9. april 2015 | den store bunke |
Det blev en sær start på Barcelonaeventyret. Vi ankom til lufthavnen i magelig tid før afrejse og gik til check-in skranken. Ovenover skranken stod der 16.10 … og så stod der Delayed. Hvorfor står der noget om forsinkelse og så det rigtige tidspunkt?, tænkte jeg. Vi fik sendt kufferterne af sted og fik udleveret boardingkort. Desværre skulle vi ikke sidde sammen, men den risiko havde vi forudset, når nu vi ikke ville betale for sædereservationer. “I ved godt, at der er forsinkelse, ikke?”, spurgte damen. “Njah, hvor meget?”. “Lige nu regner vi med tre timer. Det er på grund af flystrejken i Frankrig, så er der ingen i kontroltårnene, så derfor skal vi finde ruter uden om det franske luftrum”.
Nå. Det var en streg i regningen. Vi skrev til Ani i Barcelona, at vi kom tre timer senere end planlagt, og så fik vi tiden til at gå med gadgets, quizzer og mad, mens vi prøvede at glæde os over udsigten over landingsbanen, gratis wifi, strøm og fri parkering.
Så blev der kaldt til gaten. Jeg gik først igennem. Morten kom bagefter, og hans boardingkort blev afvist af systemet!! Meget mystisk, syntes damen. Og vi. Der er allerede checket en Morten Balle ind på plads 30B, sagde hun og tilkaldte en af kollegerne i neongul vest. Der blev kaldt ud i ventesalen, om der var en Morten Balle til stede. Lidt efter kom en ung mand til skranken. Han havde ganske rigtigt det samme navn, og han havde selv reserveret det pågældende sæde.
De havde kun én Morten Balle registreret i systemet, og så gik der lidt forvirrende tid med at få min Morten (som klart var den lækreste af de to med samme navn) tildelt et sæde i flyet. Han var tilsyneladende blevet overskrevet af den anden.
Midt i al forvirringen kom en kvinde fra ventesalen hen til os og fortalte helt ophidset “Altså, ved I hvad, hvor er det mærkeligt! Vi hørte, der blev kaldt en Morten Balle. Vi er ni kvinder, der skal med det her fly ned og møde en Morten Balle i Barcelona. Han bor dernede, og han er slet ikke her nu. Han er i Oslo nu!! Er det ikke bare mærkeligt?!”
Jo! Meget sært. Hele TRE af dem, og alle med en eller anden tilknytning til afgangen med Vueling VY8501 fra Aalborg til Barcelona.
Det endte godt, og så skete der også noget ud over det rutineprægede i Aalborg Lufthavn den torsdag.
Det mest suspekte, synes jeg, er, at der i Barcelona er ÉN Morten Balle, som får besøg af NI kvinder…
9. april 2015 | den store bunke |
Sådan skrev ældste søn, da han ønskede os god tur til Barcelona. Og forleden spurgte jeg yngste søn, som må blive hjemme og passe fisk og blomster, hvad han synes, man skal se, hvis han kun måtte sige én ting. Sagrada familia, svarede han uden tøven.
Så Gaudi har sat spor, når det er hans værk, begge mine drenge nævner som det første. Godt gjort af Gaudi. Jeg var nu heller ikke selv i tvivl om, at alt det farvestrålende og sprælske og sære skulle være en stor del af det univers, vi snart bevæger os rundt i. Blå himmel, sol, tapas, cava, daske, ose, holde hånd, Gaudi, Gaudi, Gaudi. Sådan forestiller jeg mig det.
Vi har øvet os i Viborg. Blå himmel, sol, daske, ose, holde hånd, købe ny jakke til mig. Så er vi fri for at tænke mere på det, og der bliver mere tid til Gaudi og alt det andet, som kommer til os. Vi har opladte batterier til både kameraer, øjne og hjerner.
Jeg glæder mig.
Hola
2. april 2015 | den store bunke |
Jeg elsker det her. Kaffe, avis, langsom morgenmad, solindfald, ro, fordybelse, samtale. Det er den væsentlige grund til, at jeg beholder mit helligdagspapirPolitikenabonnement. Søndagsavis og længesidden ved spisebordet er en grundlæggende del af mig, af mit system, af hvad jeg synes jeg har ret til. Ikke at jeg hver søndag får læst avisen grundigt, men jeg har muligheden, og jeg gør det, hvis omstændighederne flasker sig, og den skal være der. I dag er den en ekstra torsdagsgave.
Nu skal jeg lige have en kop kaffe og et par siders tryksværte mere, og så skal jeg ud og grave i kolonihaven, med lydbog i ørerne.
Jeg har på fornemmelsen, at jeg rammer direkte ned i et let definerbart befolkningssegment.
29. marts 2015 | den store bunke |
Jeg kan slet ikke være i det, når ting bliver væk for mig. Når jeg ikke ved, hvor det ene eller det andet er blevet af, eller hvordan noget er gået til. Så driver jeg mine omgivelser til vanvid i min jagt på forklaringer. Det er sket en del gange på det seneste.
Der var nogle bøger, drengene ikke kunne finde. Jeg foreslog forskellige steder, de kunne lede, og selv om de allerede havde ledt der, kunne de da kigge igen, syntes jeg. På et tidspunkt kunne jeg godt mærke på dem, at jeg ikke skulle sige mere. Så det gjorde jeg ikke. Et par dage senere fandt de bøgerne. (Et af de steder, jeg foreslog).
Så var der ingen boller i brødkassen, og jeg spurgte inkvisitorisk, hvem der havde spist den sidste uden at tage nye op af fryseren. Alle bedyrede deres uskyld, og jeg blev irriterende anklagende i min sandhedssøgen. Bagefter fandt jeg posen med bolle – ganske vist kun én, men dog en – i brødkassen omme bag rugbrødet. Så måtte jeg rundt og undskylde over for dem, jeg havde anklaget.
Nu er det min egen jakke, der er væk. Jeg kan simpelt hen ikke finde min korte, sorte skindjakke, som jeg ikke har haft på siden efteråret, og som jeg troede hang på knagen i gangen. Det gør den ikke, og den er ikke nogen af de andre steder, det har været relevant at kigge. Jeg har tænkt og tænkt på, hvor den kan være blevet af, hvor jeg kan have haft den med, hvor jeg kan have hængt og glemt den. Intet. Blankt. Tomt. Det ærgrer mig. Grænseløst. Fordi jeg skal have den med til Barcelona om halvanden uge, og fordi der må være en forklaring. Den må jo være et sted. Der er ikke rigtigt nogen, jeg kan anklage udover mig selv. Og jeg plejer altså bare at have styr på, hvor ting er.
Kom frit frem, jakke!
Til gengæld ledte jeg efter en ekstranøgle til kælderrummet og fandt i stedet det magnetiske bogmærke, jeg har savnet så længe. Hvorfor mon jeg har lagt det i æsken med ekstranøgler?
Måske skal jeg bare lede efter noget andet, og så finder jeg jakken?
Eller måske er det meningen, at jeg skal have en ny jakke.
27. marts 2015 | den store bunke |
Lille Hviden fik en endefuld i dag. Sin første skade. Mens jeg holdt og overholdt min vigepligt, inden jeg kørte ud på hovedvejen, kom en bil kørende bagfra og regnede med, at jeg ville gøre noget andet, end jeg gjorde.
Bok, sagde det. Bare bok. Ikke noget voldsomt, men nok til at det virkede som en god ide lige at dreje om hjørnet – på en uvant slæbende måde – og ind til siden, stige ud af bilen og se irritabel ud. Bilisten bagved gjorde det samme, bare uden irritabel-delen. Også uden slæbende-delen.
Jeg havde vundet en knækket bagskærm og en stænklap, der var inde og give dækket et smækkys. Den anden bilist, herefter kaldet Modparten, var brødebetynget og ikke i tvivl om sit ansvar, så vi udvekslede oplysninger og sikrede os, at vi begge kunne køre videre. Jeg trak stænklappen væk fra dens tætte omfavnelse af dækket og bandede lidt (indvendigt) over moderne plastikbiler og ærgrede mig (indvendigt) over, at jeg ikke har trækkrog på min bil. Så ønskede jeg Modparten en god dag – overskudsagtigt, ikke? – og kørte videre. Forinden konstaterede jeg, at forskærmen var knækket på den anden bil. Ha!! (Indvendigt!)
Senere på dagen ordnede jeg skærm og stænklap, så de holdt sig væk fra hjulet, når jeg skulle ud at køre igen. ’Ordnede’. Med pakketape, altså. Det passer vel egentlig meget godt. Det er jo bare en lille hvid papæske, jeg kører i.
Var også lige omkring Toyota på hjemvejen. De var løbet tør for Hello Kitty-plaster, så bilen fik aluplaster på. Sejt. Eller noget. Og nu må den ikke komme i bad, før den er blevet repareret. Det var ellers oppe over.
26. marts 2015 | den store bunke |
Det var emnelinjen i mailen fra det flyselskab, der skal flyve os til Barcelona om to uger. Jeg holdt lige vejret. For da vi for tre år siden skulle til Rom på vores første kæresteferie, gik flyselskabet konkurs i ugerne op til. Vi fandt andre billetter, og alt løste sig til en skøn ferie, men det var da lidt akut bøvlet, lige da det skete. Så hvad skulle vi nu udsættes for, tænkte jeg.
Men det var bare, at flyet derned afgår fem minutter tidligere end i den oprindelige time schedule, ligesom vi ankommer fem minutter før til Barcelona. Jeg tænker, vi lever med det. Så er der også lidt længere tid at opleve i.
Vi har også fundet noget at bo i. Airbnb træder endnu en gang til. Vi skal bo i Ani og Danis taglejlighed i det gotiske kvarter tæt på det meste og med resten inden for rækkevidde. LOFT CON TERRAZA WIFI A 200M MAR, lover de i overskriften, og det skal nok passe. Wifi er godt, terrasse er godt, 200 meter til havet er godt, og lejligheden ser rigtig fin og hyggelig ud på billederne.
Så så man måske lige os spise morgenmad på tagterrassen her. Eller bælle cava om aftenen.
Vi har ikke fyldt andet end løse ideer i dagene. Hvis nogen af mine læsere kender til noget, som vi – en førstegangs- og en andengangsbesøgende – må og skal opleve i Barcelona, så fyr løs med forslag. Somme tider får man de fineste oplevelser, når nogle andre har trådt stierne først og vil dele ud af deres gyldne øjeblikke og anbefale deres hemmelige perler.
Tilbage har vi vel kun at glæde os.
