvilket hjørne, hvilket rum? Vi endte med at sætte arbejdsbordet i soveværelset, som er stort og rummeligt, så der har vi to fine arbejdspladser ved siden af hinanden. Der er masser af stikdåser til alle vores gadgets, gode arbejdslamper, gode kontorstole, fred og ro.
De pladser bruger vi til at stable papirbunker, lægge ting, som er i transit, og slænge tøj, som ikke er helt modent til vasketøjskurven. Der er faktisk sjældent plads til laptops. Der er også tit for koldt i rummet.
Der er meget hyggeligere i køkkenet, jo. Det store lyse rum, som er omdrejningspunktet i de fleste aktiviteter. Hvor vi samles, laver mad, spiser, snakker, opholder os, går igennem næsten uanset hvor vi er på vej hen i lejligheden. Vores computere ender næsten altid i den ene ende af det lange spisebord – så der stadig er plads til at spise i den anden ende. Stolene er uegnede som kontorstole, og der er ingen fred og for få stikkontakter. Men der er varmt og hyggeligt. Sommetider er der også blomster.
