3. januar 2020 | den store bunke |
Der kører en Mofibo-kampagne i øjeblikket, hvor Cecilie Frøkjær spørger tilfældige (som om!) mennesker, hvor mange bøger de tror, man kan nå at lytte på et år i den tid, man prøver på at falde i søvn. Det kan de selvfølgelig ikke gætte – svaret er angiveligt 12 –, og det ER altså også et mærkeligt spørgsmål med en uendelig løs elastik. Hvorfor skal man lytte, mens man prøver på at falde i søvn; hvem måler det; hvordan defineres prøve-at-falde-i-søvn-tid, og er man ikke nødt til at lytte lange passager igen, hvis man nu faktisk faldt i søvn?
Prøv i stedet at spørge mig, hvor mange bøger jeg har læst i løbet af 2019. Det kom vi til at snakke om forleden. Eller hvor mange jeg har lyttet, for store søn hævder hårdnakket, at det ikke er at læse, når man gør det med ørerne. Det er det for mig. Jeg synes, jeg læser, uanset om jeg bruger synet eller hørelsen. Og jeg har læst 48 bøger i 2019. Det er helt vildt, faktisk.
Her på bloggens forside lægger jeg altid et billede af min aktuelle bog under en rubrik, jeg kalder ’Lige nu i ørehøjde’ – som en analogi til ’Lige nu i øjenhøjde’. Den har jeg også – til de bøger, jeg læser på dén måde. Der er bare sjældent nogen i gang.
Men min samling af forsidebilleder til det formål giver mig et fint bibliotek over alle de fortællinger, jeg har taget til mig. Den samlede liste for alle mine lytteår rummer cirka 250 titler. Det er et godt bibliotek at kigge i, når jeg bliver spurgt, om jeg har læst den eller den bog. Tit kan jeg nemlig ikke huske, hvad jeg har læst, men så kan jeg lige se det der.
Hvornår lytter jeg? Altid. Når jeg kører bil, også på de korte ture til og fra arbejde, når jeg cykler, når jeg går, når jeg gør rent, når jeg laver mad, når jeg bare tuller rundt.
Men aldrig, når jeg prøver at falde i søvn.
9. april 2019 | den store bunke |
Ja, det er ikke kroppen, den er gal med. Jeg har ikke gravet mig i stykker. Jo, jeg har gravet i dag, men min krop har tilsyneladende vænnet sig til, at det er sådan noget, jeg byder den i øjeblikket – og accepteret det.
Nej, det er hovedet, vi skal koncentrere os om i dag. Mere præcist indersiden af hovedet. Mens jeg gik og gravede i haven, blev jeg færdig med min aktuelle lydbog. Det var Michael Katz Krefelds Mørket kalder, fortalt af Thomas Gulstad. Efter en række spring i andre retninger nappede jeg en krimi igen, og det var et godt valg på det rette tidspunkt. Men nu er den slut, og jeg er usikker på, hvad jeg skal hente som den næste.
Inspirer mig. Jeg er ikke fikseret på en bestemt genre, men det skal være en lydbog, og den skal være tilgængelig på Mofibo eller eReolen.
Hvad skal jeg loade og lytte?
I øvrigt ligger der altid på bloggens forside et billede den bog, jeg er i gang med. På computerskærmen ligger den ude til højre, på mobiltelefonen helt nede i bunden. På den måde har jeg selv et kartotek over læste bøger liggende ude bagved.
30. august 2018 | den store bunke |
Jeg er begyndt at læse Harry Potter igen. Denne gang lytter jeg. Og det er fantastisk!
Jeg læste alle bøgerne højt for børnene, da de var … ja, børn. Det var stjernestunder at sidde i sofaen i timevis med ungerne tæt omkring og sammen bevæge os ind i et magisk og fortryllende univers, som gjorde lige stort indtryk på os alle fire. Det ene kapitel tog det næste, og måske har jeg endda læst serien højt for yngsten to gange. Eller måske romantiserer jeg der? Jeg har læst virkelig meget for ham.
Jeg lavede forskellige stemmer, den værste var husalfen Dobby, som jeg havde fået givet en forfærdelig skingerhæs stemme, der sled voldsomt på min egen de lange søndage, hvor vi læste mest. Det kommer tilbage til mig nu, hvor jeg er i gang med Hemmelighedernes kammer, og Dobby netop har gjort sin entre. Det er godt, jeg ikke skal sige noget denne gang.
Det har jeg Jesper Christensen til, og han er fremragende. Til det hele, faktisk. Han er denne generations Thomas Winding, intet mindre.
Jeg nyder virkelig at genlæse/lytte bøgerne. Det er også et genhør med en magisk tid, jeg delte med mine børn. Indtil videre holder historien også som solo-voksenlæsning, og jeg tænker da, at den bliver ved med det, uanset om jeg tager dem i én stribe eller læser andet ind imellem. Det er et ret helstøbt værk.
Nå, men Harry er lige blevet befriet fra Ligustervænget 4 af Ron, Fred og George i den fortryllede bil, og onkel Vernon har endnu ikke fået sin normale ansigtsfarve tilbage… Alt kan ske, og det gør det.
15. november 2017 | den store bunke |
Det er, som om Mofibo er kommet lidt mere op … på hesten, var det nærliggende at skrive, men jeg mente nu i omdrejninger. Her på det seneste har jeg lagt mærke til, at de nye bøger er hurtigere tilgængelige som lydbog. Tidligere skulle vi vente i ret lang tid efter udgivelsen af papirudgaven, før man havde fået indlæst og lagt op. Det går langt hurtigere nu. I øjeblikket lytter jeg til Sissel-Jo Gazans Blækhat, som er forholdsvis ny, og før den var jeg igennem Michael Katz Krefelds Pagten, som jeg kunne downloade allerede dagen efter udgivelsen. Jeg kunne måske have gjort det allerede på selve dagen, men da var jeg endnu ikke helt færdig med Bjørneby af Fredrik Backman. Den blev i øvrigt udgivet i starten af oktober.
Jeg kunne godt remse flere titler op på nyudkomne bøger, jeg allerede har læst, men jeg vil hellere fortælle, hvad jeg har i vente. Jeg har en åben note på telefonen, hvor jeg løbende skriver forfatter og titel, når jeg støder på omtaler, snuser rundt i boghandeler og bliver anbefalet bøger af andre. Nogle af dem har jeg næsten opgivet at se på Mofibo, andre strømmer ind. Nogle kan jeg ikke huske, hvorfor jeg noterede, andre glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med. Listen er skrevet i den rækkefølge, jeg blev opmærksom på titlerne, og helt uden prioriteringer.
Her er læsehestens liste:
Ove Dahl: Drabschefen
Hustvedt: Sommeren uden mænd
Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden
Lucinda Stilet: De syv søstre
Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset
Pauliina Rauhala: Himmelsang
Paul Auster: 4321
Albertine Sarrazin: Astragal
Michel Houellebecq: Underkastelse
David Lagercrantz: Manden der søgte sin egen skygge
Jonathan Franzen: Purity
Maria Gerhard: Der bor Hollywoodstjerner på vejen
Steffen Jacobsen: Da blev jeg døden
Elsebeth Egholm: Jeg finder dig altid
Dan Brown: Oprindelse
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane
A.J. Kazinski: Miraklernes nat
Anne B Ragde: Liebhaverne
Hanne-Vibeke Holst: Som pesten
Lotte og Søren Hammer: To små piger
Om der ellers sker noget i mit liv? Ja, i morgen skal jeg i biografen, og i maj skal jeg til Utah.
15. februar 2017 | den store bunke |
Jeg ville snyde mig foran i en kø, og så endte det med, at jeg selv blev snydt og kom sidst.
Det gik til på følgende måde.
De bøger, Morten og jeg læser, læser vi med ørerne. Vi læser mange bøger og mange forskellige bøger. Oftest går vi ad hver vores veje, men sommetider går vi lige i hælene på hinanden, og især når vi bevæger os blandt nordiske krimier, er vi ved at falde over hinandens fødder. Arne Dahl, Jo Nesbø, Thomas Enger, Lars Kepler, Mari Jungstedt, Åsa Larsson, Lotte & Søren Hammer, Oxen-trilogien, Afdeling Q er nogle af de universer, vi har været i begge to. Ikke sammen, ikke samtidig, men efter tur. For vi deler et Mofibo-abonnement, og det bliver for rodet at lytte til den samme bog og hele tiden skulle finde tilbage til det sted, hvor man selv er nået til, hvis den anden har lyttet i mellemtiden.
I nogle dage har jeg vidst, at Keplers Kaninjægeren var udkommet og lå tilgængelig på Mofibo, men jeg sagde det ikke til Morten, før jeg var blevet færdig med min igangværende bog og var helt klar til at downloade Kaninjægeren. Jeg ville nemlig gerne være den, der fik fingrene i den først.
Forinden ville jeg dog gerne lige vende med ham, hvordan den forrige, Stalker, sluttede, så jeg var opfrisket på, hvorfra handlingen og Joona Linna ville tage fat i den nye. Morten granskede sin hukommelse og kom med en masse “Var det ikke noget med…?” og “Jo, det var det med de der videoklip!”. Intet af det sagde mig noget. Ingen klokker ringede.
Jeg er ikke særlig god til at huske handlingen, når jeg er færdig med at læse en bog. Det bliver ikke lagret ret godt. Jeg kan sjældent referere en roman i meget mere end meget store træk, og jeg husker begyndelser bedre end slutninger. Men når jeg genhører brudstykker af lydbøger, kan jeg til gengæld genkalde mig, hvor jeg befandt mig, da jeg hørte det første gang; på landevejen tæt på Hammel, i kolonihaven, på vej ned i Føtex’ parkeringskælder, for eksempel.
I hele bloggens levetid har jeg haft et lille billede af min igangværende bog liggende ude i højre side under overskriften Lige nu i ørehøjde. Hvis jeg samtidig har haft gang i en papirbog, har der også været en bogforside nedenunder ved Lige nu i øjenhøjde. Jeg skifter dem ud, når jeg begynder på en ny bog. Det betyder, at jeg har et lille digitalt bibliotek med billeder af alle de titler, jeg har læst. Dét var bekvemt, da jeg skulle finde ud af, hvornår jeg havde læst Stalker.
Bortset fra at den ikke fandtes i mit arkiv. Jeg havde åbenbart slet ikke læst den.
Dérfor sagde referaterne af handlingen mig ikke noget. Da vi snakkede om den, bestemte Morten sig for at genlæse det sidste af Stalker og få opfrisket slutningen, inden han gik i gang med Kaninjægeren. Jeg er nødt til at læse hele Stalker først.
Nu har jeg hørt 20 procent af den, og der er ingen genkendelse. Jeg har ikke læst den før. Herover hævdede jeg, at jeg er bedre til begyndelser end slutninger, og den start ville jeg have kunnet huske. Det gør jeg ikke. Så jeg lytter videre. Mens jeg næsten ikke trækker vejret, så nervepressende er den.
Og Kaninjægeren? Jeg er nu nummer 2 i køen.
