Forbigået

Jeg ville snyde mig foran i en kø, og så endte det med, at jeg selv blev snydt og kom sidst.

Det gik til på følgende måde.

De bøger, Morten og jeg læser, læser vi med ørerne. Vi læser mange bøger og mange forskellige bøger. Oftest går vi ad hver vores veje, men sommetider går vi lige i hælene på hinanden, og især når vi bevæger os blandt nordiske krimier, er vi ved at falde over hinandens fødder. Arne Dahl, Jo Nesbø, Thomas Enger, Lars Kepler, Mari Jungstedt, Åsa Larsson, Lotte & Søren Hammer, Oxen-trilogien, Afdeling Q er nogle af de universer, vi har været i begge to. Ikke sammen, ikke samtidig, men efter tur. For vi deler et Mofibo-abonnement, og det bliver for rodet at lytte til den samme bog og hele tiden skulle finde tilbage til det sted, hvor man selv er nået til, hvis den anden har lyttet i mellemtiden.

I nogle dage har jeg vidst, at Keplers Kaninjægeren var udkommet og lå tilgængelig på Mofibo, men jeg sagde det ikke til Morten, før jeg var blevet færdig med min igangværende bog og var helt klar til at downloade Kaninjægeren. Jeg ville nemlig gerne være den, der fik fingrene i den først.

Forinden ville jeg dog gerne lige vende med ham, hvordan den forrige, Stalker, sluttede, så jeg var opfrisket på, hvorfra handlingen og Joona Linna ville tage fat i den nye. Morten granskede sin hukommelse og kom med en masse “Var det ikke noget med…?” og “Jo, det var det med de der videoklip!”. Intet af det sagde mig noget. Ingen klokker ringede.

Jeg er ikke særlig god til at huske handlingen, når jeg er færdig med at læse en bog. Det bliver ikke lagret ret godt. Jeg kan sjældent referere en roman i meget mere end meget store træk, og jeg husker begyndelser bedre end slutninger. Men når jeg genhører brudstykker af lydbøger, kan jeg til gengæld genkalde mig, hvor jeg befandt mig, da jeg hørte det første gang; på landevejen tæt på Hammel, i kolonihaven, på vej ned i Føtex’ parkeringskælder, for eksempel.

I hele bloggens levetid har jeg haft et lille billede af min igangværende bog liggende ude i højre side under overskriften Lige nu i ørehøjde. Hvis jeg samtidig har haft gang i en papirbog, har der også været en bogforside nedenunder ved Lige nu i øjenhøjde. Jeg skifter dem ud, når jeg begynder på en ny bog. Det betyder, at jeg har et lille digitalt bibliotek med billeder af alle de titler, jeg har læst. Dét var bekvemt, da jeg skulle finde ud af, hvornår jeg havde læst Stalker.

Bortset fra at den ikke fandtes i mit arkiv. Jeg havde åbenbart slet ikke læst den.

Dérfor sagde referaterne af handlingen mig ikke noget. Da vi snakkede om den, bestemte Morten sig for at genlæse det sidste af Stalker og få opfrisket slutningen, inden han gik i gang med Kaninjægeren. Jeg er nødt til at læse hele Stalker først.

Nu har jeg hørt 20 procent af den, og der er ingen genkendelse. Jeg har ikke læst den før. Herover hævdede jeg, at jeg er bedre til begyndelser end slutninger, og den start ville jeg have kunnet huske. Det gør jeg ikke. Så jeg lytter videre. Mens jeg næsten ikke trækker vejret, så nervepressende er den.

Og Kaninjægeren? Jeg er nu nummer 2 i køen.

Når der skal nyt navn på skiltet

Vi har sagt lejligheden op.

Så er der jo den konsekvens, at vores udlejer gerne vil sikre sig, at han kan indkassere husleje også efter første maj, og derfor gør han en indsats for at leje den ud.

Det betyder, at der kommer håbefulde folk og kigger på den. Og at vi, inden de kommer, selv kigger rundt i vores hjem med andre øjne end vores egne. Hvorefter vi gør akutrent og panikoprydder.

Egentlig behøver vi jo ikke. Vi kan være lodret ligeglade med, hvad folk ser, og hvordan 150 kvm “patricierlejlighed på gågade med stor terrasse” tager sig ud. Vi pakker vores gods i kasser og forlader Vestergade, og hvem der herefter huserer i bygningen er ikke vores business.

Men sådan er vi jo ikke. Vi er gode mennesker. Gode mennesker, der ikke går sådan voldsomt op i rengøring. Vi ser det ligesom ikke. Altså, vi støvsuger da (det ene af børnene gør), og vi gør badeværelset rent en gang om ugen (det andet af børnene gør), vi rydder ordentligt op efter madlavning og tørrer af i køkkenet, og vi bor på ingen måde svinsk. Men vi får ikke vasket gulve så tit, som vi snakkede om, at vi ville, dengang vi flyttede ind på de flotte plankegulve af douglasfyr, som her er. Ovn og emhætte er heller ikke så skinnende flotte, som de var engang, og vi får ikke lige tørret stænkene af vinduerne, når køkkenvandhanen er vild. Vinduerne består heller ikke solskinsprøven. De vandrette overflader har uforstyrret fred til deres naturlige arbejde med at samle støv, og vi samler stakke. Papirer, tøj, ting i transit.

I lørdags var der varslet besøg af mulige nye lejere. Vi havde aftalt med hinanden at vaske gulvene om fredagen og at gå ud og spise brunch om lørdagen, mens lejligheden blev beset. Imidlertid blev besigtigelsen aflyst, og vi droppede gulvvasken, men holdt fast i brunchspisningen.

I dag blev der spurgt på fremvisning med kort varsel, og i en intens halv time var vi meget, meget effektive med at fjerne stakke, pudse spejle, skrubbe vaske, tørre overflader af og sætte nye lys i stager. Og gå på cafe igen.

Det tager jo i virkeligheden ikke særlig lang tid at få det hele til at skinne. Eller i hvert fald se ud, som om det gør. Jeg tror bare ikke på, at vi selv med den indsigt bliver bedre til det. Nogensinde. Og fred med dét. I det mindste ser vi ens på det. Eller rettere: vi ser det ikke.

Dagens potentielle lejer vil gerne se lejligheden igen på onsdag. Vi håber – for alle parters skyld, vores, udlejers, hendes – at hun tager lejligheden. Så kan vi få stoppet med at rende på cafe hele tiden, og vi kan igen gøre rent på den behagelige, tilbagelænede måde, vi trives så godt med.

Kaiserwetter

Ville man kalde dagens vejr, hvis man var i et tysktalende land og havde klumpstøvler og lange plader på fødderne.

’Solglimmer’ kalder jeg det og kniber øjnene sammen mod lyset og glæder mig over denne lørdag, hvor jeg…

… er på vej fra

brunch hos Søster Lagkage med Morten og Lasse, – noget vi aldrig har gjort før, selv om vi bor lige midt i caféland. Nu gjorde vi det, og det var hyggeligt.

… er på vej til

årets jagtmiddag på mit stambadehotel i Næsbydale med gode mennesker og god mad i gode omgivelser. Nu er vi raden rundt i jagtkonsortiet; første gang, jeg var med min jægersmand til jagtmiddag, var det også hos Mogens. Hvis vi ikke godt vidste det i forvejen, ville vi nu kunne regne ud, at vi har været kærester i over fem år.

Uforudsete konsekvenser af Candy Crush

Et sted (her, faktisk) var der en, der nok gad vide, om det overhovedet er muligt at lande på Jackpotfeltet i bonushjulet i Candy Crush. Hvis du ikke spiller Candy Crush, giver denne undren ingen mening for dig, men det gør ikke nogen forskel for forståelsen i den videre læsning, om du forstår lige den detalje. Så du læser bare.

Jeg kom til at tænke over, i hvor mange af mine egne blogindlæg jeg har nævnt Candy Crush (mindst en gang, nu har jeg for eksempel allerede skrevet det fire gange i dette indlæg). Det har jeg i 26. Lidt vildt egentlig. Som om jeg spiller det hele tiden. Okay, det gør jeg faktisk.

Jeg læste nogle af indlæggene. Et af dem var dette her fra sidste år, hvor vi blev ringet op af kolonihaveforeningens kassererske, der mindede os om, at vi næsten var bagud med betaling af kontingent. Klogt nok havde jeg skrevet som en fremtidig note til mig selv, at kontingentet skal betales mellem 25. januar og 15. februar.

Og det er den 10. i dag! Betalingstid! Hurra for blogarkivet. Jeg besluttede straks at få hævet nogle penge og spadsere op til kassereren med dem. Vi betaler jo kontingent med kontanter i vores forening. Og her i betalingsperioden sidder kassereren garanteret hjemme og venter på, at medlemmerne strømmer til for at bytte sedler og mønter ud med en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken, så jeg regnede med at træffe hende hjemme.

Jeg tog ranselen på ryggen og spadserede ned til banken. Få meter før pengeautomaten kom jeg i tanker om, at det var den forkerte bank. Jeg glemmer hele tiden, at jeg har skiftet bank på grund af det der huskøb, vi har kastet os ud i. Jeg glemte også at fortælle det til min arbejdsgiver, så ved sidste lønningsdag fik jeg ingen penge. De svævede forvirret rundt ude i cyberspace og vidste ikke, hvor de skulle hen, for døren var lukket der, hvor de var blevet sendt til. Det er der lavet om på nu.

Jeg kunne jo nok have hævet penge i min gamle banks kontantautomat, men er der ikke noget med, at der så lægges et gebyr på? I hvert fald gik jeg hen til min nye bank og hævede i min nye kontantautomat.

Og gik op og traf kassereren hjemme og byttede mine sedler og mønter for en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken og en snak om ingenting.

Så slog jeg et smut omkring kolonihaven, hvor der er temmelig rodet for tiden. Vi er ved at få lagt havegangen om, og vejret sætter konstant en stopper for arbejdet. Alle fliserne og en rod fra det piletræ, vores gode ven fældede for os forrige sommer, er taget op, to paller nye fliser står og venter, og det samme gør vores folk, fordi sneflokke igen kom vrimlende. Men tænk engang, at om to måneder – rundt regnet – er havesæsonen i gang igen. I hvert fald for dem, der ikke lige står midt i en flytning. Til gengæld regner vi med i det mindste at have en rasende fin havegang.

Jeg spadserede hjemad og købte ind til aftensmad på vejen. Ramte den rigtige pinkode til dankortet i andet forsøg. Det bankskifte, altså.

Så vidt omkring kan det føre, at nogen nævner Candy Crush.

Det ER i øvrigt muligt at lande på Jackpotfeltet. Hvis du stadig sidder og venter på svaret.

Selvudråbt køkkenhelt

Måske er nybagte boller og afgrøder fra kolonihaven blandt de motiver, jeg har allerflest billeder af. Haveværket er fotogent, bagværket knapt så meget. Bollerne holder sig mest til de beige og brune nuancer. Men alligevel. Her er et mere.

Fordi.

Jeg er en helt.

I denne uge samler jeg mine arbejdstimer på fire dage. Det giver nogle lange arbejdsdage, men betyder, at jeg ikke skal af sted fredag. Det er fint i de uger, hvor det kan lade sig gøre. Det værste ved de lange dage er faktisk at skulle høre på Tue og Tony på P3 fra tegnestuens radio. Når de plager æteren, plejer jeg at være i transport på landevejen med lydbog i højttaleren.

Så snart jeg kom hjem i dag, tog jeg forklædet på, og jeg satte mig først ned lang tid senere. Jeg har bagt 20 fastelavnsboller og 48 madpakkeboller. Det hele var nødt til at være i aften.

Fordi.

Det er min tur til at sørge for torsdagskage på arbejdet, og madpakkebollerne i fryseren fra sidste storbagning er ved at slippe op. De er faktisk ALTID ved at slippe op. Det kræver sin mand/kvinde/Ballerup Master Mixer at følge med det indtag, der er i denne husstand. Men jeg er også smigret og stolt over, at der er så stor afsætning på mit bagværk. Og nu har jeg fred lidt igen.

Jeg fortjener egentlig en medalje.

Den bager jeg næste gang.