Hvor, hvor, hvorhenne?
Jeg kan slet ikke være i det, når ting bliver væk for mig. Når jeg ikke ved, hvor det ene eller det andet er blevet af, eller hvordan noget er gået til. Så driver jeg mine omgivelser til vanvid i min jagt på forklaringer. Det er sket en del gange på det seneste.
Der var nogle bøger, drengene ikke kunne finde. Jeg foreslog forskellige steder, de kunne lede, og selv om de allerede havde ledt der, kunne de da kigge igen, syntes jeg. På et tidspunkt kunne jeg godt mærke på dem, at jeg ikke skulle sige mere. Så det gjorde jeg ikke. Et par dage senere fandt de bøgerne. (Et af de steder, jeg foreslog).
Så var der ingen boller i brødkassen, og jeg spurgte inkvisitorisk, hvem der havde spist den sidste uden at tage nye op af fryseren. Alle bedyrede deres uskyld, og jeg blev irriterende anklagende i min sandhedssøgen. Bagefter fandt jeg posen med bolle – ganske vist kun én, men dog en – i brødkassen omme bag rugbrødet. Så måtte jeg rundt og undskylde over for dem, jeg havde anklaget.
Nu er det min egen jakke, der er væk. Jeg kan simpelt hen ikke finde min korte, sorte skindjakke, som jeg ikke har haft på siden efteråret, og som jeg troede hang på knagen i gangen. Det gør den ikke, og den er ikke nogen af de andre steder, det har været relevant at kigge. Jeg har tænkt og tænkt på, hvor den kan være blevet af, hvor jeg kan have haft den med, hvor jeg kan have hængt og glemt den. Intet. Blankt. Tomt. Det ærgrer mig. Grænseløst. Fordi jeg skal have den med til Barcelona om halvanden uge, og fordi der må være en forklaring. Den må jo være et sted. Der er ikke rigtigt nogen, jeg kan anklage udover mig selv. Og jeg plejer altså bare at have styr på, hvor ting er.
Kom frit frem, jakke!
Til gengæld ledte jeg efter en ekstranøgle til kælderrummet og fandt i stedet det magnetiske bogmærke, jeg har savnet så længe. Hvorfor mon jeg har lagt det i æsken med ekstranøgler?
Måske skal jeg bare lede efter noget andet, og så finder jeg jakken?
Eller måske er det meningen, at jeg skal have en ny jakke.
