15. oktober 2017 | den store bunke |
Søndag formiddag. Sen og langsom morgenmad. Musikquizzen med Kenneth K på P3.
Den 14-årige popnørd behøver kun få stumper af eller stikord til tidens toner og kunstnere og slynger prompte svar ud. Kompetente og i langt de fleste tilfælde rigtige svar, vel at mærke.
Far til 14-årig musiknørd: “Jeg føler mig ÆLDgammel!”.
Mig – som er lidt ældre og har ældre børn – og har gjort tilsvarende erkendelse for år tilbage: “Lad være med det. Vær stolt af dit barns kunnen i stedet!”.
Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ville blive et gammelt musikfjols. Det gjorde jeg den jul, jeg var 14, og min mor ville have mig til at hjælpe med forberedelserne til familiekomsammen juledag om aftenen – ligesom hvert eneste år. Men det havde jeg dårligt tid til, for om eftermiddagen var der en times musikprogram i fjernsynet, hvor blandt andre Gasolin skulle optræde, og dem skulle jeg BARE se! Imellem borddækning, opvarmning af rødkål og pyntning af ostefadet rendte jeg ustandseligt ind forbi fjernsynet for at se, om det var nu, jeg skulle smide, hvad jeg havde i hænderne og dyrke mine idoler. Til sidst mistede min mor tålmodigheden og udbrød irriteret: “Men hvornår kommer ham Gasolin?!?”.
Lige dér svor jeg, at sådan en ignorant ville jeg ALDRIG blive. Jeg ville altid-altid-altid have fingeren på pulsen, høre radio, følge med og vide, hvad der var hot og in.
Men jeg er der. Og jeg har været der længe. Jeg har også hørt Musikquizzen sammen med mine børn og er blevet sat totalt til vægs. På 100-0-måden.
Jeg er stolt af dem.
Og meget gammel.
28. juli 2015 | Køkkenskriverier |
Nybagt stenalderbrød. Det kan ikke vare længe, inden der kommer en dreng ud fra teenageværelset og skærer sig en skive. Faktisk synes jeg allerede, der er gået lang tid, siden jeg tog det ud af ovnen. Det er næsten blevet koldt. Han må være optaget af noget. En film eller en fodboldkamp.
Jeg tager tid. Han må have glemt det. Da der manglede fem minutter i, at brødet skulle ud, spurgte han til det. Så delte jeg et stykke chokolade i to og gav ham det halve. Kan det have mættet så meget? Stenalderbrøds største fan har ikke vist sig.
…
Nu kom han ud. Jeg kan høre brødkniven blive taget op af knivblokken. En rustik endeskive. Brødet er tilsmagt og godkendt.
Alt er, som det skal være.
21. april 2014 | den store bunke |
Der er én ting, der kan få min teenager forholdsvist tidligt ud af sengen på en fridag. Det er brunch med røræg, pølser og bacon. Jeg havde sørget for at have ingredienserne i huset til påsken og håbede, vi kunne ramme en dag, hvor også ældste søn kunne være med. Det lykkedes ikke, og yngsten havde vistnok opgivet håbet om, at nogen så gad stå og stege og bage for så fås skyld.
Jeg tænkte, at frafaldet ikke behøvede at gå ud over ham. Han fylder 17 i morgen, og det er tilfældigvis den dag, han skal tidligt op og i skole efter en meget lang påskeferie, så han fik valget: Fødselsdagsbrunch i morgen meget tidligt eller i dag. Han er ikke meget for ekstravirak (og tidligt op) og ville helst nyde den store morgenmad i dag.
Og sådan blev det. Han og jeg; det var faktisk også første gang, det store brunchapparat var kørt i stilling til bare os to. Jeg trumfede endda forventningerne med pandekager med ahornsirup; det kan han nemlig også godt lide.
Han fyldte køkkenet med sin tilfredshed og madglæde, og jeg har vist ikke før fået så mange “Det smager rigtig godt!” og “Tak, fordi du gad det her”.
9. februar 2014 | den store bunke |
Klokken 14.30 tog jeg det nybagte verdens bedste brød med ind og viftede den sovende 16-årige om næsen med det. Han reagerede med det samme: “Årh ja! Jeg skal nok komme, mor.”
Ja, det var det, klokken var. Han har vinterferie. Han ser fjernsyn om natten. Han er teenager og sådan et barn, som nogle forældre drømmer om, når deres småbørn vågner klokken 05.30 og insisterer på, at dagen er begyndt.
Han stod op, og derefter havde vi følgende intelligente samtale i køkkenet, mens han spiste nybagt brød (som han roste), og jeg satte boller på plader til hævning (varmluftovnen virker igen, og der skal bages, skal der).
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Hold da op, den største hastighed, der nogensinde er målt i styrtløb, er 161,9 km/t!”
Mor – med forklæde på: “Hold da op … så hurtigt kan Toyotaen vist ikke engang køre.”
Mor – med forklæde på: “Jeg tror, jeg ville trække et skidespor ned ad bakken… jeg ville være vildt bange.”
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Jeg tror bare, min hjerne ville slå fra.”
Mellem os sagt ville jeg være stiv af skræk bare med en tiendedel af rekordhastigheden, og vi kan alle være glade for, at det, jeg skal de næste timer, er ind på sofaen og læse Blindebuk, tredje bog i Arne Dahls serie om Europols Opcop-gruppe, efterfølgeren til serien om A-gruppen. Jep, Paul Hjelm og de andre er tilbage.
Ind i mellem skal jeg bage boller og hænge vasketøj op. Der er altid noget at gøre for dem, der har forklæde på.
