15. april 2018 | At have have |
Jeg trak skatkortet igen i går. Da jeg kom ind i kolonihavehuset, kiggede jeg ned og konstaterede, at der lå en del strå og smågrene på gulvet lige foran døren ind til køkkenet. Så kiggede jeg op og konstaterede, at der var en rede lige over køkkendøren.
Cirka samtidig fik solsortehunnen, der lå i reden, øje på mig, skreg op på den virkelig rasende og truende solsortemåde og flaksede hysterisk rundt, inden den fandt vejen ud under tagskægget.
Mens den var væk, benyttede jeg lejligheden til at hente ALT ud, hvad jeg skulle bruge af redskaber. Spand, spade, graveske, beskæresaks, handsker og så videre, for jeg skulle bare ikke derind igen, før reden var fjernet. Og så skrev jeg til Morten, som ville komme i haven lidt senere, at han skulle belave sig på at fjerne reden. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, men det er HELT sikkert, at fugleyngel ikke får lov at blive voksent inden døre på mit revir.
Jeg har det stramt med fugle tæt på. Skriv ’fuglekrig’ i søgefeltet her på bloggen, så får du en lang række slag, som jeg har udkæmpet og vundet de fleste af, eller se her, hvor Morten også var en helt. Fugle må gerne findes, de må gerne synge, også tidligt om morgenen, og jeg vil gerne fodre dem (dog ikke duer!), men de skal ikke flyve frit indenfor eller opholde sig mindre end to meter fra mig, heller ikke når de er døde.
Helten kom, tog reden væk – der var ingen æg lagt endnu – og skiftede en utæt vandhane, mens heltebarnet fjernede mos på plænen. Der var en del. Rullegræs, der blev rullet ud for fem år siden, kan sagtens udvikle så meget mosvækst.
Og jeg fik gravet og gravet og gravet. Når jeg har gravet det hele i løbet af de næste dage, må jeg lægge kartofter og sætte løg. Elly og Ivan, der har nabohaven, har allerede gjort begge dele, men de er altid foran, så det tager jeg ikke så tungt. Elly såede også noget i går, men jeg så ikke, hvad det var. Næste gang jeg er derude, vil jeg kaste lange blikke over hækken på frøposen, der er er sat på en pind for enden af rækken.
Jeg har ikke en frørække endnu, men jeg har en række solide havehjælpere, som har tjent mig trofast gennem op mod 25 år. Engang var de røde, men årene har falmet farven og slidt emaljen. Det er omtrent som mig, men sammen er vi stadig stærke.
20. september 2016 | At have have |
De sorte spande står stablet i redskabsrummet i kolonihavehuset. Jeg skulle bruge en af dem, for i morgen henter jeg en klump solhat, min yndlingsstaude, hos en bekendt. Jeg har ingen solhat, og Jens’ er alt for stor, men det laver vi om på i morgen eftermiddag.
Derfor tænkte jeg, at det var smart at have en spand med i bagagerummet til at have klumpen i. Den kan sagtens stå ved siden af den grønne Arlakasse, jeg også har i bagagerummet.
Da jeg tog den øverste spand i stabelen, råbte jeg en lyd, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal stave til. Ååøøerrrwwwhh-agtig. For der sad en frø/tudse i bunden af spanden nedenunder. Helt stille. Den sagde ikke noget. Som helst. Eller rørte sig. Ud af flækken. Enten blev den ikke nær så forskrækket, som jeg gjorde, eller også var den paralyseret.
ÅHHNEJNEJJ-HVORDAN-ER-DEN-KOMMET-DERNED-OG-HVORDAN-KOMMER-DEN-NOGENSINDE-OP-IGEN-OG-HVORNÅR-KOMMER-MORTEN-I-HAVEN-IGEN-OG-MON-DEN-FORSVINDER-AF-SIG-SELV-OG-HVAD-SKAL-JEG-GØRE-OG-HVORDAN-SKAL-JEG-NU-FÅ-FAT-I-REDSKABERNE-I-REDSKABSRUMMET-NÅR-DER-ER-ET-DYR-HERINDE?, råbetænkte jeg.
Jeg er ikke pjattet med frøer. Eller tudser. Eller fugle. Jeg kan ikke sige hvorfor, men uforudsigelige væsener, der bevæger sig rykvist i hop, spring eller flaksen er bare ikke mig. Nå ja, jeg kan heller ikke lide snegle. Kun hvis de har taget deres hus med og holder sig indendørs, er det i orden.
Men der sad den så, frøen/tudsen. Heldigvis havde jeg fået fat i en spand, så jeg kunne bare lade den sidde, ellers havde jeg virkelig været på … spanden. Jeg nøjedes med at holde mobilen frem i mine længste arme og tage et billede.
Den var lidt stor af en frø at være, og lidt lille af en tudse at være. Men mere frøagtigt flot grønmønstret end tudseagtig grå. Så jeg ved ikke, hvad det var for en. Senere har jeg googlet mig frem til, at forskellen på frøer og tudser er, at frøer har glat hud, og tudser har vortet hud.
Jeg kommer ALDRIG til at artsbestemme en!
Det blev så heller ikke nødvendigt. Da jeg nogle minutter senere kiggede ind i redskabsrummet, var artisten på vej væk for at drage ud i verden med et omrejsende cirkus. Helst til Pommern. Synes jeg.
19. april 2014 | At have have |
Jeg har aldrig rigtigt set nytten af en kultivator. Jeg har lært havebrug af min mor, og de haveredskaber, hun brugte, talte ingen kultivator. I store træk lagde hun kun rive og skuffejern i trillebøren, når hun gik ud for at “rense have”. I prydhaven, altså. Når hun var i urtehaven, tog hun også spade og greb med.
En kultivator fjerner ikke ukrudtet, sagde hun. Hendes metode var skuffejernet. Først skuffer man jordstykket, og når det fældede ukrudt har ligget lidt oven på jorden og tørret, river man det sammen, så det ikke slår rod igen.
Jeg var forundret, da jeg i sin tid fik den første have. Min mand havde lært havebrug af sin far, hvis foretrukne haveredskab var kultivatoren. Den løsner jorden omkring rødderne, sagde han og brugte aldrig skuffejern. Jeg trak på skuldrene og tænkte, at det nok var sådan, de gjorde i Jylland. De sætter jo også kartofler, mens vi på Fyn lægger dem.
Der var således flere modsætningsforhold. Skuffejern eller kultivator. Mor til datter eller far til søn. Fyn eller Jylland. Vi var ikke enige om metoderne, men det gode var, at vi aldrig sloges om haveredskaberne. Han greb kultivatoren, jeg greb skuffejernet, og da boet skulle deles, var det naturligt, at han fik den femgrenede kultivator, mens jeg var helt tilfreds med den tregrenede. Jeg foretrak jo alligevel skuffejernet – som vi var helt enige om, at jeg skulle have.
Nu er jeg begyndt at bruge kultivator!
Ja, det er jeg.
Den kan ganske enkelt rive de store ukrudtsblokke op, så jeg kan samle dem sammen. Skuffejernet ville bare hakke rødderne over, og så ville de snart skyde igen. Når der er ryddet, og det bare skal holdes vedlige, tager jeg skuffejernet igen.
I dag indså jeg, at i haver som min mors – og i sin tid svigerfars – er det fuldstændig ligegyldigt, hvilket redskab man bruger. Der er jo aldrig noget ukrudt. De holder det væk hele tiden og starter aldrig med så grøn jord, som jeg gør. Så det er bare et spørgsmål om, hvad der ligger bedst i hænderne, og hvad man synes, man udretter mest med.
Det er vel også i orden, siger jeg til mig selv, at jeg begynder at gøre nogle haveting anderledes, end min mor har lært mig. Jeg mener, jeg er 54 og har boet i Jylland i flere år, end jeg har boet på Fyn.
Hun ser jo ikke, at jeg gør det.
