31. juli 2019 | den store bunke |
Sommerens vandreferie gik (!) til Sverige, og den var helt perfekt skruet sammen. Vejret, selskabet, naturen. Vi er gode sammen, når jeg selv skal sige det. Til at gå, til at lægge planerne og til at improvisere undervejs.
I modsætning til sidste år i Harzen ville vi denne gang også overnatte i det fri et par gange, og derfor var der soveposer og liggeunderlag med i rygsækkene. Men ikke noget telt, for vi satsede på sheltere, – dog havde vi presenning, pløkker og barduner med, så vi kunne lave en bivuak i tilfælde af, at shelterne var optagede. Det fik vi ikke brug for. Alle andre har tilsyneladende telt med. På de to rastepladser, hvor vi sov, var vi de eneste, der bare rullede soveposerne ud i shelterne og vågnede med udsigt til himmel og træer. Og hver gang var jeg lykkelig for at slippe for at pakke et kondens- og dugvådt telt sammen – og bære på det. Myg var der mirakuløst ingen af.
Man skal ikke langt op/ind i Sverige for at komme på fodsti. Skåneleden går på kryds og tværs i hele Skåne med næsten 1200 km vandrerute fordelt på fem sektioner, der er inddelt i tilsammen små 100 etaper. Øst for Helsingborg starter Ås-till-ås-leden, hvor vi lagde ud i Söderåsen nationalpark, der har smukt kuperet skovterræn omkring en næsten 100 meter dyb kløft. Virkelig smukt og herligt skyggefuldt på de meget varme dage, der også ramte Sverige i sidste uge. Vi overnattede på rastepladsen Liagården midt i nationalparken – sammen med resten af Danmark, virkede det næsten som. Jeg tror, jeg talte 14 små og større telte, og jeg hørte kun én svensk familie. Vi bredte os i shelteret og sov fortrinligt efter dagens vandring og en omgang frysetørret kylling i karry.
Næste dag fik vi lyst til bad, civilisation og wifi, så da vi kom tilbage til bilen, som vi havde parkeret i Röstånga, kørte vi længere østpå og indlogerede os i en hyggelig B&B i Ludvigsborg. Der var en flot og frodig have, fatters gode, hjemmelavede aftensmad og god tid til at summe over, hvad næste stræk skulle være.
Vi blev enige om kystvandring, så vi kørte videre til Brösarp, parkerede bilen og bookede overnatning på gæstgiveriet til næste nat, inden vi tog bussen til Kivik helt ude ved Østersøen. Herfra vandrede vi op langs kysten til Haväng, hvor vi drejede ind i landet igen. Det var feriens længste vandring med godt 16 tilbagelagte kilometer. Heldigvis var der igen et ledigt shelter på Vantalängen vest for Brösarp, fordi de andre vandrere var i telt. Og denne gang havde vi øl med – det var virkelig en skøn belønning efter dagens afvekslende vandring i både sand og kaninbakker. Næste dag tog vi en lille omvej tilbage til gæstgiveriet, hvor vi jo vidste, der igen ventede bad, civilisation og wifi.
Hvad vi ikke vidste var, hvor godt man spiser på Brösarps Gästgifveri. Og med den svenske krones lave kurs er det ikke engang særlig dyrt. Det kan jeg godt anbefale, hvis nogen skulle komme på de kanter. Morgenmaden er også virkelig god og overdådig.
Nu er vi hjemme. I dag vasker jeg tøj og støvsuger døde insekter i hjemmegemakkerne og nyder, at jeg stadig har ferie og er helt uden faste planer.
11. marts 2019 | den store bunke |
- Denne her fantastiske udsigt fra vores hotelværelse. Vi boede på hotellets rooftop, fordi jeg øjensynligt havde smidt et par hundrede kroner mere i puljen, da jeg i sin tid bookede overnatningen. Den organiske grønne form til venstre i billedet er British Museum med Norman Fosters imponerende glastag. Nedenunder har man følelsen af at være både ude og inde på én gang. Det ved jeg, fordi jeg har været der tidligere; denne gang var vi ikke derinde.
- Pubber og caféer, udforskning af kendte og ukendte strøg, holden i hånd, skyer, sol, blæsevejr.
- Motown, musicalen om pladeselskabet af samme navn, de tilknyttede kunstnere, en masse store hits og historien op gennem 60’erne og 70’erne, en historie jeg slet ikke kendte.
- En spontan kirkekoncert i St Martin-in-the-Fields. Vi gik forbi og så på et opslag, at Händels Messias ville blive opført næste aften. På stedet besluttede vi, at dét ville vi, og det var et godt valg. Det var smukt og stemningsfuldt.
- Takeaway på hotelværelset – med den dér skyline lige udenfor.
- Moderne kunst på Tate Modern – noget var imponerende, noget til at forstå, noget bare til at undres over. Som for eksempel bordmodellen af en old-algiersk by – lavet af couscous..?! Og så er der også på Tate en imponerende udsigt næsten hele vejen rundt fra 10. etage.
- Over 50.000 skridt, svarende til mere end 35 km, hvilket ikke harmonerede med mit eklatant forkerte valg af fodtøj. Jeg havde ét par støvler med, som lynhurtigt grundlagde vabler på hele tre tæer. Jeg nægtede at være en pivskid – “Jeg skal bare lige i gang!”, og derfor sidder jeg nu med især en bullen lilletå, der trives dårligt i alle mine andre sko. Det bliver ikke til mange skridt de næste dage.
- Tre dejlige dage væk hjemmefra, hvor alt klappede og gik præcis, som det skulle, med kærestetid, nærvær og udsyn.
6. december 2017 | den store bunke |
For to måneder siden købte jeg to knaldbillige flybilletter til Bruxelles til en forlænget weekend i slutningen af januar. Min kusine har boet i byen i vel 30 år efterhånden, de seneste mange år i det fedeste byhus i Saint-Gilles. Billedet herover er fra gårdhaven, fotograferet sidst jeg var der. Jeg har besøgt hende flere gange, og det er også hos hende, Morten og jeg indlogerer os om … ja, der er faktisk kun lidt over 7 UGER til! Det er julen, der snyder tidsfornemmelsen – alt på den anden side af jul virker uendeligt fjernt, men om syv uger er vi sikkert ved at tænke på at pakke vores kufferter. Den smule håndbagage, som de knaldbillige flybilletter tillader os at have med, altså.
Morten har en længere Bruxelleshistorie end jeg og har været der mange gange, og nu skal vi trække de bedste dele af vores historikker ud og forene dem. For eksempel forestiller jeg mig da, vi skal på Tintinmuseet.
Og lige nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig virkelig meget til at tage min kæreste i hånden og komme af sted!
30. juni 2016 | den store bunke |
I aftes gik jeg i seng med denne udsigt. Her til morgen var den akkurat lige så fantastisk, bare lidt mere skyindhyllet. Det går over.
Vi er rejst til Norge. Til fjelde og fred og noget af det smukkeste natur, jeg kender. De næste dage opholder vi os i de her omgivelser. Det er i orden at være misundelig.
Det er min kusines hus. Hun var her i aftes, da vi kom, og det var dejligt lige at ses, inden hun drog hjemad. Huset er min tantes barndomhjem, og meget står autentisk, men der også moderniseret og bygget til. Da jeg var her første gang i 1999, var der stadig das i laden med stort hul til store numser og lille hul til små numser, og vi badede i en balje på køkkengulvet. Det gik fint. Siden har huset fået tilbygning med badeværelse, og denne gang er vi endda kommet til wi-fi og fortrinlig mobildækning.
Det her sted er spækket med historie og historier. Kastanjetræet i forgrunden af billedet kommer af en kastanje fra min morbrors – og min – barndoms gård på Nordfyn, hvor der står en mægtig kastanjeallé.
Autentisk. Jeg kommer altid til at tænke på fadebursmusen fra Dyrene i Hakkebakkeskoven. Her opbevares ikke mad, men der skal nok være mus.
Her dufter af jasmin. Meget.
Selv om vi er på ferie, er der et par arbejdsrelaterede ting, der skal ordnes. Tænk at være på arbejde med den udsigt. I nattøj.
Om lidt pakker vi ranselen og går på fjeldtur. Med KvikkLunsj i rygsækken, for det er forbudt at gå uden “Hele Norges Tursjokolade”.
17. april 2015 | den store bunke |
Ingen – INGEN – må besøge Barcelona uden at besøge La Sagrada Familia. Så enkelt er det.
I efterklangen fem dage efter, at vi kom hjem, er det stadig indtrykket af den, der står klarest. Den skal I se, havde Lasse sagt. Også indvendigt?, spurgte Morten. Især indvendigt, svarede den 17-årige. Som var 14, da han så den. Jeg havde prøvet at forklare, hvad der ventede os, men det er næsten umuligt at finde ord. Udenpå er den bombastisk, men indenfor er den meget … let, havde jeg forsøgt.
Men ingenting havde forberedt Morten på det, han så, da han trådte ind i kirken. Hans ansigt og hans reaktion har sat sig lige så skarpt i min erindring som det syn, der ramte os. Lyset. Farverne. Rummet. Mosaikkerne. Det ophøjede. Det guddommelige. Letheden. Formerne. Fantasien. Mest af alt lyset.
Der er bygget på kirken i 133 år, og i de seneste årtier er det gået hurtigt. Byggeriet har altid været baseret på donationer, og jo flere turister, jo flere penge at bygge for. Og jo mere der bygges, jo mere er der at se, og jo flere turister kommer der. Jeg var der for tre år siden, og jeg kunne se forskel fra dengang. Kæmpestore mosaikker med et fuldstændig fantastisk farvestrålende lysindfald er kommet til siden. Med den hastighed byggeriet har nu, er der håb om, at jeg kan se den færdig i min levetid.
Jeg er Gaudi-fan.
