7. februar 2017 | At have have |
Jeg har hentet de sidste løg fra vinterforrådet på loftet. Bananløg og rødløg var, hvad der var tilbage, og det var det allersidste af høsten fra i fjor. Vi har ikke mere i depoterne. Det eneste, der nu er at få af friske sager, er grønkål, der stadig står og modstår vinter, kulde og løbske harer i kolonihaven. Det andet må vi købe os til.
Men det vil altså alligevel sige, at de 22 meter løg, jeg lagde den 10. april (gisp, april … i år flytter vi den 8. april … får jeg overhovedet lagt i jorden til næste vinters forråd?) har gjort os selvforsynende helt hen i midten af februar. Det er da et meget godt udbytte.
Så gider man altså godt have have.
1. februar 2017 | den store bunke |
Jeg holdt foran en stor rude, startede bilen og opdagede, at Lille Hviden kun havde lys i den ene forlygte, så jeg kørte omkring værkstedet for at få skiftet pære.
“Skal vi skifte dem begge to, nu du er her?”, spurgte værkføreren. “Hvis de er lige gamle, går den anden jo nok snart”.
Jeg kunne høre på ham, at han syntes det var en god ide, så jeg sagde ja og tænkte, at det da var forudseende og betænksomt.
Flink værkfører.
Det tog kun et øjeblik at få skiftet pærerne, og bagefter var jeg inde for at betale. “Det er jo nogle lidt dyre pærer”, sagde den medarbejder, der stod for det med at skrive regninger ud. “De koster 325 kroner. Stykket. Det er altså den slags, den skal have. Vi har prøvet at finde nogle billigere, men der er ikke rigtigt nogen.”
Jeg monterede mit stenansigt og betalte de 650 kroner, hvoraf det halve var for udskiftning af en pære, der faktisk duede.
Hvor flink var værkføreren egentlig?
31. januar 2017 | den store bunke |
I starten af november efterlyste jeg i dette indlæg et stort skråskrifts-Æ, fordi hverken min mor eller jeg kunne huske, hvordan det ser ud.
Jeg fik nogle forslag, men nu har jeg faktisk fået løsningen fra hestens egen mule. Eller hånd. Eller hov. Blandt de ting, jeg hjembragte fra rydningen af min mors hus for nylig, var hendes håndskrevne opskriftbog. Den er påbegyndt, da man stadig skrev navneord med stort, og eftersom der er masser af æg og æbler og muligvis endda ærter i køkkenskriverierne, er der også masser af store Æer. Se bare. A med lille kæk krølle i den sidste nedstreg. Sådan skal den kringles.
Noget andet sjovt er det lille indforståede tegn i slutningen af anden linje ved æbledesserten. Hvor meget sukker tror I, æggeblommerne skal røres med?
Ja, jeg ved det godt. Jeg er vokset op med det.
25. januar 2017 | den store bunke |
Engang for længe siden var jeg ret ferm til at konstruere krydsogtværser. Nu har jeg fået en bestillingsopgave og er gået i træningslejr for at se, om jeg stadig kan.
Det ser ud til det. Lysende krans på seks bogstaver, dyrelyd på fire, to ens, alfabetets 19. bogstav, spændende på tretten bogstaver, indtil videre går det op både vandret og lodret.
Det er noget nemmere at lave i en tabel på computeren end dengang, jeg sad med blyant og lineal og bordet fyldt med viskelædersmulder.
Og det er morsomt på fem bogstaver.
24. januar 2017 | den store bunke |
Fistel… det er omtrent det grimmeste ord, jeg kan komme i tanker om. Det skulle da lige være kødgarn, som kunne slå det. Med fistel er det mest betydningen, der er væmmelig, selve ordet har en meget fin i-lyd, som trækker op i den samlede bedømmelse. Men dét, det dækker over…!
Jeg undgår ordet, hvis jeg kan, men jeg kunne ikke forhindre tandlægen og klinikassistenten i at stå og mumle det henne foran skærmen, hvor de inspicerede de røntgenbilleder, der lige var taget af mine kindtænder.
Jeg har et præmietandsæt, som for de fleste tænders vedkommende kun har været til glæde og fornøjelse for mig. Mit livs tandlæger har ikke høstet meget profit på dem. Bortset fra én enkelt farisæer. Min seksårstand, min minus 6. Den har været en bandit. Et tidligt hul med en fyldning, der har skullet renoveres mere end én gang, senere en truende revne, der krævede en grundig forebyggelse og en porcelænskrone, og som kronen (!) på værket endte det med en rodbehandling i sommeren 14.
I dag ved et ordinært tandeftersyn bekræftede tandlægen, hvad jeg godt selv har bemærket gennem det seneste halve år: Der er noget rod dernede. Tanden har noget i lommen. Det murrer og går i udbrud. Der er en ventil – det var den, de mente, da de sagde f-ordet, men vi skal ondet til livs, og i første omgang er det en penicillinkur. Den kostede 35 kroner. “Ja, tandlægeregningen er nok lidt større”, sagde apoteksassistenten, da jeg råbte højt af glæde over den lave pris. Hun er en klog og klartseende kvinde med sans for fakta.
Nu ved verden lidt om mine tænder, og sådan ser de ud. Det giver vel sig selv, hvor synderen sidder. Jeg satser på, at der ikke bliver mere at sige om dem.
