27. januar 2019 | den store bunke |
Måske sidder der læsere ude i landet, som ikke har sovet godt i flere uger, fordi de spekulerer på, hvordan det så gik med den der mus. Fik vi den? Huserer den endnu? Er jeg stadig udelukket fra tøj og tasker? Ubesvarede spørgsmål er der nok af, og jeg tager helt på min kappe, at de stadig er … ubesvarede.
Om lidt ved I det.
Vi fik den. En dag lå den død derinde på gulvet. Det var modige mig, der opdagede det. Jeg lindede akkurat så meget på døren, at mit ene øje kunne arbejde, og så så jeg den. Jeg lukkede døren igen og skrev en oplysende besked til Morten om, hvilken opgave der ventede ham, når han kom hjem.
Jeg har hørt, at den foretog sin videre rejse i en blå plastikhandske.
Så ja. Jeg har indtaget mit pulterrum igen. Næsten. Vi ved jo ikke, om musen har familie.
23. januar 2014 | den store bunke |
Det er ikke kun ti år senere, det er snarere tolv eller fjorten. Og det er på tide.
Jeg har kigget et par kasser med godt halvandet hundrede lp’er igennem. Det er lydsporet til mine 80’ere og 90’ere. Siden har jeg bragt de to tunge kasser med på min vej og flyttet dem fra den ene skunk til det andet pulterkammer, for da var cd-afspilleren kommet og havde taget grammofonens plads. Og jeg har ikke savnet dem, så nu er det på tide, at vores veje skilles.
Ten Years After-pladen er en af dem. Der er en god blanding af egenkøbte plader, daværende partners indkøb og tilfældige lodtrækningsbunker på hans arbejdsplads, som hvert år til jul fordelte årets indkomne anmeldereksemplarer af bøger og plader mellem medarbejderne. Noget af det er ringe, andet er guld, og alt hvad der er guld har jeg digitalt. Jeg har heller ikke længere nogen pladespiller, og derfor behøver lp’erne og jeg ikke at følges mere.
Det gav mange minder og en glad og nostalgisk følelse i maven, da jeg så dem igennem. Mange fester, mange hverdage, megen skrålen med, mange steder vi ikke måtte hoppe når vi dansede, for så hoppede pickuppen også, og vi kendte hvert et hak, der alligevel var kommet i vinylen, og vidste hvornår nålen ville fortsætte i samme rille, indtil vi gad gå hen og flytte den.
Det her var en af mine yndlingsplader. Graceland. Som Paul Simon gav i fuld længde i Jyske Bank Boxen sidste sommer til en fantastisk koncert, hvor selv vokalgruppen Ladysmith Black Mambazo var hentet hertil.
Mange minder, ja, men det er ikke tungt at skille mig af med pladerne nu. Slet ikke. De har haft deres tid, og den ligger langt tilbage. Kan jeg ikke finde nogen, der vil have dem, ryger de i Småt brændbart.
Det her er en af de plader, jeg købte i 1985, da jeg var på sprogskole i Volgograd. Jeg tror, det er læreren, som har skrevet sin adresse på coveret til afskedsfesten – fordi det lige var, hvad vi havde at skrive på. Jeg har ikke hørt pladen meget, og jeg har aldrig skrevet til adressen.
Hov, forresten: Sidder der blandt læserne nogen, som er gået retro med vinylplader og gerne vil udvide samlingen, kan I få en fortegnelse over indholdet af kasserne. Skriv jeres mailadresse i kommentarfeltet eller send en mail til bjaerge(at)hotmail(dot)com.
Jeg har ikke noget med Poul Krebs eller Michael Falch. Men Gnags og Jethro Tull og Miles Davis. Meget blandet.
21. januar 2014 | den store bunke |
Jeg har bestemt mig for at rydde op i mit pulterkammer. Det er de mest udnyttede kubikmeter i min lejlighed. Jeg vil sortere i julepynt, kasser med stof og garn, badedyr, søm og skruer, sko, billeder og den slags. Meget blev stillet derud, da jeg flyttede ind i lejligheden for seks år siden og er ikke rørt siden.
Derfor er jeg begyndt at skrive en liste over, hvad jeg vil rydde op i. Morten siger: “Hvorfor rydder du ikke bare op i stedet for at skrive liste?”
Hvad mener han?
Jeg tror, jeg skriver denne kasse øverst på listen.
Gad vide, hvad man kan installere. Måske kunne det være meget sjovt at ha’…
12. januar 2014 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Endelig er den stribede pose i hjørnet af køkkenet fjernet. Den med valnødder, som stod der, for at jeg kunne huske lige at få knækket dem, når jeg fik tid. Posen er for længe siden blevet en del af inventaret. Jeg fik aldrig tid.
Men i dag lod jeg, som om det er rigtig sjovt og hyggeligt at sidde og knække valnødder. Viftede lidt skødesløst med en nøddeknækker og gjorde et stort nummer ud af at pille kernen ud af skallen og skille de to halvdele ad. Astrid bed på, og så sad vi en times tid og knækkede og pillede og snakkede. Heldigvis var det hyggeligt. Og heldigvis slap nødderne i posen op, lige da det skulle til at blive kedeligt.
Nu ser der helt tomt ud i hjørnet. Så tomt at man først slet ikke kan forstå, hvad der lige er sket. Hvad er det, der mangler?
Heldigvis har jeg flere valnødder i pulterkammeret, som jeg lige skal se at få knækket, når jeg får tid.
