Pip i konstruktionen

Jeg kan høre en spæd pippen bag sternbrædderne, og det er faktisk en lettelse. Så er det nemlig ikke mig, der har fået pip.

Bag vinduet her er kontoret, hvor jeg har hjemmearbejdet siden før jul. I løbet af foråret har jeg siddet derinde og ind i mellem syntes, at jeg kunne høre lyde og skraben fra hjørnet oppe ved loftet, og jeg har tænkt lidt på, om der mon var flyttet mus eller mår ind. Og om det var noget, jeg skulle gøre noget ved. Men jeg har simpelt hen ikke kunnet se nogen huller i mur, tag eller træværk. Og så har jeg gjort det ved det, at jeg har ignoreret det.

I de sidste dage har jeg i kanten af mit synsfelt fornemmet hurtige fugle udenfor, som jeg knapt når at se, fordi de er væk, før jeg når at dreje hovedet. I sekunderne efter de hurtige vingeslag er der udløst et værre pipperi deroppe, stærkere og højere for hver dag.

En fuglerede, altså! Nu med udklækkede unger, der bliver mere og mere sultne og højlydte og lyder, som om de bor lige over mit hoved. Det gør de jo også, bare med indgang udefra. Jeg tror, det er mejser, for ingen andre kan komme ind af en sprække, der er så lille. Jeg kan ikke engang helt få øje på, hvor indflyvningen er. Jeg kan heller ikke nå at se forældrefuglene længe nok til, at jeg kan være helt sikker på arten. Men mejser er sindssygt hurtige, så det er nok dem.

De må gerne være der. Jeg ved ikke, om det er godt for huset, men det er godt og trygt for den nye fuglegeneration, og så er det fint med mig. I det mindste er de i sikkerhed for rovfugle og andre blodtørstige væsener.

Det er lidt hyggeligt, indtil de flyver fra reden inden så længe. Og hvis mejseparret mener, de vil nå et kuld mere og bygge lidt til først, ved jeg i det mindste, hvem der støjer deroppe.

Kartoffelmelding: På omgangshøjde

Haven har det fint, tak. Der er strøet omsorg med rund hånd i dag.

rede

Vi er igen kun to kontohavere. Solsorten, som vi førte fuglekrig mod sidste år – eller en af dens slægtninge – er opdaget og forvist. Den af os, som er høj og modig, hentede reden ned fra det ellers opfindsomme sted, fik banket lidt med sit følsomme hjerte og sagde så til sig selv, at det jo er os, som skal kunne være der. Og en af os er ikke begejstret for flaksende fugle.

plantorama

Vi købte frø, læggekartofler, hindbærbuske, taybærbusk og arbejdshandsker – selv om man egentlig skulle synes der var nok i skabet. Men ikke nogen, der er store nok til nogen, der er høj og modig og har store hænder.

kartofler

Og se. Nu er der lagt otte rækker kartofler. Vi er med. Meget tidlig og almindelig tidlig og resistent over for det meste, stod der om de sorter, vi valgte. Hamlet og Exquisa, hvis nogen spørger.

Vi var også glade for at se Ejnar gå og kultivere i nabohaven. Vi har været en lille smule bekymrede, for vi har ikke set noget til ham siden sidste efterår, og vi vidste jo, at han var fyldt 90 i løbet af vinteren. Men han har heldigvis bare fået et nyt knæ i januar, og det skulle lige trænes op. “Jeg plejer jo at grave haven selv”, sagde han, “men det må jeg ikke. Jeg må heller ikke gå ned på knæ, så jeg kan ikke luge mellem mine grøntsager”. Derfor gik sønnen med en fræser, og derfor sætter vi vores lid til fruen med hensyn til lugningen, for hun er “mere gelinde”.

“Vi ses jo nok igen”, sagde vi, da vi var færdige med snakken over hækken og gik tilbage til hver vores dont.