15. november 2014 | den store bunke |

Se godt på disse ben. De kan løbe. Nu er de plejet med bad og blød indpakning, men tidligere på dagen var de benhårde og seje transportmidler ude i mørket.
Jaha, de kan stadig løbe. Ingen troede længere på det, tror jeg. Der var pludselig gået tre måneder, siden de præsterede sidst.
Men det går simpelt hen ikke med det stillesiddende liv, jeg har fået på mig. Den eneste motion, jeg får, er når jeg går 50 meter ned til min bil om morgenen, og det samme når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Indtil for et halvt år siden cyklede jeg på arbejde, ganske vist kun en kort tur, men dog en tur. Nu kører jeg bare bil og spiser godbidder. Og kan ikke passe mit tøj længere. Det vil jeg ellers gerne kunne.
Så nu har jeg lovet mig selv, at jeg vil løbe to gange om ugen. Uanset hvor mørkt det er, og hvor ugidelig jeg er. Der vil være opbakning hjemmefra. Hjemmefra i den betydning, at Morten ikke løber med – han skal jo også lave aftensmad imens – men peptalker. Sikkert også puffer mig ud.
Nå, men nu har jeg sagt det. Og undskyld mig, men jeg skal massere mine ømme ben. Tre kilometer sætter spor, jo.
13. november 2014 | den store bunke |
I fjernsynet i går så jeg en lykkelig ingeniør, som næsten ikke kunne være i sig selv af bar glæde over, at satellitten Rosetta, som han har været med til at udvikle strømforsyningen til, har ladet sit landingsmodul Philea hoplande på kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko efter mere end ti års rejse.
Jeg kan godt lide, når mennesker, der er eksperter på deres felt, begejstres. Især hvis der er tale om naturvidenskabsfolk, som normalt virker nøgterne og fuldstændigt styrede af klare fakta. Jeg mindes stadig med glæde nu afdøde fysiker og Marsforsker Jens Martin Knudsen og hans glødende entusiasme og smittende engagement, og jeg husker, hvor sprutlykkelig han var, da han jublende fortalte, at man havde fundet spor af ’vandig aktivitet’ på den røde planet.
Og jeg så, hvor glad Harvardprofessoren Lene Hau var, da hun stoppede lyset.
De må gerne være stolte og glade, de dygtige og kloge mennesker. Jeg kan lide at se det.
For mig er det komplet uforståeligt, hvordan man kan lave og få sendt en rumsonde ud på en seks milliarder kilometer lang rejse i rummet, lægge den i dvale undervejs og vække den til live igen og få de videnskabelig instrumenter til at sende data tilbage til Jorden, en transmission, jeg mener at have læst kun tager 28 minutter. Jeg har dyb respekt for den viden og kunnen.
Jeg kan også godt lide, at man har kombineret raketvidenskab med humanistisk antik nørderi ved at opkalde satellitten Rosetta efter Rosettestenen, og landingsmodulet Philae efter en egyptisk obelisk, der begge blev nøgler til tydningen af hieroglyffer.
Jeg ønsker Rosetta held og lykke på den videre rejse mod solen og krydser fingre for, at den sender værdifulde data hjem til jubeltrippende forskere.
10. november 2014 | den store bunke |
Og stormen sused og gjorde halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj.
Nej, det var sandelig ingen spøg,
imellem Esbjerg og Fanø.
Jeg har været på Fanø i weekenden. Med Imellem Esbjerg og Fanø som underlægning næsten hele tiden. Vi sang den på færgen på vej til Fanø om fredagen, og bedst som den var kommet ud af hovedet, var der altid en eller anden, som genoplivede den, for eksempel ved ubevidst fløjten under en køkkentjans, og så kørte den igen.
Det var dejlige dage. Fanø er god. Vi boede så fint i en stor lejlighed i Villa Tusculum, en klassisk italienskinspireret villa fra omkring 1900 ved Fanø Bad ud til Vesterhavet. Vi lejede gennem airbnb.com, og jeg kan varmt anbefale både boligen, værten og konceptet.
Og øen.
Fanø var lyden af hav, vilde kaniner i spring i bløde bakker, sol, intense timer i selskab med bedstevenner, udsøgt mad, mængder af vin, Sønderho, blæst, sand, tidevand, stråtækte huse, brosten, smalle gader, fødselsdag, hygge, sæler, Madsens Galleri, fiskefrokost, kilometerlange vandreture, brætspil, rolige morgener, Nordby, snak, portvin og rom, middagssøvn, havskum, glæde…

4. november 2014 | den store bunke |
Vi var i biografen. Vi slukkede vores mobiltelefoner og satte os godt til rette i sæderne og glædede os til filmen. Der var reklamer, noget i en af dem fik os til at kigge spørgende på hinanden og undre os.
– Jeg vil altså ikke google det nu!
– Nej, men vi skal huske at gøre det, når vi kommer hjem!
Nu har vi været hjemme længe og er lige kommet i tanker om, at der var noget, vi skulle google. Vi kan bare ikke huske, hvad det er. Det er møgirriterende. Nu får vi jo ikke afklaret det, vi var i tvivl om. Vi ved slet ikke, hvad det er, vi ikke ved.
Altid, altid undersøge straks!
3. november 2014 | den store bunke |
Forleden skulle mine sønner besøge storesøster i Aarhus, og den søn, der har kørekort, anmodede om at låne en bil. Vi skulle ikke bruge nogen af bilerne den dag og sagde, at der var frit valg.
“Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg helst låne din, mor, for den er der mest lir i.”
!!!
Det var aldrig sket i Hvide Ts tid.
2. november 2014 | den store bunke |
I mine forældres have stod et valnøddetræ, som gav mange nødder. Far og mor sankede dem sammen og opbevarede dem i kartoffelnet eller gamle nylonstrømper. Tørt og ventileret. Jeg har fået mange af dem med hjem i tidens løb.
“Vil I ikke have nogle valnødder?”, kan jeg høre far sige.
Det er fem år siden, min far kunne gå ud og sanke nødder, og det er snart fire år siden, huset blev solgt. Jeg har stadig valnødder fra træet i haven. Og de dur. Skallerne er som konservesdåser, kernerne ligger derinde og holder sig friske og saftige i årevis.
Jeg knækker en portion af og til, og med to gange bagning af stenalderbrød i løbet af de sidste uger svinder beholdningen stærkt. I dag var det tid til en omgang knækning.
Her er min nøddeknækkerstation.

Jeg havde bygget rede i et hjørne af køkkenet med tekruset inden for rækkevidde og en ny lydbog i ørerne, og det var rasende hyggeligt, var det.
Det var i øvrigt lige den time på eftermiddagen, hvor lejligheden husede fire mennesker med headset på. Jeg sad i nøddeknækkerhjørnet, en gik og støvsugede med rygsæk på (fordi der ingen lommer var i tøjet til mobiltelefon) og popmusik i ørerne, en stod og skar kød af rådyrhalse og havde noget lyd i ørerne, og den sidste var tilsluttet en fodboldkamp et sted på internettet.
Men det var bare lige den time. Vi snakker også med hinanden. Unplugged.
