21. april 2014 | den store bunke |
Der er én ting, der kan få min teenager forholdsvist tidligt ud af sengen på en fridag. Det er brunch med røræg, pølser og bacon. Jeg havde sørget for at have ingredienserne i huset til påsken og håbede, vi kunne ramme en dag, hvor også ældste søn kunne være med. Det lykkedes ikke, og yngsten havde vistnok opgivet håbet om, at nogen så gad stå og stege og bage for så fås skyld.
Jeg tænkte, at frafaldet ikke behøvede at gå ud over ham. Han fylder 17 i morgen, og det er tilfældigvis den dag, han skal tidligt op og i skole efter en meget lang påskeferie, så han fik valget: Fødselsdagsbrunch i morgen meget tidligt eller i dag. Han er ikke meget for ekstravirak (og tidligt op) og ville helst nyde den store morgenmad i dag.
Og sådan blev det. Han og jeg; det var faktisk også første gang, det store brunchapparat var kørt i stilling til bare os to. Jeg trumfede endda forventningerne med pandekager med ahornsirup; det kan han nemlig også godt lide.
Han fyldte køkkenet med sin tilfredshed og madglæde, og jeg har vist ikke før fået så mange “Det smager rigtig godt!” og “Tak, fordi du gad det her”.
20. april 2014 | At have have |
Jeg har sået og plantet lidt her og lidt der og på forskellige dage og i lidt tilfældig rækkefølge og hvad jeg havde lyst til og tid til. Der var også noget i forvejen, og der må jo ikke være kartofler samme sted hvert år. Meget af det er på slump og lidt vilkårligt, og en del har jeg tænkt anderledes til at begynde med, end jeg endte med at gøre det. Jeg har også allerede glemt, hvornår jeg startede med hvad.
Så jeg har lavet et skema, så jeg kan huske hvad og hvornår. Så kan jeg også nemt svare på, hvornår jeg lagde kartofler, for det er jeg helt sikker på, at jeg vil blive spurgt om igen og igen. Ikke at nogen har spurgt endnu, men det er nok, fordi jeg er så hurtig til straks at få indføjet i enhver samtale, at jeg har lagt kartofler.
Der er plads til mere. Persillerod, pastinak, rødbeder, mere salat, mere spinat, flere jordbærplanter, et æbletræ. Men ikke ærter.
19. april 2014 | At have have |
Jeg har aldrig rigtigt set nytten af en kultivator. Jeg har lært havebrug af min mor, og de haveredskaber, hun brugte, talte ingen kultivator. I store træk lagde hun kun rive og skuffejern i trillebøren, når hun gik ud for at “rense have”. I prydhaven, altså. Når hun var i urtehaven, tog hun også spade og greb med.
En kultivator fjerner ikke ukrudtet, sagde hun. Hendes metode var skuffejernet. Først skuffer man jordstykket, og når det fældede ukrudt har ligget lidt oven på jorden og tørret, river man det sammen, så det ikke slår rod igen.
Jeg var forundret, da jeg i sin tid fik den første have. Min mand havde lært havebrug af sin far, hvis foretrukne haveredskab var kultivatoren. Den løsner jorden omkring rødderne, sagde han og brugte aldrig skuffejern. Jeg trak på skuldrene og tænkte, at det nok var sådan, de gjorde i Jylland. De sætter jo også kartofler, mens vi på Fyn lægger dem.
Der var således flere modsætningsforhold. Skuffejern eller kultivator. Mor til datter eller far til søn. Fyn eller Jylland. Vi var ikke enige om metoderne, men det gode var, at vi aldrig sloges om haveredskaberne. Han greb kultivatoren, jeg greb skuffejernet, og da boet skulle deles, var det naturligt, at han fik den femgrenede kultivator, mens jeg var helt tilfreds med den tregrenede. Jeg foretrak jo alligevel skuffejernet – som vi var helt enige om, at jeg skulle have.
Nu er jeg begyndt at bruge kultivator!
Ja, det er jeg.
Den kan ganske enkelt rive de store ukrudtsblokke op, så jeg kan samle dem sammen. Skuffejernet ville bare hakke rødderne over, og så ville de snart skyde igen. Når der er ryddet, og det bare skal holdes vedlige, tager jeg skuffejernet igen.
I dag indså jeg, at i haver som min mors – og i sin tid svigerfars – er det fuldstændig ligegyldigt, hvilket redskab man bruger. Der er jo aldrig noget ukrudt. De holder det væk hele tiden og starter aldrig med så grøn jord, som jeg gør. Så det er bare et spørgsmål om, hvad der ligger bedst i hænderne, og hvad man synes, man udretter mest med.
Det er vel også i orden, siger jeg til mig selv, at jeg begynder at gøre nogle haveting anderledes, end min mor har lært mig. Jeg mener, jeg er 54 og har boet i Jylland i flere år, end jeg har boet på Fyn.
Hun ser jo ikke, at jeg gør det.
17. april 2014 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Sommetider bliver jeg så fikseret på det fantastiske fænomen, at min Ballerup Master Mixer er så stærk og så stor og god til at røre bolledej, at jeg helt glemmer, at der var en tid engang, hvor jeg æltede dej med skeer og hænder. At der var forskellige opskrifter, og at det hele ikke behøvede at munde ud i 40-50 boller i samme bagning. Det er, som om jeg har bagt på samme måde længe. Store portioner og langtidshævning.
I dag fandt jeg en gammel opskrift frem, som jeg var rigtig glad for. Den med kartoffelmos i, som giver sådan nogle gode svampede boller, og hvor det kun tager et par timer, fra ideen er født, til man kan prøvesmage en færdig bolle. Eller to.
Vil I ha’ opskriften?
Den er her. Jeg brugte:
25 g gær
4 dl lunkent vand
2 dl tykmælk
1 spsk salt
1 tsk sukker
1 spsk olie
350 g kogte mosede kartofter (eller mere eller mindre)
50 g græskarkerner
ca. 1 kg hvedemel
Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt tykmælk, salt, sukker, olie, kartoffelmos og græskarkerner. Rør det godt sammen og tilsæt melet lidt ad gangen. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter. Slå dejen ned, form 24 små boller og læg dem på bageplade. Hæver i 45 minutter. Bag ca. 17 minutter ved 210°.
Jeg nåede lige at sende helt nybagte og stadig brandvarme boller med drengene, som skulle på besøg med overnatning hos storesøster i Aarhus. De kørte med bilen fyldt med madras, dyner, en stol, spil, computere, boller og snacks, og jeg sendte dem vanen tro af sted med Husk dit og Husk dat og Sig til Laura, at…. De var glade, da de kørte.
Og jeg har prøvesmagt en bolle. Eller to. De er gode.
Mon ikke de også kan røres på Ballerupen? Hvis jeg dobler op. Eller tredobler.
16. april 2014 | At have have |
Der er blevet leveret tagplader i kolonihaven. Det er en smule besværligt at liste sig ind i paradiset lige nu. Derfor ville vi selvfølgelig flytte dem. Men de er for tunge at flytte på én gang, og der er heller ikke noget oplagt andet sted at lægge dem, uden at de er i vejen, når det gamle udhustag skal pilles ned. De skal også helst sikres mod at blæse væk, når der i morgen er udsigt til blæst og megen regn. Vejrudsigten siger, at det er tosset at manøvrere med fem meter lange plastikplader oppe i højderne torsdag. Vejrudsigten siger dejligt vejr lørdag.
– Måske ligger de meget godt dér.
– De blæser i hvert fald ikke væk, når de er bundet sammen.
– Vandet kan også løbe fra dem…
– Man skal bare ikke træde på dem, men det ved vi jo godt.
– Og der kommer jo kun os.
– Skal vi så ikke bare lade dem ligge dér?
– Jo…
I dag har jeg sat to rækker løg og sået en kvart række dildfrø, som jeg gned af skærmblomsterne, der har ligget og tørret fra sidste år. Taybærbusken er plantet. Det er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær, og bærrene kan blive fire centimeter lange. Formen minder om en lille rød nissehue, har jeg googlet mig til. Da jeg viste yngsten et billede af bærrene, syntes han mere, de ligner Angkor Wat. Smagen skulle være syrlig og aromatisk og god til friske sensommerdesserter, og vi er spændte på udkommet.
Det begynder at ligne noget i køkkenhaven, og jeg kan næppe holde mig fra yderligere såning i påskeferien. Løgene skulle sættes i bekvem jord i marts-april, stod der på posen. Jeg ved ikke, hvordan man præcist definerer bekvem, men det inviterer til en meget bred tolkning, synes jeg. Så nu er mulden bekvem. Siger vi.
Og på lørdag får vi tag på taget.
