Da jeg støvsugede i dag, manøvrerede jeg igen udenom papirposen med valnødder, som står i køkkenhjørnet.
Hvor længe har den egentlig stået der?
Engang for så længe siden, at det fortaber sig i fortidens slør, hentede jeg posen i pulterkammeret, hvor den har hængt i endnu længere tid. Måske to år? Tre? Valnødderne kommer fra mine forældres valnøddetræ, men det er to år siden min mor flyttede fra huset, hvor træet står, og endnu længere siden min far kunne sanke valnødder.
Nå.
Men siden de nødder er så gamle, at jeg knapt ved, om de er tørret helt ind, og hvor længe kan valnødder egentlig blive ved med at virke, tog jeg dem ind i køkkenet for at knække hele molevitten, når jeg havde noget tid, jeg ikke skulle bruge til noget andet. Den slags tid har jeg tilsyneladende ikke haft endnu. Og nu står den der bare, posen, og er blevet en del af interiøret, som jeg bare har vænnet mig til.
Det sker tit for mig.
Engang flyttede jeg og min veninde ind i en lejlighed. Spisebordet vippede, og vi lagde en sivmåtte under det ene ben, indtil vi fik gjort noget andet. Vi støvsugede troligt rundt om og i sivmåtten, og efterhånden så vi den kun, når vi havde gæster, som ikke havde været der før. Vi fjernede den først, da vi flyttede fra lejligheden tre år senere.
Trackbacks/Pingbacks