Jeg kunne også skrive om …

Et tidligere indlæg med samme emne hed Emnetanken. Det drejer sig om de ideer, jeg løbende noterer til emner, jeg vil skrive om. Blogge om hedder noten på min telefon. Og der står de så, de fremragende ideer, som tit ikke kommer længere end til tanken, – det kan være, fordi de er for store at gå i gang med, fordi ideen dør eller fordi de bare aldrig former sig til noget brugbart.

Blogge om indeholder i øjeblikket følgende emner:

Dino og Toni (Den her må ikke dø. Dino og Toni har en restaurant i Rom, og ingen må være i Rom uden at spise der! Jeg fortæller om det en dag)

40 år efter gymnasiestart (Fordi jeg kom i tanker om, at det i år er 40 år siden, jeg startede i gymnasiet. Fyrre, mand! Jeg var 18 år og mødte op i virkelig kikset tøj, indtil jeg fik blendet lidt bedre ind med de smarte fra Odense. Jeg lader det stå på listen)

Om skrivemåder, research, åben modus, fritekst (Jeg læste om metoder til at skrive en god tekst og ville sammenligne med mine egne måder, for det er ret spændende. Og stort …)

Hvordan børn blev klædt på (Niels album) (Foranlediget af billeder af børnene som små, klædt i virkelig kikset tøj set med nutidige øjne. Måske ville børnene ikke synes om, at billederne blev vist. Selv om det var mig, der valgte tøjet)

Handicaptoiletter paraplegi (Lang historie. Men fin)

Pennevenner (Ja. Også noget gammelt noget, som virkede sjovt, da jeg tænkte det)

Hjertestarter (Fordi jeg var på hjertestartergenopfriskningskursus og blev en vigtig person, der kan tilkaldes. Bare de ikke gør …)

Bukkejagt (Fordi jagtsæson)

Lex Jens Peter (Det korteste ord kommer naturligt først i toleddede konstruktioner. Lyn og torden. Salt og sukker. Kop og Kande. Nej, det er ikke interessant nok til at bære et indlæg selv, vel?)

Dengang med akillessenen, hvor folk handlede for mig (Den lod jeg stå fra sidst. Det er stadig et godt emne, men alligevel har jeg ikke fået skrevet det endnu. Fortæller universet mig noget?)

Interrail giver minder for livet – i hvert fald langt op i halvtredserne

I de sidste 14 dage har man på Facebook kunnet se et sponsoreret opslag fra DSB med et billede af to unge piger og tre store rygsække på en kanalkant i Venedig sammen med en opfordring til at købe Interrailbilletter.

Det vil sige, man har nok kun fået opslaget i sit newsfeed, hvis man var i målgruppen. Altså ung. Personerne på billedet, som er mine to gymnasie- og livsveninder, og fotografen, som er mig selv, har ikke set noget til Facebooks opfordring. Vi er vokset ind i en anden type togbilletter, siden billedet blev taget og rejsen foretaget for 37 år siden.

Men hvordan er det gamle billede havnet i nutiden? Det er sket med vores tilladelse, og historien bag er sjov.

Lige før påske fik jeg en mail fra Francis, der er Brand Manager hos DSB. Han skrev blandt andet: “

“Kære Birgitte,

Først og fremmest rigtig god påske.

Jeg skriver til dig, fordi DSB i øjeblikket har stor fokus på Interrail rejser. I denne forbindelse faldt jeg over dit blogindlæg, hvori du skriver, at din datter skal på Interrail.

Fantastisk læse stof! Blev helt glad.

Vi kunne rigtig godt tænke os, at fortælle om Interrail og de minder det skaber for livet.

Jeg vil derfor høre dig, om vi måtte bruge et af dine billeder i vores kampagne omkring salg af Interrail billetter.”

Det omtalte blogindlæg er dette, og jeg har også skrevet lidt om samme rejse her.

Francis gav et eksempel på, hvordan opslaget kunne komme til at se ud, og jeg indhentede tilladelse hos de to unge modeller i bedstefartrøjer og bredbenede cowboybukser. De var med på det, og derfor har vores børn og deres generation i de seneste to uger kunnet se, hvordan deres mødre rejste ud i verden dengang i 1980 og fik minder for livet.

Opslaget med billedet fra Venedig var tidsbegrænset, så man kan ikke se det mere.

Men kom nu af sted på Interrail, eller send jeres børn ud. Man glemmer det aldrig!

Uforudsete konsekvenser af Candy Crush

Et sted (her, faktisk) var der en, der nok gad vide, om det overhovedet er muligt at lande på Jackpotfeltet i bonushjulet i Candy Crush. Hvis du ikke spiller Candy Crush, giver denne undren ingen mening for dig, men det gør ikke nogen forskel for forståelsen i den videre læsning, om du forstår lige den detalje. Så du læser bare.

Jeg kom til at tænke over, i hvor mange af mine egne blogindlæg jeg har nævnt Candy Crush (mindst en gang, nu har jeg for eksempel allerede skrevet det fire gange i dette indlæg). Det har jeg i 26. Lidt vildt egentlig. Som om jeg spiller det hele tiden. Okay, det gør jeg faktisk.

Jeg læste nogle af indlæggene. Et af dem var dette her fra sidste år, hvor vi blev ringet op af kolonihaveforeningens kassererske, der mindede os om, at vi næsten var bagud med betaling af kontingent. Klogt nok havde jeg skrevet som en fremtidig note til mig selv, at kontingentet skal betales mellem 25. januar og 15. februar.

Og det er den 10. i dag! Betalingstid! Hurra for blogarkivet. Jeg besluttede straks at få hævet nogle penge og spadsere op til kassereren med dem. Vi betaler jo kontingent med kontanter i vores forening. Og her i betalingsperioden sidder kassereren garanteret hjemme og venter på, at medlemmerne strømmer til for at bytte sedler og mønter ud med en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken, så jeg regnede med at træffe hende hjemme.

Jeg tog ranselen på ryggen og spadserede ned til banken. Få meter før pengeautomaten kom jeg i tanker om, at det var den forkerte bank. Jeg glemmer hele tiden, at jeg har skiftet bank på grund af det der huskøb, vi har kastet os ud i. Jeg glemte også at fortælle det til min arbejdsgiver, så ved sidste lønningsdag fik jeg ingen penge. De svævede forvirret rundt ude i cyberspace og vidste ikke, hvor de skulle hen, for døren var lukket der, hvor de var blevet sendt til. Det er der lavet om på nu.

Jeg kunne jo nok have hævet penge i min gamle banks kontantautomat, men er der ikke noget med, at der så lægges et gebyr på? I hvert fald gik jeg hen til min nye bank og hævede i min nye kontantautomat.

Og gik op og traf kassereren hjemme og byttede mine sedler og mønter for en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken og en snak om ingenting.

Så slog jeg et smut omkring kolonihaven, hvor der er temmelig rodet for tiden. Vi er ved at få lagt havegangen om, og vejret sætter konstant en stopper for arbejdet. Alle fliserne og en rod fra det piletræ, vores gode ven fældede for os forrige sommer, er taget op, to paller nye fliser står og venter, og det samme gør vores folk, fordi sneflokke igen kom vrimlende. Men tænk engang, at om to måneder – rundt regnet – er havesæsonen i gang igen. I hvert fald for dem, der ikke lige står midt i en flytning. Til gengæld regner vi med i det mindste at have en rasende fin havegang.

Jeg spadserede hjemad og købte ind til aftensmad på vejen. Ramte den rigtige pinkode til dankortet i andet forsøg. Det bankskifte, altså.

Så vidt omkring kan det føre, at nogen nævner Candy Crush.

Det ER i øvrigt muligt at lande på Jackpotfeltet. Hvis du stadig sidder og venter på svaret.

Hvilke blogs læser du?

Engang imellem sammenligner min datter og jeg lister over de blogs, vi hver især læser, og anbefaler nye, vi har fundet siden sidst, snakker om, hvorvidt den og den blogger nu har født, og hvordan det går med det og det projekt, vi har læst om, og sporer os ind på, hvad der egentlig interesserer os, og hvad vi har lyst til at læse om.

Der er forbavsende stort sammenfald af dem, vi læser med hos. Men Laura er 23 år, jeg er 56, og i sagens natur er vores interesser ikke ens på alle planer. Og helt objektivt set er der flere blogs der henvender sig til hendes segment, end der er til mit.

Eller er der?

Lige her nederst i højre side har jeg en liste, som jeg kalder Favoritskrivere. Her linker jeg til de skribenter, jeg følger mere eller mindre fast, og som jeg gerne anbefaler. Udvalg og indhold spænder ret bredt, og det er af mange forskellige årsager, jeg er blevet fanget ind og er blevet hængende.

Hvem skal jeg tilføje på min liste? Er der nogle indlysende, jeg ikke har fundet endnu. Hvad læser I? Smid mig gerne jeres anbefalinger i en kommentar og berig mig.

Plinnnggg!

ide

Jeg får så mange ideer, når jeg kører hjem fra arbejde. Til kommende blogindlæg, til indkøbssedlen, til hvad jeg skal foretage mig, når jeg kommer hjem. Desværre kan jeg kun huske maksimalt tre ting ad gangen. Forestil jer lige, hvad der sker, når jeg kommer i tanker om to gode emner til bloggen, tre pligter hjemme og fire ting, vi mangler i husholdningen.

Så hvis der er kedeligt på bloggen og mit hjem flyder, skyldes det sikkert, at jeg både skal købe havregryn, te og mel.

Jeg burde virkelig have en agentmikrofon i kraven, så jeg kunne indtale stikord til mig selv.