Haven har det fint, tak. Der er strøet omsorg med rund hånd i dag.
Vi er igen kun to kontohavere. Solsorten, som vi førte fuglekrig mod sidste år – eller en af dens slægtninge – er opdaget og forvist. Den af os, som er høj og modig, hentede reden ned fra det ellers opfindsomme sted, fik banket lidt med sit følsomme hjerte og sagde så til sig selv, at det jo er os, som skal kunne være der. Og en af os er ikke begejstret for flaksende fugle.
Vi købte frø, læggekartofler, hindbærbuske, taybærbusk og arbejdshandsker – selv om man egentlig skulle synes der var nok i skabet. Men ikke nogen, der er store nok til nogen, der er høj og modig og har store hænder.
Og se. Nu er der lagt otte rækker kartofler. Vi er med. Meget tidlig og almindelig tidlig og resistent over for det meste, stod der om de sorter, vi valgte. Hamlet og Exquisa, hvis nogen spørger.
Vi var også glade for at se Ejnar gå og kultivere i nabohaven. Vi har været en lille smule bekymrede, for vi har ikke set noget til ham siden sidste efterår, og vi vidste jo, at han var fyldt 90 i løbet af vinteren. Men han har heldigvis bare fået et nyt knæ i januar, og det skulle lige trænes op. “Jeg plejer jo at grave haven selv”, sagde han, “men det må jeg ikke. Jeg må heller ikke gå ned på knæ, så jeg kan ikke luge mellem mine grøntsager”. Derfor gik sønnen med en fræser, og derfor sætter vi vores lid til fruen med hensyn til lugningen, for hun er “mere gelinde”.
“Vi ses jo nok igen”, sagde vi, da vi var færdige med snakken over hækken og gik tilbage til hver vores dont.
