Træer, træer, træer, træt

Jeg sidder i køkkenet og genoplader. Det er fredag eftermiddag, og jeg har altid akkumuleret hele ugens søvnunderskud, når jeg når hertil. Jeg begynder at gabe allerede, når der mangler fyrre kilometer af hjemvejen, som mest ser sådan ud:

hjemad1

… og sådan her:

hjemad2

Godt at jeg også i dag nåede vågen og helskindet hjem.

I fem måneder har jeg nydt naturens skiften på mine køreture morgen og eftermiddag. Det startede med sart sommer og høj morgensol, og nu er det mørkt, orangegyldent og efterårsruskende. Jeg har mine favoritsteder på vejen. Et af dem er morgenudsigten et bestemt sted ud over Tange sø, som aldrig er ens, men hvor himlen altid er høj. Eftermiddagene, hvor skyggerne begynder at blive lange, fordi de strækker sig mod natten, som er deres egentlige væsen, som det cirka hedder i Karl Ove Knausgårds Min Kamp 3, som jeg lige for tiden lytter til undervejs.

Og nu lader jeg op med en kop te i et mørknende køkken og med vaskemaskinen kørende i badeværelset. På det ene værelse holder teenageren fredag med sine gadgets, på det andet lyder tidens popmusik som akkompagnement til preteenagerens computerspil. Jægersjægersmanden er på vej hjem med en rå til fryseren, og i aften har jeg vagt på Paletten til Beatles Forever Live.

Når jeg lige har ladet op.

Rart, rart, rart og atter rart

Her stod havemøblerne. Pludselig virker terrassen stor. Måske udvider vi den næste år. Hvis vi gider. Hvis vi ikke hellere vil bruge tiden på at sidde med benene oppe og nyde. Når altså havemøblerne kommer ud igen, og der er noget at sidde på. Og varmt.

vintertid1

Tomatplanterne er pillet ned. De sidste tomater er høstet. Grønne. Hvad kan jeg bruge dem til udover at tænke på en skøn film fra firserne? Jeg husker ikke min mors syltede grønne tomater som en tradition, jeg behøver genoplive. Den ene plantesæk kan måske genbruges næste år, mens den anden var udpint efter to sæsoner.

vintertid2

Depot. Opstabling. Vinterhi. Et godt og ordentligt hjørne. Det ligner overblik. En bøtte gulerødder, en spand løg, en spand persillerødder, en balje sand til når rødbederne skal opbevares. Hvis det er sådan man gør med dem. De kan godt stå i jorden lidt endnu.

vintertid3

Dagen er overgået til aften. Vi er trætte efter hjertehyggelig aften med venner, varme og vin i går, jagt og have i dag og er sunket ned i de gode sofahjørner med lys og læsning. Alt er godt.

vintertid4

Hvad man kan bruge en ekstra time til

I foråret deponerede vi en time. I nat fik vi den tilbage.

Jeg brugte den til at tænke over, hvad jeg skulle bruge den til. Da jeg gik i seng, strejfede det mig, at jeg kunne løbe en tur, inden dagen rigtigt gik i gang. Morten skulle på jagt, jeg stod op samtidig med ham, og da han var taget af sted, virkede løbetanken ikke fristende. Jo, måske fristende, men jeg modstod. Jeg indså, at det rigtige valg var at hente avisen og give mig god tid med kaffe og morgenmad, opdatere styresystem på i-gadgets, opdatere mig selv i analogt og digitalt newsfeed. Om lidt tager jeg i kolonihaven og bruger nogle timer, blandt andet den ekstra, med arbejdshandsker på hænderne og lydbog i ørerne, mens jeg gør ting. Hvilke ved jeg aldrig, før jeg har gjort dem. Men der er noget at grave, noget at beskære, noget at hive op, hive ned, og så skal havemøblerne jo ind. Dem skal der gøres plads til.

Nå, men tingene gør jo ikke sig selv. Jeg har ellers ventet og ventet … en ekstra time.

Såee, sæt i gang.

De voksne siger

Begunstigelse, ægtepagt, særeje, testamente, procenter, afgifter, pension, samlever, indbetaling, dødsfalddækning, efterløn, folkepension, krydsforsikring, arv, beregning, engangsudbetaling, ophørende udbetaling, livsvarig udbetaling, fælleseje…

Vi tog en kop kaffe med en advokat, der har forstand på arveret og gensidig sikring. Så sad vi og var helt vildt voksne og modtog rådgivning med udgangspunkt i uddrag af noget pensionsinfo, det trods alt var lykkedes os at finde frem til selv og få printet.

Da vi var kommet udenfor efter en times tid, tog vi hinanden i hånden, så hinanden dybt i øjnene og sagde: “Forstod du det hele?”.

Det vi burde have sagt var: “Vil du gifte dig med mig?”, for dét havde vi da begge forstået, at så kan man rykke rundt regnet ti felter frem på spillebrættet hen på et bonusfelt, og alt er nemmere. Advokaten spillede cirka hvert tiende minut det samme kort; – at hvis vi nu i stedet valgte at gifte os…

Nå, men det var gratis rådgivning. Og vi fik kaffe. Om knapt to år giver advokaten kaffe igen, for så har vi boet sammen længe nok til, at vi har nået en eller anden tidsgrænse. Vi kunne lige så godt skrive det ind i vores kalender allerede nu, sagde han.

Dét er altså voksent!

pensionsinfo

Skal vi skændes?

Så har jeg et ord, vi kan skændes om. Jeg vil godt stå på mål for den måde, jeg udtaler bogstav på. Der er to måder med en markant forskel. Jeg siger båwstav. Andre siger båkstav.

Min ellers yndlingshjemmeside ordnet.dk/ddo siger sådan her. Ellers, fordi de i dette tilfælde er kommet til at glemme at give et lydeksempel på den rigtige udtale.

bogstav

Jeg spørger retorisk og bedrevidende, hvad du kalder en trykt sag med mange sider, som du for eksempel læser en roman i. En båk? Nej, vel? Så kan de jo ikke hedde båkstaver, de tegn man staver med.

Båwstav! [ˈbɔwsdæw]

Bogstav.

Husk det. Eller skal jeg stave det for dig?

Erindringer, Knausgård og lyg-te-tæn-dings-ti-den

Læs Knausgård! Det gør jeg.

For tiden lytter jeg til Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Igen. Det er sådan med hans selvbiografi, at jeg er nødt til at holde nogle pauser imellem bøgerne. Jeg læste de to første forholdsvis kort tid efter hinanden, og nu er jeg efter en lang pause gået i gang med bind 3. Der er seks bøger, og jeg ved, at jeg kommer igennem dem alle, men jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage.

Han fortæller helt formidabelt. Hans sprog er legende og let, men med lange tankestrenge og sideerindringer, detaljerede beskrivelser af små, dagligdags handlinger, historier og betragtninger. På samme tid objektivt beskrivende og subjektivt indlevende. Sprogbeherskelsen er eminent, iagttagelsesevnen det samme, og der er beskrivelser af situationer, så jeg gang på gang præcist kan sætte mig ind i og genkende, hvordan personerne har haft det, følt og tænkt.

Derfor må jeg have pauser ind imellem. Teksten kræver så meget koncentration og sender også mig selv ud på erindringsrejser, så jeg af og til, når jeg sidder i bilen, er nødt til at slå over på radioen, fordi et eller andet har fået mig til at gå ud af en af mine egne tangenter, så jeg alligevel ikke hører efter oplæsningen.

For eksempel begyndte Karl Ove i skole i dag. Det var i hvert fald dertil, jeg var nået i teksten. Han er meget, meget spændt, og det fremgår – nærmest i en bisætning, fordi det er så naturligt for ham – , at han er den eneste af de drenge fra området, han kender og skal følges med, som allerede kan læse og skrive.

Det sendte mig af sted på erindringens vej. Jeg kunne læse, inden jeg startede i skole. På en eller anden måde lærte jeg mig selv det ved at være et meget nysgerrigt og videbegærligt barn, der spurgte og spurgte “Hvad står der dér?, ”Hvad står der dér?”. Min kusine er halvandet år ældre end mig, og jeg kan huske, at hun læste Rasmus Klump højt for mig, og jeg forstod på de voksne, at det var flot og imponerende, at hun kunne det, når hun kun var seks år og ikke begyndt i skole endnu, og jeg tror, at det var ved netop den lejlighed, at jeg begyndte at stile efter også at kunne læse.

Jeg kan se mig selv ligge på stuegulvet og læse avis. Da jeg var seks år, var der en jævnaldrende pige på Fyn, som var forsvundet, formentlig bortført. Hun hed Mona, og jeg var meget interesseret i at læse de daglige notitser og artikler i avisen om, hvordan det gik med politiets efterforskning, fordi pigen havde samme alder som mig, og fordi hun på billedet i avisen var så pæn med mørkt pagehår. Min mor var overhovedet ikke begejstret for, at jeg kunne læse på det tidspunkt, for hun var bange for, hvordan den alvorlige sag påvirkede mig. Så vidt jeg husker, blev Mona ikke fundet i live.

I det hele taget havde mor det meget dobbelt med min ihærdige stræben efter at læse alt, hvad jeg kom i nærheden af. På den ene side var hun selv glad for at læse og vidste, hvor stor en glæde det er at kunne, men hun var også bange for, at jeg kom til at skille mig negativt ud, når jeg kom i skole. Jeg følte det nu aldrig som et problem eller en hæmsko at have knækket læsekoden tidligt.

Da jeg skulle indskrives til skole, tog min mor og jeg ud til skolen, hvor indskrivningen foregik i et hjørne af skolens aula. Førstelærer Jørgensen sad bag et skrivebord og hyggesnakkede med sine kommende små elever. Min mor havde sikkert varslet, at dette barn allerede læste, og udtrykt sin bekymring overfor ham. Det var sikkert derfor, han ville afprøve mig og bad mig om at læse, hvad der stod på plakaten, der hang på væggen bagved ham. Det var en af de klassiske plancher fra Rådet for større Færdselssikkerhed, som viste, hvilke fem ting der skulle være på en cykel. Bremser, ringeklokke, reflekser og den slags. Det var, før det blev lovpligtigt at have cykellås på. Der skulle også være lygter, og det var her, jeg blev sat på prøve. Jeg var genert og ville nødigt sige det ord, han pegede på. Måske havde jeg alligevel en fornemmelse af, at det var for sært, at jeg kunne læse. Faktisk kan jeg ikke huske udfaldet. Om jeg fik det sagt højt eller ikke. Måske blev lærer Jørgensen ikke overbevist den dag. Men jeg var ikke i tvivl om, hvad der stod. ’Lygtetændingstiden’. Jeg kunne sagtens læse det, men det var meget fremmed for mig at udtale det. Vi talte dialekt hjemme, og ’lygte’ udtales ’løjte’, så jeg var allerede sendt langt uden for min comfort zone ved at skulle ’snakke fint’.

Det var den erindringsrejse, jeg lige var ude på dér på hovedvej 26 i eftermiddag, og der måtte jeg lige slå over på radioen, da det gik op for mig, at det var et stykke tid siden, jeg havde hørt efter lydbogsoplæseren.

Men altså, tag og læs Knausgård.