24. februar 2017 | Over aftensmaden |
Det sker tit. Samtalen stikker af i helt uforudsigelige retninger ved aftensmaden. I aften blev det om sport.
Idrætsmærker i folkeskolen i 1960-70’erne. Man opnåede dem ved at opfylde specifikke krav i kast, spring og løb. Jo bedre resultater, jo højere karat. Jeg har stadig de mærker, som jeg løb, sprang og kastede mig til som letfodet skolepige: bronze, sølv, gulv og sølv med emalje. Så nåede jeg ikke flere, fordi mine arme var for vattede til at kaste langt nok, og min rumpe blev for tung at få med over overliggeren i højdespring. Guld med emalje og den eftertragtede guldfakkel var og forblev uopnåelige. Men de andre fire sætter jeg pris på. Når jeg kommer i tanker om dem. I aften blev de fremvist.
Højdespring, Jesper Tørring og Fosbury Flop. Vi kom til at snakke om en af atletikdisciplinerne, højdespring, og om saksespring, væltespring og andre springteknikker og fandt et næsten fem minutter langt klip fra 1968, hvor Hans Grønfeldt interviewer en ung Jesper Tørring, der er gået i gang med at træne det nye Fosbury Flop og har opnået bemærkelsesværdige resultater. Fem minutter! Senere opfandt man de hurtige klip. Og for nu at være ordentligt orienteret, så vi lige en gennemgang af højdespringets udvikling gennem historien. Den kan man også lige snuppe.
Det var mest dét, vi snakkede om.
23. februar 2017 | den store bunke |
Her står min mormor og morfar. De er nygifte, og der er egentlig ikke nogen grund til at se så alvorlige ud, som de gør. De er sikkert bare benovede og lidt utilpasse over at skulle stille op til fotografering og over al den stads, der er gjort af dem. Æresport og det hele. Den ses bag dem, stor og pompøs og med guirlander hen til porten ind til gårdspladsen, hvor festen blev holdt.
Datoen er den 27. marts 1920, og vi befinder os et par kilometer nord for Uggerslev på Nordfyn. Gården i baggrunden er min mormors barndomshjem, og morfar kom fra en gård i selve Uggerslev. Man fandt hinanden i det nære miljø dengang. De to unge er blevet viet i Uggerslev Kirke, som har dannet ramme om de fleste mærkedage i min familie. Vi er døbt, konfirmeret, viet og begravet der i flere generationer tilbage.
I kirkebogen står, at de ægteviede er Ungkarl Karl Kristian Jensen, Landmand af Uggerslev Mark og Sogn, født i Uggerslev Sogn 1893 den 5te April (altsaa 26 Aar), Søn af Gaardmand Rasmus Jensen og Hustru Karen Marie født Christensen af Uggerslev Mark og Sogn og Pige Rasmine Maria Rasmussen, Datter i Hjemmet Kjærsinggaard, Uggerslev Sogn, født i Holemarken, Uggerslev Sogn, 1893 den 2 Januar (altsaa 27 Aar), Datter af Gaardmand Rasmus Rasmussen og Hustru Johanne født Madsen af Kjærsinggaard, Uggerslev Sogn, og det er pastor Fog, som har viet dem.
Karl og Rasmine fik et langt og godt liv, fire børn og mange børnebørn.
Det vidste de ikke den halvkolde forårsdag i 1920, da de stod i deres stadselige bryllupsklæder, alvorlige, arm i arm foran porten til gården og fremtiden.
20. februar 2017 | den store bunke |
Ka-me-ra. Ikke karma.
Da jeg i sin tid fik Lille Hviden, syntes jeg, at en af dens allermest blærede features var bakkameraet. Jeg synes stadig, det er blæret. Men også en smule opreklameret.
Det virker. Vist virker det. Men det er måske kun sammenlagt to dage om året, det virker sådan … rigtig godt.
Resten af tiden ser jeg på skærmen inde i bilen bare et udflydende gråsmattet billede, der flimrer med lys og skygge, når bilen er i bakgear. Jeg kan se, om jeg er ved at bakke ind i noget (eller nogen), men jeg kan ikke se, hvad (eller hvem) det er. Derfor bruger jeg mest sidespejlene og det der gammeldags med at vende mig om og kigge bagud.
Men hver gang, jeg lige har vasket bil, tænker jeg flere gange i sekundet, at dét skulle jeg gøre noget oftere, for billedet på skærmen bliver så fint og helt skarpt og detaljeret.
Så kommer der straks noget vådt og snavset vejr, og det gråsmattede flimmer vender tilbage i et halvt års tid.
Skal jeg virkelig gøre det til en rutine at fimre rundt i Hvidens rumpet med en lille renseserviet hver eneste gang, jeg skal til at sætte mig ind i bilen?
Men altså, sådan er bakkameraloven. Det ser sort ud.
18. februar 2017 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jooo, altså, der skete det, at vi efter aftensmaden stod og kogte tre slags marmelade og stegte to middagsretter. Det var overhovedet ikke planen, og vi vidste først ti minutter inden aftensmaden, at det var det, vi skulle bagefter.
Fordi det var på det tidspunkt, jeg gik ind for at tage nogle boller op af fryseren. Og opdagede, at den var slukket, og at der var ret mange bløde pakker i den. Jeg kan sagtens begejstres over bløde pakker i andre sammenhænge, men i fryseren skal de helst være hårde.
Den stort set færdige aftensmad måtte vente, fordi vi var nødt til at vurdere og sortere hele indholdet i en fuld fryser og dernæst rense og vaske og tørre op – bunden sejlede i saft fra kød og bær.
Sandsynligvis er der ved et uheld blevet slukket for kontakten allerede i starten af ugen. Det er ellers svært at komme til kontakten, men det har tydeligvis kunnet lade sig gøre. En fryser, der er slukket i fem-seks dage, har ikke mange chancer for at holde kulden. Noget af indholdet har vi risikeret at fryse ned igen, en hel del smed vi ud, det skulle det nok have været alligevel, og så var der ting, som ikke var dårlige, de var bare tøet op, ligesom på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvor man tør noget op for at tilberede det.
Tilberedning var altså det, vi gik i gang med, da vi var færdige med at spise. Den ene kogte blommemarmelade, hindbærmarmelade og jordbærmarmelade, den anden rørte fars og stegte medisterpølse og frikadeller, som nu er retur i fryseren.
Jeg havde faktisk regnet med at fede den i sofaen i aften, men det render jo ingen steder.
På den positive side: Der er nem mad i fryseren, og den er ikke fyldt med alle mulige gamle hotdogbrød, kartoffelbåde og spinatposer, som ingen har overblik over og alle har glemt.
Hurra, tror jeg.
16. februar 2017 | Heldige mig, Køkkenskriverier |
Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!
Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.
Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.
Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.
