25. marts 2015 | den store bunke |
I søndags havde vi et projekt. Men inden vi nåede til vejs ende med det, var vi nødt til at forberede noget andet, og undervejs skete der nogle uforudsete ting, som vi måtte håndtere, inden vi kunne gå videre med hovedplanen.
Kender I Sven Nordquists Pandekagekagen? Det er den historie, hvor Peddersen og Findus vil bage pandekager til en pandekagekage for at fejre Findus’ fødselsdag. Men melet er sluppet op, så det må de først hente hos købmanden. Men cyklen er punkteret, så den må de lappe først. Men skuret med lappegrejerne er låst, og de må først finde nøglen. Nøglen er på bunden af brønden, og de er nødt til at have fat i fiskestangen for at fiske den op. Men den er på loftet, og for at få fat i stigen, så de kan komme op og hente den, er de nødt til at skræmme Gustafssons tyr væk, den står nemlig og sover med hovedet på stigen, og for at gøre det er Findus nødt til rende rundt med et blomstret tørklæde bundet fast i halen.
Og SÅ kan de tage stigen, kravle op efter fiskestangen, fiske nøglen op fra brønden, låse skuret op, lappe cyklen og køre til købmanden efter mel, og SÅ kan de bage pandekager og lave pandekagekage og sidde i haven og høre Jussi Björling.
Jeg tænker altid på Pandekagekagen, når jeg er nødt til gøre noget, før jeg kan komme til det egentlige. Også i søndags.
Vi skulle have nye havemøbler. Eller … vi skulle have havemøbler overhovedet. Og vi havde aftalt, at før vi dyngede terrassen til med en hel masse, ville vi vippe plankepladerne op og få fejet de foregående års blade og snask og alger væk nedenunder.
Men først drog vi til byggemarkedet og købte møblerne. Så langt gik det godt. Vi kunne dog ikke presse et to meter langt havebord og seks stole ind i bagagerummet på Mortens bil, viste det sig inde i byggemarkedets varegård, men heldigvis kunne vi låne en trailer. Hjem og læsse møblerne af. Tilbage og aflevere traileren. På vejen konstaterede vi, at trykket var faldet i venstre baghjul, så det måtte vi ind på en tankstation og tjekke. Det viste sig at være punkteret, sandsynligvis fordi der havde ligget brædder med søm i derovre i varegården, og det bandede vi over, mens vi kørte ud til Toyota, som heldigvis havde søndagsåbent. Spritnye biler har nemlig ikke noget reservehjul, men vi fik lov at låne et hjul med den fornødne luft i. Og værktøj til at skifte det med. Og Morten aftalte at komme derud næste dag og få skiftet til sommerdæk. Det er jo alligevel ved den tid.
Så kørte vi hjem. Og knoklede med de tunge, tunge terrasseplankeplader. Og kom kun halvt igennem, fordi nogle af dem var skruet sammen til dobbelt bredde og dobbelt vægt og dobbelt umulige at håndtere, og de kunne ikke skrues fra hinanden, fordi kærvene var skruet i smadder.
Og SÅ kunne vi hente de nye møbler op på terrassen og befri dem for beskyttelsespap og samle dem. Og SÅ kunne vi sidde og nyde solen… Men da var solen gået væk, og det var blevet frysende koldt, så vi gik ind. Men se lige, så fint det venter derude.
Følgefortællingen – fælgefortællingen – er denne: Næste morgen talte Morten i telefon med værkstedet, som havde konstateret tre tætsiddende huller i det punkterede dæk, og det kunne ikke betale sig at lappe det. Bestilling på et nyt dæk, altså. Da han kom ned til bilen, var venstre forhjul fladt. Endnu en punktering. Opkald til værkstedet: “Bestil to!”. Falck kom og pustede luft nok i hjulet til køreturen ud til værkstedet. Og herfra kørte det hele igen efter planen.
Og ovenover alting stråler jo Mo’er Sol, og når vi engang kan se den for al den regn nedenunder, kan vi sidde i nye havemøbler på en halvt rengjort terrasse og kigge ned i carporten på en bil med fire fine sommerdæk.
What’s not to like?
22. marts 2015 | den store bunke |
Bøger. Litteratur. Fortællinger. Jeg har altid læst meget, og næsten hele mit liv har jeg indtaget den daglige dosis, inden jeg lagde mig til at sove. Men så dykkede min læsekurve for nogle år siden. Der var kæreste, der var nye devices, der var omstrukturering i mine daglige vaner. Ofte skypede Morten og jeg sent om aftenen, hvis vi ikke var sammen, og det blev tit for sent til godnatlæsning, hvis jeg også skulle nå at få sovet. Jeg fik ikke læst ret meget, og det var jeg ked af.
Heldigvis findes så lydbøgerne. Jeg skulle bruge noget tid på at vænne mig til at lytte. I begyndelsen opfattede min hjerne igangsættelse af en bog som signal til at sende tankerne på langfart. Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig om det, der blev læst op, og opdagede gang på gang, at jeg havde glemt at høre efter, så jeg måtte gå tilbage og høre det igen. Men på et eller andet udefineret tidspunkt vendte det, og nu er det nærmest omvendt, når jeg endelig tager en analog bog i hånden. Jeg kigger på bogstaverne og tænker på alt muligt andet.
Med lydbøger er man selvsagt i oplæserens vold. De rigtig gode kan højne læsefornøjelsen, mens en dårlig indlæser kan ødelægge oplevelsen fuldstændigt. Alle lydbogslyttere har favoritter, hvis navne vi bliver glade for at se – eller høre, når vi starter på en ny bog, ligesom der er indlæsere, som vi håber på at slippe for.
Jeg lytter på vejen til og fra arbejde, når jeg støvsuger, når jeg løber, og når jeg arbejder i haven. Sommetider også når jeg køber ind, hvis jeg ikke skal købe for svære ting.
Det er blevet til en hel del lydfiler, som jeg har taget ind, siden jeg begyndte at høre i stedet for at se. Nedenfor er en oversigt. Måske er der flere, som jeg har glemt. Der er ingen kronologi i opsætningen. Er der overhovedet en orden, er den snarest alfabetisk.
Hvilken eller hvilke var bedst, vil nogen måske spørge. Det er ikke et enkelt spørgsmål at svare på. Knausgård, Knud den Store, Glasslottet, Forbandede yngel og En mand der hedder Ove er rigtig gode bud. Donna Tartt er en fantastisk forfatter, men Stillidsen var desværre en bog, som blev fuldstændig ødelagt af ham, der havde indlæst den. Der var så mange fejl, og jeg havde længe i tankerne, at jeg ville skrive om det, men jeg bliver så træt – og faktisk også ked af det – bare ved tanken, så nu har jeg bestemt mig for at lade det fare. Stillidsen havde på ingen måde fortjent så elendig en ambassadør, og jeg kan kun anbefale andre at læse papirbogen i stedet for.
Lige nu hører jeg Den grænseløse af Jussi Adler-Olsen. Den er indlæst af Githa Lehrmann, og hun er god!
19. marts 2015 | den store bunke |
“Når det bliver hårdt, så er I simpelt hen nødt til at blive ved! Ellers får I ingen muskler…” råber træneren.
“Det gider vi heller ikke ha’! Vi har fedt!”, råber en dreng i hvid t-shirt.
Jeg kan høre den samme dreng kommentere stort set alt. Efter håndstand og rulning på den lange madras giver træneren gode råd om, hvordan man skal huske at spænde kroppen. “Gør det selv”, råber Hvid t-shirt.
Det er torsdag aften, og jeg sidder på balkonen i en idrætshal og overværer en flok 10-13-årige gymnasters ugentlige træning. De har lavet planke og tonset rundt til musik. De træner håndstand og balance. De slår vejrmøller og øver serier. Flikflak og tøndebånd.
Og selv om Hvid t-shirts ego af og til fylder irriterende meget i hallen denne aften, skal han have ros for at være til stede og for i øvrigt at deltage aktivt i træningen. Det skal de allesammen. Og stor ros og respekt til de frivillige ledere, der bruger deres tid og energi på det her. Rummer alle børnene og støtter dem, både i springene og mentalt. Roser både dem, der gør det godt, og dem, der trænger. Favner børn som Hvid t-shirt og giver dem plads, men ikke for meget. Forbereder springprogrammer og rytmeserier.
Det er godt gjort. Verden bevæger sig.
“Gør det selv!”
13. marts 2015 | den store bunke |
Engang i december kom Morten hjem med to kogler. Han var faldet for et skilt ved en bunke kogler i Superbest, som lovede, at hvis man ventede 12-14 uger, så skulle man bare se løjer. De ville springe ud og spytte pinjekerner, ville de.
Koglerne har ligget i frugtskålen siden. Da det var jul, kunne de gå for at være julepyntning, men efterhånden fik de mange undrende blikke, også fra gæster. Hvorfor mon vi havde to kæmpekogler liggende sammen med æblerne?
Det der skete med dem var: Intet.
Vi har rystet dem, vi har stirret udfordrende på dem, men intet tegn på liv var der. Og de af os, som ikke er Morten, har ment, at han var blevet taget grundigt ved næsen dengang i december.
Så begyndte de for ikke så længe siden at rasle, når vi rystede dem. Og at gå lidt fra hinanden. Men pinjekerner så vi ikke noget til. Der var kun nogle sorte gnallinger, som vi kunne pille ud med en del møje. Jeg havde måske forestillet mig, at de ligesom eksploderede og skød kernerne ud i alle retninger. Snydt!
Men de sorte er nødderne. Og INDENI er kernerne. Og de er svære at få ud. Nødderne er næsten lige lidt for små til en nøddeknækker. Hårde, men alligevel skrøbelige, hvis man giver dem et dask med granitpistillen fra morteren. Fladmaste! Det er møjsommeligt og forbundet med en høj grad af held at stå tilbage med hele kerner. Til gengæld smager de, som de skal.
Men nu ved vi altså, hvorfor pinjekerner koster så meget. Vejen til dem er belagt med besvær.
12. marts 2015 | den store bunke |
Fabulous, stylish, cozy, lovely, low cost eller …?
Skal det være studio, loft eller penthouse? Skal det være designeridyl eller hippieskrammel? Med terrasse? Med udsigt? El Raval eller Barri Gòtic? Nær havet eller omkring Plaça de Catalunya i den anden ende af Las Ramblas? Hos Ana og Flo eller hos Vincent? Hvad må det koste?
Det eneste, der er sikkert, er at det – sikkert – bliver fundet på airbnb, som vi før har brugt med fornøjelse, både i Flensburg og på Fanø. Vi har flybilletterne i hus til Barcelona i april, og nu skal vi bare finde den indkvartering, vi vil bruge som udgangspunkt for kærestedage, forårsferie, holden i hånd, Gaudi, Cava og tapasbarer.
Jeg var i Barcelona med børnene for tre år siden og har godt styr på byens geografi og ved nogenlunde, hvor jeg synes, Morten og jeg gerne vil bo.
Dengang boede vi virkelig godt og centralt, det vil sige rundt regnet ti meter fra ramblaen og omkring halvtreds meter fra La Boqueria-markedet. Denne gang skal det være mindst lige så godt, men det skal ikke være det samme. At finde det helt rigtige er lige så uoverskueligt og tidskrævende som at gå på netdating. Jeg har justeret mine søgekriterier til, ikke efter alder og fritidsinteresser, men efter pris og datoer. Det efterlader mig med 167 muligheder, og jeg kigger billeder og læser informationer, vurderer beliggenhed og indretning, læser anmeldelser, klikker væk, lader stå, gemmer links, mærker efter.
Morten havde fundet et par mulige steder frem forleden, og jeg havde det egentlig fint med at overlade det til ham. Han er god til det. Men han ville gerne, at jeg også bladrede lidt i airbnb-kataloget og fandt et par muligheder.
Jeg ved ikke, om det var en god ide. Jeg fortaber mig jo. Jeg er fortabt. I pallesofaer, konservesdåselamper, hvælvede lofter, pangfarver, balkonkrukker og mosaikker.
Vi skal nok få det kredset ind. Indtil videre drømmer vi bredt.
10. marts 2015 | den store bunke |
Så skulle jeg være alene hjemme, fordi søn skulle spise hos sin far, og kæreste skulle til madlavning for finere jægere, og jeg havde bestemt, at efter arbejde ville jeg kigge ind til nogle bekendte og hilse på, derefter ville jeg købe ind, og hjemme ville jeg skifte til spandex og løbe en dejlig tur, og bagefter ville jeg sætte mig sofaen med fjernsyn og gadgets.
Men så gik det sådan, at det der besøg jo ikke behøvede at være i dag, så jeg kørte forbi. Og mens jeg var i Føtex, kom jeg i tanker om, at det jo kun er to dage siden, jeg løb sidst.
Så jeg gik direkte i pit med min gode alenehjemmesalat og leftovervinsjatter. Som nogen jo er nødt til at tage sig af.
Og sikke rart, det var!
At ikke have den mindste snert af dårlig samvittighed.
Bare aaahh!
