15. april 2014 | den store bunke |
Dagen i dag hedder tilsyneladende hvide tirsdag. Den er den tredje dag i påskeugens “stille uge” eller “dimmeluge”. Det startede med palmesøndag, i går var blå mandag, i morgen askeonsdag, og så kender vi skærtorsdag og langfredag, hvorefter skidenlørdag kommer og derefter påskesøndag.
På hvide tirsdag spiste man varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller (“bollemælk”). Herfra betegnelsen hvide.
Jeg siger hvid for hvidvin. På altanen. Fordi solen skinner. Fordi jeg har fået påskeferie.

14. april 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
# Gamle Gule Badedragt
Det er ikke så mange måneder siden, min yngste søn nærmest nægtede at tro på, at jeg ejer en badedragt. Jeg kan egentlig godt forstå det. Til sommerferiebadning og -solbadning har jeg haft andet badetøj, og det er længe siden, jeg var en haj til at tage i svømmehallen med børnene. Faktisk har jeg aldrig været en haj. Jeg er heller ikke en vandhund. Men jeg har en badedragt.
I 1991 (må det have været) skrev min daværende kæreste (senere ægtemand og børnenes far) og en medstuderende hovedopgave på Journalisthøjskolen. Jeg var nyuddannet reklametegner og hjalp dem med låne et tekstbehandlingsanlæg af en bekendt, så de slap for at sidde med skrivemaskinen, og senere satte jeg deres opgave op som en avis, så det så lidt smart ud at aflevere. Som tak gav de mig en gul badedragt. Jeg gætter på, at det var kæresten mere end kammeraten, som havde interesse i, at jeg blev så svømmefrisk at se på.
Yngsten har senere ved selvsyn konstateret, at der findes en badedragt i min garderobe. Jeg havde den i hvert fald på, da vi i efterårsferien på Kreta var på dykkerudflugt. Men det er ikke sikkert, han har lagt mærke til det, selv om jeg lyste som en sol over Middelhavet.

# Gamle Gule Cykel
Jeg fik cyklen til min 40 års fødselsdag. Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg fik et billede af den. Vi var nemlig på ferie i Norge, og cyklen kunne ikke komme ubemærket med i feriebagagen. Det er den samme mand, som står bag dette køb. Han har aldrig været bange for farver. Snart bliver cyklen 15 år, og jeg bruger den næsten hver dag. Den har været i bedre form, men det er med den som med så mange andre af mine ejendele: De får lov at blive gamle hos mig. Der er spor efter beslag fra to barnestole, som har siddet henholdsvis på stangen og bagagebæreren, og spor efter beslag til den cykeltrailer, jeg også har trukket rundt med, så jeg kunne transportere alle tre børn i ét vogntog. Kæden bør snart have olie, og den røde strimmel om saddelpinden er fra engang, hvor en anden lånte cyklen og skulle have sadlen højere. Med den røde tape kunne vi se, hvilken højde den skulle sættes ned til bagefter. Og tapen sidder jo godt der.

Badedragten hedder Speedo, og cyklen hedder Eternity. Jeg synes, det er gode navne.
* Gamle Gule er også navnet på en børnebog fra 1970, en af de utallige bøger fra Bogbussen, jeg pløjede mig igennem. “Hunden Gamle Gule er en uundværlig hjælp for den 14-årige Travis og hans nybyggerfamilie”, googler jeg mig til, og det passer meget godt med det, jeg husker.
13. april 2014 | den store bunke |
Jeg ser tit, at artikler på nettet eller opslag på Facebook får en masse mennesker til at gøre det, som førhen kaldtes at fare i blækhuset, og skrive kommentarer, meget ofte uden at kende hele historien og dermed hele sandheden. De gør sig til medløbere eller modløbere, alt efter hvilket forhold de har til personen, mediet eller emnet. Ofte meget sort eller hvidt sat op, og er der en sjælden gang nogen, som giver udtryk for en mere nuanceret holdning, bliver de gerne sablet ned af medkommentatorer, som ved bedre.
Det er den nemme løsning. At sidde trygt med sin computer, tablet eller smartphone og mene noget uden at behøve at se sagen fra mere end én side.
Nogen har malet graffiti på væggen ved siden af Mortens parkeringsplads. Normalt synes jeg ikke om, at nogen maler på andres vægge, men på en sær måde passer det godt lige dér og pynter næsten. Også fordi jeg synes, budskabet er klogt. Det tænker jeg på, når folk bjæffer.

12. april 2014 | At have have |
Haven har det fint, tak. Der er strøet omsorg med rund hånd i dag.

Vi er igen kun to kontohavere. Solsorten, som vi førte fuglekrig mod sidste år – eller en af dens slægtninge – er opdaget og forvist. Den af os, som er høj og modig, hentede reden ned fra det ellers opfindsomme sted, fik banket lidt med sit følsomme hjerte og sagde så til sig selv, at det jo er os, som skal kunne være der. Og en af os er ikke begejstret for flaksende fugle.

Vi købte frø, læggekartofler, hindbærbuske, taybærbusk og arbejdshandsker – selv om man egentlig skulle synes der var nok i skabet. Men ikke nogen, der er store nok til nogen, der er høj og modig og har store hænder.

Og se. Nu er der lagt otte rækker kartofler. Vi er med. Meget tidlig og almindelig tidlig og resistent over for det meste, stod der om de sorter, vi valgte. Hamlet og Exquisa, hvis nogen spørger.
Vi var også glade for at se Ejnar gå og kultivere i nabohaven. Vi har været en lille smule bekymrede, for vi har ikke set noget til ham siden sidste efterår, og vi vidste jo, at han var fyldt 90 i løbet af vinteren. Men han har heldigvis bare fået et nyt knæ i januar, og det skulle lige trænes op. “Jeg plejer jo at grave haven selv”, sagde han, “men det må jeg ikke. Jeg må heller ikke gå ned på knæ, så jeg kan ikke luge mellem mine grøntsager”. Derfor gik sønnen med en fræser, og derfor sætter vi vores lid til fruen med hensyn til lugningen, for hun er “mere gelinde”.
“Vi ses jo nok igen”, sagde vi, da vi var færdige med snakken over hækken og gik tilbage til hver vores dont.
9. april 2014 | Betragtninger |
Flaget er på halv ovre på rådhusets flagstang. Det var også på halv på en noget kortere flagstang nede i byen, så jeg, da jeg tog hjemmefra i morges. Først spekulerede jeg kort på, hvem mon var død. Og det gik op for mig, at mange er, for det er selvfølgelig den 9. april 1940, man mindes.
Jeg tænker, at jeg er heldig at bo i et land, hvor den seneste sorte dag, hvor en krigsskygge faldt ind over os og blev liggende, ligger 74 år tilbage.