26. april 2015 | den store bunke |
Mikrobil, makrofart.
Her kommer jeg. Klokken er 8.44, og jeg er på vej til Fyn for at besøge min mor. Men vanen og fortabelse i tanker har fået mig til at køre samme vej ud af byen som hver morgen, når jeg skal på arbejde. Men denne dag skal jeg en anden vej. Så jeg drejer fra og kører ad veje, hvor jeg sjældent kommer ellers, for at ramme opkørslen til hovedvejen sydpå. Pludselig får jeg en fotovognsblitz lige i synet – hvor unfair at stille en vogn lige dér mellem skolen og bageren. Jeg kaster et hurtigt blik på speedometeret og konstaterer, at det ikke er voldsomt meget for meget, jeg har kørt. Men det er jo byzone, og jeg ved fra tidligere, at det er procenter, der tæller, og så er der offerfonden, og rækker overskridelsen til et klip (mere) i kørekortet, og hvad er bødetaksterne egentlig? Udregninger og overvejelser og ærgrelse fylder rigtigt meget på resten af køreturen.
To ting bidrog væsentligt til ærgrelserne: For det første sætter jeg altid en makshastighed på bilens indbyggede fartkontrol, når jeg kører ude på landevejene, men har kun sjældent gjort det i byzone. Men det skal jeg da til! For det andet kom jeg kun på det sted den morgen, fordi jeg kørte forkert. Det var dumt.
I morges fik jeg besked, om at Rigspolitiet havde lagt noget i min eboks. Usportsligt hurtigt, tre dage efter forseelsen. Sigtelse, et link til fotoet, hvis jeg gerne ville se det, bødeforlæg, at betale på en angivet konto inden tredive dage.
Hvordan kan man blive glad for dét? Fordi bøden kun er på tusind kroner og ikke femtenhundrede, som jeg havde forventet. Optur! Og ikke en klink til offerfonden og intet klip i kortet.
Og hvis der gemte sig mere bitterhed i episoden, har jeg nu blogget det sidste væk.
21. april 2015 | den store bunke |
For 18 år siden ved denne tid på denne dag vejede jeg 75 kg og var gået både tre dage over tiden og glip af min fars 80 års fødselsdag fire dage før, fordi jeg belært af to tidligere kvikfødsler ikke turde rejse ret langt hjemmefra. De to større søskende var født syv og ni dage før termin, og jeg var gået ud fra, at det var sådan, jeg gjorde, når jeg fik børn. Men dette barn gik imod ’plejer’. Først fire dage efter terminen behagede det ham at ankomme til verden. Til gengæld gik det hurtigt. Midt i TV-Avisen startede veerne, 21.55 tjekkede vi ind på sygehuset, og 22.23 var han født. Jeg har bladret i fødselspapirer og jordemoderrapport og aet billederne af den lille brunøjede dreng, som kom ind i vores liv den aften. Vores og samtidig helt sin egen.
Det er vildt, at han er 18 i morgen. Myndig. “Må man alt nu?”, spurgte han forleden. Det sagde jeg altså nej til.
Nu skal jeg til at være sådan en, der ’har voksne børn’.
20. april 2015 | den store bunke |
Min mor er sommetider som en åben bog. Eller rettere som at få en bog læst højt.
Jeg spurgte, om hun var hjemme på torsdag, og om hun ville have besøg af mig. Hun svarede, at min bror havde været forbi og havde taget georgineknoldene med hjem for at lægge dem i blød, for de var så tørre, og så ville min svigerinde komme og plante dem, men det behøvede jo ikke at være på torsdag, og onsdag havde hun (mor) bestilt kørsel for at komme til lægen, og så var der et arrangement på aktivitetscenteret på fredag – men det var jo heller ikke torsdag. Og hvad skulle hun servere for mig?
På det tidspunkt i tankestrømmen havde hun endnu ikke svaret på, om jeg måtte komme torsdag. Jeg fik bare alle mellemregningerne. Alt det der gik igennem hendes hoved, og som var blevet udløst af mit spørgsmål.
Lidt som at se bladskærermyrerne i Randers Regnskov: Man kan følge hele arbejdsgangen i detaljer, men det finder sted i et lukket system, som man kan betragte gennem glas, men man har ikke nogen indflydelse på det, og det bemærkes ikke indefra, at der er tilskuere.
Det er tilsyneladende genetisk betinget, og en time efter at jeg havde talt med min mor, begyndte jeg selv at svare på et spørgsmål med at ridse de overvejelser op, som det gav mig.
Jeg tager over til min mor på torsdag. Jeg tror, hun endte med at sige, at jeg var velkommen.
19. april 2015 | den store bunke |
I dag havde jeg mine højtaljede momjeans fra H&M på sammen med en kort jakke. Begge mine sønner noterede sig det højtaljede firsersnit, og yngsten udbrød: “Du ligner Marty McFly”.
Altså, vi er tilbage i Tilbage til Fremtiden. Michael J. Fox. Jeg er ikke sikker på, at det er sjovt. Men måske er det bedre end at ligne Boris fra Krummerne, alligevel.
Jeg har googlet lidt på det. Det er faktisk i 2015, Marty McFly ankommer til fremtiden. Men først 21. oktober. Ikke i dag.
Senere på dagen løb jeg en tur. Der var ikke nogen, der sagde, jeg lignede Jane Fonda.
17. april 2015 | den store bunke |
Ingen – INGEN – må besøge Barcelona uden at besøge La Sagrada Familia. Så enkelt er det.
I efterklangen fem dage efter, at vi kom hjem, er det stadig indtrykket af den, der står klarest. Den skal I se, havde Lasse sagt. Også indvendigt?, spurgte Morten. Især indvendigt, svarede den 17-årige. Som var 14, da han så den. Jeg havde prøvet at forklare, hvad der ventede os, men det er næsten umuligt at finde ord. Udenpå er den bombastisk, men indenfor er den meget … let, havde jeg forsøgt.
Men ingenting havde forberedt Morten på det, han så, da han trådte ind i kirken. Hans ansigt og hans reaktion har sat sig lige så skarpt i min erindring som det syn, der ramte os. Lyset. Farverne. Rummet. Mosaikkerne. Det ophøjede. Det guddommelige. Letheden. Formerne. Fantasien. Mest af alt lyset.
Der er bygget på kirken i 133 år, og i de seneste årtier er det gået hurtigt. Byggeriet har altid været baseret på donationer, og jo flere turister, jo flere penge at bygge for. Og jo mere der bygges, jo mere er der at se, og jo flere turister kommer der. Jeg var der for tre år siden, og jeg kunne se forskel fra dengang. Kæmpestore mosaikker med et fuldstændig fantastisk farvestrålende lysindfald er kommet til siden. Med den hastighed byggeriet har nu, er der håb om, at jeg kan se den færdig i min levetid.
Jeg er Gaudi-fan.
13. april 2015 | den store bunke |
Den første heftige forårssol er altid barsk for Mortens hoved. Han har ikke noget hår at tage fra med, og han plejer at tage sine forholdsregler og sætte en kasket på.
I år kom Barcelona først med den stærke sol, og ingen af os havde tænkt på hverken hat eller faktor. Så et par dage med sol i sylten satte spor på toppen. Da han efter morgenbadet bøjede sig for at tage strømper på, så jeg tydeligt kontrasten mellem issen og kroppen.
Han lignede faktisk det japanske flag.
