4. januar 2014 | den store bunke |
Lillejuleaftensdag fulgte jeg en spontan indskydelse og gik ind i en garnforretning og købte fire nøgler strømpegarn i pæne jagtfarver, gik hjem og pakkede dem ind og satte Til Morten fra Birgitte-kort på.
Juleaften pakkede han gaven ud og var lutter måben. Mest, tror jeg, fordi han ikke umiddelbart kunne se hensigten; hvad skulle han med garnet? Strikke noget? Hækle? Sættes på prøve?
Men med i gaven var pakket et usynligt løfte om, at jeg ville gøre et par sokker af garnet. Jeg havde endda taget strikkepindene med på juleferie. Men det var nu først i de mange dovne hjemmejuleferiedage, jeg fik slået masker op og kom i gang. Og nu er de færdige. Han skal ej længere døje med kolde fødder.
3. januar 2014 | den store bunke |
Jeg laver aldrig nytårsforsætter. Så enkelt er det.
Der er ingen grund til det. Man kan ændre sit liv – eller mindre ting – på et hvilket som helst andet tidspunkt af året. Midt i marts, for eksempel. Eller til pinse. Eller lige efter den nationale flagdag.
Hvis man lægger ud med en hel masse gode og mere eller mindre umulige forsætter fra starten af januar, er der større sandsynlighed for, at man er ked af det i slutningen af januar. Januar er i forvejen lang. Men tænk så at trække den endnu længere ud ved at pine sig med diæter og må-ikke og lad-være-med og en masse andre askeser. Ja, jeg gider ikke.
En enkelt gang syntes jeg, at jeg ville prøve at sætte mig noget for ved nytår. Jeg ville være mild og god. Det faldt sikkert allerede til jorden under oprydningen efter nytårsfesten. Eller få dage efter. Jeg husker det ikke, for det var ikke vigtigt.
I øvrigt skal man aldrig ændre mere end én ting ad gangen, uanset om det er januar eller juli. Ikke holde op med at ryge OG spise sundere OG motionere mere OG sætte sig ind i EU-traktaten samtidig. Det er dømt til at mislykkes. Og der er ingen grund til at invitere nederlaget indenfor med en skriftlig invitation.
Så vil jeg egentlig hellere gøre med målsætninger og livsstilsændringer, som jeg tit gør med to-do-lister: Gøre tingen først, dernæst skrive det på listen og straks sætte flueben.
Ja, det er da bare små tips til øget velvære.
Men altså, det er med vilje, ingen har hørt mig synge skønsange om alt det, jeg vil gøre. Og det er derfor, jeg ikke har været ude at løbe endnu, og derfor jeg stadig spiser Quality Street og vaniljekranse. Det skulle jo nødigt se ud, som om jeg har nytårsforsætter.
2. januar 2014 | den store bunke |
Hele juleferien har jeg opholdt mig i en verden af blødt. Jeg er stået ud af sengen og har taget blødt på. Jeg har syslet lidt rundt og siddet eller ligget i sofaen, været meget lidt udgående, bortset fra juleaften, juledag og nytårsaften. Jeg har nydt, nydt, nydt, at jeg ikke havde ret meget, jeg skulle.
I dag var første arbejdsdag efter ferien, og jeg har været ude og møde samfundet. Jeg har bevist, at jeg kunne komme tidligt op og skifte til noget tøj, som samfundet kunne holde ud at se på.
Her ligger min ham.
Fjällräven Frost sweater i blød lammeuld, som jeg fik i julegave. Den har jeg også haft på ude i verden i dag. Den kan verden godt holde ud at se på. Skal I have link? Her: fjallraven.dk/frost-sweater
Patrick fleecebukser. De må ikke komme ud i samfundet. Allerhøjst ned og tømme postkassen, men ikke uden for gadedøren. For ni år siden købte min veninde dem for mig, og på det tidspunkt skulle de kun opfylde ét eneste krav: en voldsom benvidde. Jeg havde revet akillessenen over og var påmonteret en walker hele døgnet de første tre uger og kunne ikke få noget almindeligt tøj over foden. Jeg havde egentlig glemt, at jeg havde dem, men har nydt gensynet her i ferien. Som det ses, har de stadig betragteligt brede ben.
Nye bløde hjemmefutter, også en julegave. De ligner store nullermænd indhyllet i støvede spindelvæv, lidt samme farve som de store spindelvæv, der hang fra bjælkerne i laden hjemme på gården, men det skal man ikke lade sig narre af. De er dejlige! Og varme! De kommer fra et sted, der hedder Bedroom Athletics. Jeg var nødt til at google det, men det er altså ikke mere kinky end forhandling af hjemmesko og nattøj.
Nu er jeg hjemme igen….
1. januar 2014 | den store bunke |
Jeg har holdt mandtal, tjekket med hele min flok og med tilfredshed konstateret, at alle har alle lemmer og sanser i behold og er uden nævneværdige tømmermænd.
På torvet i nat var nogle af os tæt på at komme på tværs af noget voldsomt knaldfyrværkeri, som en gruppe unge hjernedøde knallerter kastede i vores retning. Heldigvis sprængte det nogle meter fra os – og ikke på os – og efterlod os ’bare’ med ringen for ørerne og prædikatet “gamle røvhuller med rynker”, da vi forskrækkede råbte deres uansvarlighed i ansigtet på dem.
Således kan vi konstatere, at vi er kommet godt ind i et endnu et år, og at den største skade er forvoldt af nogle mere harmløse knallerter. Dem man trækker i, så det siger bang, og man får en lille kinesisk plastikdims, et ordsprog og en krone af silkepapir. Kronen lå champagnevædet natten over på et sofabord, der i langvarig mangel på sæbeskuring sukkede efter væde og lykkeligt sugede til sig. Måske bliver 2014 året, hvor bordet alligevel skal slibes ned og behandles med sæbe eller maling eller noget.
Et andet bord – mit arbejdsbord – fik en uventet makeover på årets første dag. Den Dynamiske Duo trængte til at holde sig i gang og rådede bod på min flere år gamle nærighed. For tynd spånplade, for spinkle ben, for korte skruer. Længe har der drysset skruer ud, og kun det faktum, at der er hele seks ben, har holdt det stående, men bestemt ikke i ro. I dag blev det klodset op og fik længere skruer og større stabilitet. Tak, Batman og Robin.
Ellers sker der absolut ingenting i dag. Det er rart.
27. december 2013 | den store bunke |
Min mor delte ud af sine smykker denne jul. Hun kan ikke længere tåle metal mod huden, siger hun. Hun fik samtidig en ny perlekrans i julegave, så helt pyntløs bliver hun ikke.
Hun havde samlet sammen fra gemmerne og fremlagde – ja, jeg er fristet til at sige en perlerække af fine ting, forholdsvis nye og meget gamle. Dog ingen perler. Egentlig synes jeg, at jeg allerede har arvet nogle rigtig fine gamle smykker, som jeg er glad for, og jeg stod ikke lige og manglede noget. Men jeg fik alligevel noget historie og affektionsværdi med hjem.
Denne ring og armlænke fik min mor i konfirmationsgave i 1940. Hun fik en del smykker til sin konfirmation, og dette sæt er fint, synes jeg. Det har hendes storesøster også syntes, for mor fortalte, at de engang var uenige om et eller andet, og indtil spørgsmålet kunne blive afklaret, mente søsteren, at mor skulle sætte ringen og armbåndet som pant. Smart, søster! Havde mor vundet, kunne hun have fået lov at beholde sine egne smykker. Men lillesøster var også smart og gik ikke med på den deal. Der mangler en lås på armlænken, det får jeg min smykkepusher til at kigge på, og så kan jeg sagtens forestille mig at gå med det.
Historien om dette armbånd er lidt mere uklar. Mor mener, at det er hendes mormor, altså min oldemor, som var den første ejer. Noget med at have fået det et sted, hvor hun tjente. Jeg kunne sagtens digte en sød historie om et herskab, som var så glad for pigen, at de gav hende et fint smykke i gave, men jeg ved det ærlig talt ikke. Gammelt er det i hvert fald. Og fint. Det er nok lige det armbånd, som skal gå videre til min egen datter engang. Jeg kan ikke helt greje, hvilket metal det er. Det er let rødligt. Det kan min smykkepusher også få lov at kigge på.
26. december 2013 | den store bunke |
Jeg har julet og pakket gaver ud tre dage i træk. Det har det med at sprede sig over flere dage, når der er forskellige familiekonstellationer i spil, og man stadig gerne vil se på, mens gaverne pakkes ud. Jeg har nydt det. Men nu nyder jeg andenjuledag på tredjesalen med mig selv i det allerlaveste gear, jeg har kunnet finde. Det er også velsignet.
Jeg har fået fine gaver, og nogle er taget i brug. For eksempel sidder jeg og skriver på mit nye tastatur til iPad’en, mens jeg har den fedeste varme Fjällräven sweater og bløde, bløde hjemmefutter på, og jeg drikker dejlig Chaplon bjergblomstte af mit fine krus.
Imens synger Thomas Helmig for mig – han har nu været i huset længe – og adventslysene giver varme og stemning til avislæsning, sokkestrikning (Morten fik sokker, som slet ikke findes endnu), Wordfeud og en dag, hvor der ikke er andre pligter end at nyde.
Ahh.
